Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Danskerne efterspurgt på Reeperbahn Festival

admin

Ni danske navne er med, når den tyske Reeperbahn Festival torsdag lukker op for tre dage med international musik. Og det bliver til maksimal opmærksomhed fra både branche og tilskuere: Reeperbahn er her i sin fjerde sæson ikke bare er tæt på at have solgt de 20.000 billetter til de tre dage – den er nu også blevet Tysklands vigtigste musikbranche-festival med ca. 1200 tyske og internationale akkrediterede.Ud af de ca. 150 musiknavne har kun værtsnationen og England flere navne med end danskerne. Og det er ingen tilfældighed, lader Reeperbahn Festivals chefbooker Bjørn Pfarr os forstå, da vi i ugen op til de tre dages musik  besøger ham på et hektisk festival-kontor i St. Pauli-bydelen:- Jamen, vi ér glade for dansk musik. Og de relativt mange danske bands er med af mange grunde:

– Jeg bliver lige excited hver gang
– Kvaliteten i top. Jeg har været til SPOT Festival flere gange, og jeg bliver lige excited hver gang. År efter år oplever vi bands, som vi gerne vil præsentere hernede, og siden Reeperbahn Festivalens start  (2006, red.) har vi styrket vores samarbejde med vores danske kontakter. Dunés optræden for et par år siden var en kæmpesucces.  Navne som Gypsies, Murder og sidste år Men Among Animals – som vi hentede fra SPOT – har trukket mange tilskuere til deres koncerter på festivalen. Ingen kendte dem før, men det gør de nu, siger Bjørn Pfarr, der roser den danske alsidighed og variation:

– Tag Dúné – eller Turboweekend og Oh No Ono, som er med i år – og så har I også mange gode singersongwriters. Derfor har vi her på kontoret længe talt om at sætte mere fokus på Danmark. Og derfor er vi ekstra glade for samarbejdet med ROSA og MXD omkring en SPOT On Denmark-showcase (m. Asteroids Galaxy Tour,  Oh No Ono, When Saints Go Machine og Turboweekend, red.)  på spillestedet Knust. Men bands’ene er kun med, fordi de er gode – og vi ville selv have valgt de fleste alligevel, smiler Bjørn Pfarr:

Tradition for Hamburg-Danmark-udveksling
– En anden væsentlig ting er, at Danmark er så tæt på. Der er mange års tradition for udveksling mellem Hamburg og Danmark, så vi håber faktisk på, at vi kan trække en del dansk publikum fra Jylland og måske Fyn hertil – vi har jo billetsalgssamarbejde med GAFFA, siger Bjørn Pfarr,  og understreger, at det ikke kun er ham selv, der er glad for de danske toner:

– Vi er jo flere i booking-gruppen, og desuden  konfererer vi  både med  booking bureauer, koncertagenturer m.v. Men de kender også til dansk musik – det er der i det hele taget mange i musikmiljøet hernede, der gør…

Festival nær toppen på fire år
Fire år har det taget Reeperbahn at nå til tops på den tyske og dermed europæiske branchehimmel. Ikke lang tid, men dels har det givet bonus, at arrangørerne målbevidst går efter at lade festivalen være en pendant til texanske South By South West, hvor al musikken er koncentreret omkring en gade eller to med spillesteder side om side – dels er den gamle kolos, messen og eventet Popkomm i Berlin kollapset (i hvert fald for i år) på grund af finanskrise og manglende tilmelding,

Dét har Reeperbahn-arrangørerne været hurtige til at udnytte ved også at lave en konference-del, Reeperbahn Campus, for at trække de internationale musikbusinnes-folk til:

Jan Clausen: - Reeperbahn Festivalen kan hurtigt blive en af de allervigtigste musikbranche-events i Europa.

Jan Clausen: – Reeperbahn Festivalen kan hurtigt blive en af de allervigtigste musikbranche-events i Europa.

– Vi vil gerne ”overtage” Popkomms business-del, for vil gerne vokse og udvikle os. Og musikalsk er ambitionen, at vores festival skal være en, man skal til, hvis man skal høre den nye musik, der er på vej. Lige som Eurosonic Festivalen i Groningen. Og faktisk var der mange af grupperne fra sidste års festival, som var med på Eurosonic Festivalen i år – så vi er på vej, siger Bjørn Pfarr.

Jan Clausen: – Reeperbahn Festivalen kan hurtigt blive en af de allervigtigste musikbranche-events i Europa.

Noget tyder i det hele taget på, at det med den internationale tiltrækning allerede er et faktum:

– Allerede sidste år mødte jeg flere internationale branchefolk på Reeperbahn Festivalen end på Popkomm,, fortæller Jan Clausen fra Hamburg-firmaet Queen About Music, der ud over at agere tysk kontor for det danske pladeselskab Crunchy Frog også arbejder for Roskilde Festivalen og gennem de seneste fire år har været tysk ankermand for de meget succesfulde SPOT On Denmark-fremstød under Popkomm i Berlin:

– Spiller Reeperbahn Festivalen sine kort rigtigt, bliver den en meget betydende festival i fremtiden – på linje med  Eurosonic. Så også af den grund kan festivalen kan blive endog meget vigtig for dansk musik – både i år og i fremtiden, mener Jan Clausen.

Den danske deltagelse på Reeperbahn:
Torsdag 24. september
23.40 Maria Timm – Prinzenbar

Fredag 25. september
20:00 Snake & Jet’s Amazing Bullit Band – Prinzenbar
00:00 WhoMadeWho – Uebel Und Gefährlich

Lørdag 26. september
”SPOT On Denmark” – Knust
20.30 When Saints Go Machine
21.40 Oh No Ono
22.50 The Asteroids Galaxy Tour
00.20 Turboweekend
Desuden:
20:00 Agnes Obel – Grüner Jäger
22:00 CallMeCat – Angie’s Nightclub