Frygtløst showmanship på Montmartre – SPOT on Denmark i Paris

En showcasefestival handler om at nedbryde barrierer. Barrierer mellem branchefolk med korslagte arme og håbefulde bands, barrierer mellem nutidens sikre hits og fremtidens innovationer og barrierer mellem forskellige kulturer.

MaMA foregår i indbegrebet af parisisk kultur. Placeret midt i Montmartre, lige nedenfor bakken med Sacre Cour på toppen og området omkring Boulevard de Clichy får lov at være omgivelser: der er ingen stor pubilkumstiltrækkende udendørsscene i den krogede bydel med skæve afveje og beplantede gyder og hovedgader med mere lyssky erhverv helt ude i det åbne, der røber områdets tidligere letlevende historie.

Aftenens scene for SPOT on Denmark er teatret Les Trois Baudets. Midt på hovedgaden, et stenkast fra Moulin Rouge ligger det som områdets pæne pige og distancerer sig fra sine omgivelser med sit officielle look. Her skal MaMAs delegerede, fra primært den franske branche, møde deres danske kollegaer og høre tre bud på dansk musikkultur klar til eksport: Dad Rocks!, Palace Winter og Lydmor & Bon Homme.

Et historiebevidst marked i udvikling

I den franske metro hører de også Taylor Swift. Forud for dette møde med parisernes musiklytning, har Frankrig markeret sig som landet, der holder fast i de gamle dyder. Med klassisk musik som velkomst på Charles De Gaulle-lufthavnens rullende fortove og autoriserede gademusikanters harmonikahiveri og violinfileri lader alt til at være ved det gamle i finkulturens højborg.

Men noget er i forandring. Paris’ musikscene blomstrer op, og små labels og bookingbureauer vælder frem. Særligt i selve Paris, hvor annoncer for Pitchfork Paris og årets udgave af Red Bull Music Academy, som netop foregår i Paris, sætter scenen for en musikindustri, som trods sit lands historiske kulturbevidsthed undergår en forandring. Lokale aktører tænker på tværs af landegrænser (eksempelvis pladeselskabet Cracki Records, der har gjort sig bemærket i Danmark med udgivelser af danske Schultz & Forever og Waldo & Marsha), og de større festivaller som Rock en Seine og netop Pitchfork Paris trodser klicheen om, at franskmændene kun lytter, hvis forsangeren har baretten på sned og den rette accent.

Med andre ord: musikbranchens to dominerende megatrends i disse år, digitaliseringen og internationaliseringen, gør sig nu for alvor gældende i Frankrig. Skønt landet stadig er præget af x-antal for fysisk salg, vinder streamingmarkedet år for år nyt terræn hos de franske musiklyttere – Taylor Swift eller ej. Det giver bedre muligheder for at internationale artister kan få del i verdens femtestørste musikmarked: Frankrig.

Fire danske bands har i år fået muligheden for at blive del af det franske marked ved at give koncert på MaMA Festival. Tre af dem spillede som del af Spot on Denmark-eventet på Les Trois Baudets torsdag aften. Eventet med networking mellem dansk, lokal og øvrige interesserede brancheaktører, efterfulgt af koncerter med lovende danske bands, er tilløbsstykker på Reeperbahn Festival og Tallinn Music Week, men det var repræsenteret for første gang i år på MaMA.

Festivalen foregår midt i Montmartre, Paris’ central for letlevende underholdning gennem mange år på 15 spillesteder. Les Trois Baudets er placeret midt i orkanens ganske stille øje – MaMA er hovedsageligt en branchefestival, og trods et par plakater hist og pist er det ikke markedsføringen mod et lokalt publikum, som festivalen prioriterer højst. Alle spillesteder er desuden indendørs, så det er ikke for den fællesskabelige festivalstemning, turen skal gå til MaMA. Det kunne den i stedet gøre for de stærke og dedikerede musikoplevelser af koncerter i fine rammer, som Dad Rocks!, Palace Winter og Lydmor er eksempler på.

Les Trois Baudets viser sig ikke at være et decideret spillested. Sædvanligvis er den fornemme sal med foyer og tilstødende bar et teater. Det går først op for mig, da vi efter en solid omgang networking i netop teaterbaren skynder os ned til aftenens første band, Dad Rocks! I salens totale mørke famler publikum sig frem til de mageligt dybe biograflignende stolerækker: ethvert par showcasefestival-trætte bens våde drøm.

At nedbryde den fjerde væg

Af de optrædende bands fremstod Dad Rocks! som hovednavn for en stor del af de fremmødte franske branchefolk. Det Aarhus-baserede band med Snævar Njáll Albertsson i front har allerede turneret i Frankrig og i det øvrige Europa, og bandets åbenhjertige folkrock havde gjort publikum lune på sekstetten. Omgivelserne passede for Dad Rocks!, hvis detaljerige musik og medlevende musikere på både blæsere, strygere og ekstra perkussion kunne gøre et blankt lærred til en levende scene, der holdt publikums opmærksomhed fremfor at lulle det ned i salens bløde sæder.

Den tilbagelænede fornemmelse var dog også en udfordring. Koncerterne på Les Trois Baudets var relativt lange for koncerter på branchefestivaler. Her kommer gæsterne typisk bare lige for at tjekke et band ud – de bliver i tyve minutter og smutter så videre til det næste. Derfor var der en del udskiftning i publikum under selve koncerterne, hvilket gav en smule uro blandt publikum – ikke på scenen, her var der masser af selvtillid til, at det velspillede materiale kunne overbevise en større del af den franske branche om Dad Rocks! potentiale. Og på charmerende vis lykkedes det Snæver Njáll Albertsson at bryde væggen mellem det aktive band og det passivt siddende publikum ned ved at bruge fem ekstra minutter på scenen til et akustisk nummer på scenekanten: bandet går helt tæt på, og Dad Rocks! får sendt publikum varme ud i Paris’ kølige efterårsregn, efter at have oplevet et af aftenens to overbevisende bud på, hvordan væggen mellem band på scene og publikum i stole kan væltes.

Intet døsigt over Palace Winters “Medication”

Tilbage i salen indtager Palace Winter scenen som et vaskeægte rockband. Ikke så meget pis, bare stærke melodier, skarpt observerende tekster og velspillede, drivende rytmer i den amerikanske working class-tradition som The War on Drugs og Kurt Vile de sidste år har revitaliseret med en psych-injektion. Her modarbejdede det siddende setup koncertoplevelsen en smule, og et lille crowd samlede sig foran scenen under singlen “Menton”, som de sidste måneder har fået en fin international radio- og bloghype. Dét nummer kender hovedparten af publikum, hvis klapsalver og hujen bliver holdt oppe af det vedvarende høje tempo fra trommeslager Christian Lindinger og Carl Colemans scenetække.

I modsætning til forbillederne lader Palace Winter ikke deres psych-guitarer flyde hverken numrene i langdrag eller publikum ud i de bløde sæder. Derfor når vi på koncertens 40 minutter gennem hele den ganske nye debut-ep Medication samt et par uudgivne numre, som lover om et album, der skriver sig ind i en ny rocktradition, men samtidig formår at følge og holde sig til sin egne musikalske dogmer.

Frygtløst showwomanship

Hvis Dad Rocks! og Palace Winters rock har givet franskmændene indtryk af danskere som nogle tilbageholdende indietyper er Lydmor & Bon Homme kommet for at nedbryde det fuldstændigt. Lydmor & Bon Homme udgiver til efteråret deres første fælles album på tyske HFN music, men deres to soloprojekter og singlen “Things We Do For Love” er løbet dem i forvejen, og har i hvert fald nået en del af de digitaliseringsbegejstrede franskmænd. De var mødt op for at blive rystet igennem, og det blev de i den grad: Lydmor er blandt tidens stærkeste danske performere med sin frygtløse overgivelse til musikken og sit grænseløse publikumstække. Bon Homme er den erfarne entertainer, der træder i baggrunden, når Lydmor går frem og som kontrast fremhæver Lydmors performance.

Duoen vælter ind på scenen i forlængelse af den forsinkede lydprøve med en flaske vodka til deling og en uimponeret attitude. Stolerækkerne er atypiske for Lydmor og Bon Hommes omgivelser, men det røde plys og den dunkle stemning er passende for sangenes udforskning af de dunklere sider af forhold. Og et siddende publikum er jo ikke andet end en udfordring: allerede på tredje nummer klatrer Lydmor ud fra scenen og ned blandt det dedikerede crowd foran den og videre ud over stolerækkerne og publikum, så langt ud mikrofonledningen rækker. Dét er frygtløs dedikation og solidt showwomanship, for vokalen sidder stadig i skabet på trods af, at tempoet er højt og pulsen ligeså.

Den usynlige, men ofte så tilstedeværende væg mellem scene og publikum bliver for aftenens anden gang væltet, og Les Trois Baudets viser sig at være det perfekte venue for branchefolkenes afventende tilbageholdenhed på de bagerste rækker, for bandenes leg med at overskride grænsen mellem scene og publikum og for den intime interaktion mellem MaMAs relativt få, men stærkt dedikerede publikummer foran scenen, der ender i reel tilbedelse, da Lydmor og Bon Homme forlader scenen. Publikum er klar til at de danske bands snart tager turen gennem Europa igen.

Få sat ansigt på nogle af de branchefolk, der gæstede SPOT on Denmark og lær mere om det franske marked i de nedenstående artikellinks.

SPOTlight fra SPOT on MAMA 1
SPOTlight fra SPOT on MAMA 2
Et kort overblik over det franske marked
Betal ikke din skat to gange (når du optræder i Frankrig)