Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Over 1000 til dansk aften i Hamburg

admin
 

Næsten-fyldt spillested da Oh No Ono gik på.

Kl 22. 30 lørdag aften blev indgangen til spillestedet Knust lukket.

På det tidspunkt var St. Pauli-spillestedet proppet til randen med de tilladte 550 tilskuere, og køen uden for Knust voksede i løbet af den næste halve time til op mod 300 ventende, som alle ville ind til den eneste ”landeaften” under Reeperbahn Festivalen.

Så set over hele aftenen kan det med rimelig sikkerhed hævdes, at over 1000 musikfans og branchefolk slog til, da ”SPOT On Denmark” lørdag gjorde sit indtog i Hamburg efter en længere og succesfuld årrække under Popkomm-messen i Berlin. Og det kan mindst lige så sikkert hævdes, at operationen med at flytte det danske event til hansestaden efter Popkomms finanskrise-styrt fra tinderne lykkedes til fulde.

Sådan så det måske ikke ud ti minutter før When Saints Go Machine skulle gå på kl. 20.30, men ikke så snart havde Hamburger SV lammetævet de evige fodboldrivaler fra Bayern München med 1-0 i den nordlige ende af byen, før det tyske publikum fik løsrevet sig fra barernes storskærme og gik til koncert. I hvert fald var When Saints Go Machines’ koncert ikke mange numre gammel, da den store sal var pænt fuld, og så fortsatte aftenen i det spor med fuldt hus til Oh No Ono og noget der lignede japansk-proppet-undergrundstog  til aftenens absolutte topnavn The Asteroids Galaxy Tour, inden det tyndede mere ud mod Turboweekends afslutning – dog stadig med flere hundrede inden for murene.

 

Under The Asteroids Galaxy Tour stod op mod 300 i kø foran Knust.

– Konceptet med at flytte SPOT On Denmark fra Berlin til Hamburg lykkedes, konkluderede MXD’s leder Thomas Rohde tilfreds, da kl. var 1.30 natten til søndag og alt veloverstået:

– Havde der været bare en lille bekymring om at overføre succesen, er den fejet af bordet nu. Det hele har vist, at der fortsat er en markant interesse og at dansk musik virkelig har slået rødder i Tyskland, mente Thomas Rohde, der samtidig skyndte sig at give et cadeau til Reeperbahn Festivalen for et godt gennemført arrangement. Også på musikbranche-side med Reeperbahn Campus med mødested, foredrag og debatter m.v., selv om det først blev tilføjet programmet efter Popkomms knæk blev officielt i juli.

– Hvad så resultatet bliver af det for de danske involverede må de kommende måneder vise, mente Rohde. – Men jeg har i hvert fald hørt mange positive toner fra de fremmødte branchefolk.
Også ROSAs og MXDs samarbejdspartner omkring SPOT On Denmark, Jan Clausen fra Queen About Music kunne glæde sig: – Ingen tvivl om at hovedparten kom for at høre Asteroids Galaxy Tour, som er store hernede, men nu fik folk også hørt nye bands som When Saints Go Machine, Oh No Ono og Turboweekend – og vi fik skabt den største kø uden for Knust under festivalen, grinte Jan Clausen (det endte dog med at alle med bare en smule tålmod med tiden kom ind, red.)

– Jeg ved andre lande også har haft planer om en aften som denne – men har måttet opgive. Så jeg synes vi kan være glade for resultatet, og samtidig være tilfredse med at så mange musikbusiness-foik mødte op, for Reeperbahn festivalen har vist sig at være et godt sted at networke – allerede  i år bedre end Popkomm efter min mening.