Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

MXD – Music Export Denmark skruer op for eksporten til Tyskland

admin

Tyskland er ikke bare noget, vi danskere kører igennem på vej til ferie i Sydeuropa. Flere og flere danske bands har i de senere år fået øjnene op for det tyske marked.

Mens drømmen for mange bands stadig går på et gennembrud i USA og UK, vælger en stigende andel at bygge deres forretning op ved at skabe et fundament på nærmarkederne, før man drager til fjernmarkederne. Og her har danske bands en konkurrencemæssig fordel, idet vi med Tyskland som nabo lægger klods op ad ét af Europas største musikmarkeder. Landet har med sine 82,5 mio. indbyggere den største befolkning i EU. Helt banalt betyder den korte afstand til Tyskland, at rejse-omkostningerne er mindre for et dansk band end f.eks. et norsk band, og at man kan agere med en større fleksibilitet på markedet.

Thomas Rohde, direktør for MXD, udtaler: – Igennem de sidste 6-7 år er antallet af danske bands på de tyske landeveje steget eksponentielt. Og jeg har noteret et klart ønske fra bl.a. bookingbureauerne herhjemme om endnu flere eksportaktiviteter i Tyskland.

MXD og ROSA har gennem årene støttet op om eksporten til Tyskland via turnéstøtte til bands og eksportfremstød som f.eks. SKAND-ALL og Den Danske Aften på Popkomm. Dette arbejde udbygges nu med en række nye tiltag:


SPOT on DENMARK @ Reeperbahn Festival

MXD har indgået et samarbejde med Reeperbahn Festival. Festivalen ligger i Hamburg, der sammen med Berlin og Köln er de byer, hvor en stor del af den tyske musikbranche har konsolideret sig.

Lørdag 26. september præsenterer Reeperbahn Festival en række af dansk musiks frontløbere ved en ”SPOT on DENMARK”-koncert på spillestedet KNUST. Følgende bands medvirker: The Asteroids Galaxy Tour, Oh No Ono, When Saints Go Machine og Turboweekend.

Ud over arrangørerne bag Reeperbahn Festival, så har MXD engageret flere af sine faste tyske samarbejdspartnere i fremstødet, herunder Uncle Sallys, Piranha Magazine og Queen About Music.

Læs mere om eksportkonceptet SPOT on DENMARK, som MXD har i projektfællesskab med ROSA – Dansk Rock Samråd, her.

For yderligere info kontakt projektkoordinator Lisa Marxen, 24 62 93 39

The Danish Entourage @ C/O POP
MXD udbygger endvidere indsatsen i Tyskland med et stort, fokuseret fremstød for den danske elektroniske scene. For at skabe en fælles front, både i ind- og udland, har MXD samlet scenens største navne, og præsenterer dem samlet under navnet ”The Danish Entourage”. Formålet er at styrke danske DJs, producere og pladeselskaber inden for house- og technoscenen internationalt.

The Danish Entourage har tidligere på sommeren gæstet den elektroniske festival SONAR i Barcelona. Nu går turen til C/O POP i Köln.

C/O POP festivalen ser så stort potentiale i den danske scene, at de har valgt at bygge hovedaftenen på festivalen op omkring The Danish Entourage. Festen kommer til at finde sted på den anerkendte genreklub, Opernterrassen, hvor den fordeles over to rum med plads til hhv. 200 + 1000 gæster.

The Danish Entourage vil her præsentere en elektronisk luksus-buffet bestående af Mathias Mesteño, WhoMadeWho (live), Trentemøller, Barfod & Fredski, Kasper Bjørke, Patrick Bateman, DJ LAB, Mikkel Metal (live) og Kenneth Christiansen.

I samarbejde med Distortion, vil 50 danske ravere endvidere blive kørt til Köln i Distortions og The Danish Entourage’s festbus for at skabe fest i gaden og promovere arrangementet.

Læs mere om The Danish Entourage og fremstødet på C/O POP her.

Hør musik fra The Danish Entourage her.

For yderligere info kontakt pressemedarbejder Lewis Colston / mobil  26 28 13 87 eller projektkoordinator Lisa Marxen 24 62 93 39