Dansk version English version Facebook Youtube Instagram

4 x fuldt hus til SPOT On Denmark i Hamburg (reportage)

Publiceret
Henrik Hamilton og Ginger Ninja var med til at skabe en flot dansk aften.

Henrik Hamilton og Ginger Ninja var med til at skabe en flot dansk aften.

800-900 tilskuere inde set over hele aftenen. Og absolut fuldt hus (ca. 350 tilskuere) til HVERT af de fire danske bands, der udgjorde SPOT On Denmark-buketten på den berømte Hamburg-klub Indra i forbindelse med Reeperbahn Festivalen.

Det var et tydeligt festival-publikum, der kom på spillestedet, hvor The Beatles startede deres Tysklands-eventyr for godt 50 år siden. Så snart musikken var slut maste 3/4 af publkum videre gennem det aflange lokale til næste festivaltilbud, og først lige før tidsplanen fortalte at næste danske indslag skulle på, var der fyldt op igen. Og ramte musikken ikke smagsløgene, så skred tilhørerne. Men det var der kun få der gjorde, og i de tilfælde var der straks erstatning fra køen udenfor.

Så selv om The Rumour Said Fires new-folk, Thee Attacks’ retrorock, Ginger Ninjas  elektronisk inspirerede indie og Kellermensch’ alternative metal ér en broget buket (i øvrigt sammensat ud fra den tyske branches ønsker efter SPOT Festivalen), så var kvaliteten altså god nok til, at både de mange branchefolk og det almindelige festival-publikum blev hængende koncerterne ud aftenen igennem. Netop ”den danske kvalitet” er også et kendetegn, de tyske branchefolk lægger vægt på i forbindelse med deres holdning til koncerten (se branche-kommentarer her (link).

– Vi er meget tæt på at have genskabt den solide SPOT On Denmark-platform, vi møjsommeligt havde opbygget i Berlin, indtil Popkomm-messen desværre sygnede han og sidste år blev aflyst, siger MXD’s boss Thomas Rohde og fortsætter:

–  På Popkomm kunne vi år efter år se fuldt hus til de danske fremstød, men nu er vi ved at have overført successen til Reeperbahn Festivalen. I år har vi opnået bedre støtte fra festivalens side, vi har selv givet den en tand til på promotion-siden, og så har vores skifte til et spillested midt i festivalens centrum givet gevinst. Både med publikum – og med branche-folk.

Thomas Rohde (t.h.) sammen med DR’s Carsten Holm, der fungerede som både dj og præsentatior af de danske acts.

– I år er Popkomm så genopstået, men mens MXD støttede flere af de danske bands showcases på Popkomm, så har vi ligesom i 2009 valgt at lægge vores danske aften på Reeperbahn Festival. Nu hvor begge festivaler overstået, føler jeg klart, at prioriteringen af Reeperbahn Festival har været den rigtige beslutning.

– Hvad angår den tyske branche, ja, så mødte jeg langt flere af dem på Reeperbahn Festival – de var har stort set alle sammen! Man må sige, at Reeperbahn Festival har været imponerende hurtige til at udnytte tomrummet efter Popkomms kollaps sidste år – konkurrencekræfterne er nådesløse. Og når man spørger den tyske branche selv, så har størstedelen lagt Popkomm i graven. Men vi følger selvfølgelig situationen, i vores vurdering af, hvor investeringen for dansk musik lægges bedst.

NOMEX-bar med udviklingsmuligheder
Og så noterer Thomas Rohde sig, at de nordiske landes NOMEX-bar ved messeområdet kom fint fra start.

– Det var et forsøg – i stedet for den vanlige stand, man ellers bruger på messer. Og det fungerede egentlig ok. Både set fra et networking-perspektiv, men også via et indslag som Murder, der spillede en lille akustisk session fredag. Jeg mener i hvert fald, at NOMEX-baren har udviklingsmuligheder – måske kunne den præsentere og eksponere dansk musik i fremtiden – ud over showcase-koncerterne om aftenen, tænker Thomas Rohde om baren, der fra dansk side blev støttet af Kunstrådets Musikudvalg.
– – –
SPOT On Denmark-koncerterne arrangeres i fællesskab mellem MXD og SPOT Festivalen.