Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

En meget alsidig buket – sådan vil tyskerne vil have det!

admin
Darkness Falls på SPOT Festival -  den koncert sikrede job på Reeperbahn Festivalen. (FOTO: Thorsten Overgaard).

Darkness Falls på SPOT Festival – den koncert sikrede job på Reeperbahn Festivalen. (FOTO: Thorsten Overgaard).

Darkness Falls, Treefight For Sunlight, The Malpractice og Lucy Love spiller til SPOT On Denmark-fremstød lørdag – i alt 10 danske bands klar til Reeperbahn.

Reeperbahn Festivalen i Hamburg er i fuld fremdrift som efterårets samlingspunkt for den europæiske musikbranche, og programmet vokser kraftigt år for år: I år med 193 koncerter med indslag fra 23 forskellige lande.

Og alligevel formår dansk musik fortsat at gøre sig godt og vække interesse på den nordtyske festival: 10 danske bands medvirker ved programmet fra torsdag til lørdag i hansestaden (ja, det skulle have været 11, hvis ikke Sune Wagner havde fået rygproblemer, så The Raveonettes var blevet nødt til at aflyse alle deres tyske jobs).

Største indslag bliver SPOT On Denmark-aftenen lørdag på Indra – klubben hvor The Beatles for 51 år siden startede deres Hamburg-eventyr.

Går det som sidste år, vil der været pakket med 350 gæster under hele lørdagens arrangement – og trods den øgede konkurrence, er det bestemt ikke umuligt:

For det første kommer branche/- og medietilmeldingerne løbende ind som dette skrives – og understreger hermed tyskernes interesse for dansk musik i disse år. Og for det andet er Darkness Falls, Treefight For Sunlight, The Malpractice og Lucy Love på plakaten i år – viiiidt forskellige i genre og udtryk.

Håndplukket line-up
Men sådan vil tyskerne selv have det. De fire navne er nemlig blevet håndplukket af den tyske jury, som besøgte SPOT Festivalen i maj (repræsentanter fra landsdækkende radio såvel som regionale stationer, landsdækkende musikmagasiner, pladeselskaber, managements etc.). Jurymedlemmer som efterfølgende har været med til at skabe ekstra interesse om arrangementet og grupperne.

Og hvad kan de fire så bruge udvælgelsen til:
Jo, Darkness Falls’ pladeselskab udenfor Danmark er HfN, som har hovedsæde i netop Hamburg. Det er derfor væsentligt at gruppen kommer ned og præsenterer sin twangede, postpunkde melodiøse musik for alle HfN’s samarbejdspartnere – inklusive den tyske distributør Word and Sound. Desuden håber gruppen på en aftale med en tysk booker, så der kan komme yderligere skub på gruppens tyske eventyr.

The Malpractice har både tysk pladeselskab og booking på plads, men leder efter booking og promotion i både Benelux-landede og England, og håber Reeperbahns internationale tiltrækning kan sikre det. Via Johannes Gammelbys tidligere bands, Beta Satan og I Am Bones, har gruppen allerede et godt rygstød i Tyskland, men håber at kunne etablere sig yderligere med sin blanding af industrialrock, neo-grunge og  dansable beats.

Treefight for Sunlight er udgivet i hele Europa via pladeselskabet Bella Union og har både showpromotor og tysk distributør på plads – og psych-popperne har både spillet som headlinere i udvalgte tyske byer samt som support for de amerikanske indiedarlings Tame Impala. Nu går gruppen og dens bagland benhårdt efter at sikre sig øget medie- og publikumseksponering på det store marked via SPOT On Denmark-fremstødet.

Endelig har den danske grimedronning Lucy Love – modsat mange andre lande – ikke haft de store aktiviteter i Tyskland. Indtil nu. Manager Kettil Myrstrand håber derfor at udvælgelsen til Reeperbahn Festivalen kan få åbnet døre til både pladeselskab/distributører, agenter, bookere etc.

* SPOT On Denmark-fremstødene er et samarbejde mellem MXD og ROSA – Dansk Rock Samråd.


Den danske kalender på Reeperbahn Festivalen:

SPOT On Denmark @  Indra – Lørdag 24. september
20:00 Darkness Falls
21.15 Treefight For Sunlight
22:30 The Malpractice
23:45 Lucy Love

Øvrige danske koncerter:

Torsdag 22. september:
21.20 Fallulah – Prinzenbar
00:15 The Eco Vamper –  Molotow Bar

Fredag 23. September:
20:30 When Saints Go Machine – Café Keese
00:40 Reptile & Retard – Prinzenbar

Lørdag 24. September:
21:40 Striving Vines – Silber
00:00 Kiss Kiss Kiss – Silber