Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Pænt branche-fremmøde til efterårets sidste SPOT On Denmark-showcase

admin

No and the Maybes –  med ved efterårets
sideste SPOT On Denmark-showcase.

SPOT On Denmark nåede i denne weekend til Luxembourg-spillestedet Rockhal, og der var et pænt fremmøde af branchens folk, men desværre meget få publikummer til de fem danske acts. Det har primært to årsager:  Luxembourg har kun 450.000 indbyggere, og så er de –  hvad musik angår – ret konservative og reserverede.

Electrojuice, Veto, Murder og No And The Maybes blev udvalgt af en lokal Luxembourgsk jury bestående af journalister og bookere til SPOT Festivalen i Århus i juni. Det er i korte træk SPOT-modellen, hvor Music Export Danmark og ROSA – som arrangerer SPOT On Denmark som en-dags-festivaler rundt omkring i Europa –  sender støttekroner efter bands, som søger internationale forbindelser til branchen. Og fremstødene skal være baseret på den regionale branches egen interesse.

Sammen med Dúné, der netop var fløjet hjem fra en mini-turné i Japan, sørgede de fire erfarne bands for tårnhøj musikalsk kvalitet i forhold til de andre Benelux-showcases, der blev afholdt i efteråret i Bruxelles og Utrecht.

SPOT On Denmark var en del af den første internationale version af festivalen Sonic Visions, der strækker sig over to dage og er arrangeret af spillestedet Rockhal og støttet af staten Luxembourg.

Olivier Toth.

– Sonic Visions er en festival, hvor vi dels skaber en platform for lokale bands i Luxembourg-regionen, som retter sig mod et bredere internationalt marked, og internationale bands som vil til Luxembourg eller nærliggende steder, forklarer Olivier Toth, direktør på Rockhal.

Der kom 70 gæster fra branchen, primært fra Luxembourg og Belgien, men også enkelte gæster fra Frankrig og Tyskland. At dømme fra branchens umiddelbare kommentarer var der stor ros til Veto, og så bliver det spændende at finde ud af, om arbejdet fører til aftaler i løbet af de kommende uger. Dúné var udvalgt særligt af Rockhals bookere efter deres showcase på Midem i januar. Det var nemlig Dúné-showcasen, der grundlagde hele ideen om en Luxembourgsk branchefestival.

– Det har været en dag med plusser og minusser. Du kan godt sige, at Rockhal ikke helt har kunnet trække så mange publikummer, som man har kunnet ønske sig, men vi har haft mange af de vigtigste branchefolk inde, og så har vi fået en rigtig god presseomtale her i Luxembourg, som er større end de andre steder vi har besøgt. Luxembourg er et lille land. Det er første gang vi er i Luxembourg, og første gang der er Sonic Visions – og så må vi så hjem og evaluere, om to SPOT On Denmark-showcases – i Utrecht og Bruxelles – ikke er nok, forklarer Christian Buhl, der har koordineret de tre showcases fra sin bopæl Belgien og er ansat af ROSA.

Vi har lavet en større reportage fra SPOT On Denmark her på sitet. Du kan desuden finde interviews med en række branchefolk samt interviews med Veto og No And The Maybes.

Danskerne trykkede den af på Sonic Visions
Reportage fra den nye luxembourgske festival
Det sagde de om Spot On Denmark i Luxembourg
Internationale reaktioner på Sonic Visions-fremstødet
– Musikjournalister kan ikke danse
Interview med Veto
– Vi har ventet på det her lige siden SPOT
Interview med No And The Maybes
– – –
Ny Luxemburg-festival markerer sig med med flot dansk fingeraftryk
Præsentationsartikel om SPOT On Denmarl på Sonic Visions