Dette indhold er fra websitet MXD.dk.

http://mxd.dk//projekter/spot-on-denmark/rockmusikkens-version-af-et-fransk-visit/

Rockmusikkens version af et fransk visit

admin

No And The Maybes overvandt tekniske
problemer med præcision og hastighed mellem numrene.

Vincent Van Go Go, Are We Brothers?, The Blue Van og No And The Maybes var tirsdag på fransk endags-visit foran 400 mennesker på det rå og hyggelige spillested, la Maroquinerie, i det østlige Paris. Det var dermed den sidste af en række Spot On-arrangementer, lavet af MXD ofg ROSA – Dansk Rock Samråd, der finder sted i ”branchesæsonen” fra efterår til vinter.

SPOT On Denmark arbejder sammen med lokale kræfter i Benelux, Tyskland og Paris, som står for at udvælge venues og skabe omtale i området forud for brancheshowcases. Og det er David Barat, der har sit eget managementbureau, som har arrangeret de, indtil videre, tre danske eksportshowcases i Frankrig. Desuden er det en lokal jury, der har udvalgt de fire bands til at spille. Den franske Radio Nova havde som optakt eksempelvis lavet interviews og playlistet de fire bands.

Fire danske bands er ens for så vidt, at de har internationalt potentiale, men stilmæssigt og på sin performance er de meget forskellige. Showcasen var organisatorisk og musikalsk velfunderet, et udmærket vindue til den danske scene for den franske branche, og så må det vise sig, hvor stor en interesse, der er på den franske indiescene – eksisterer den uden for Paris? Og er den franske scene ufremkommelig, fordi sprogområdet lukker sig om sig selv?

Halvt amfiteater
la Maroquinerie var næsten helt fyldt – med 300 branchefolk på gæstelisten og op mod 100 betalende gæster. Til den indledende reception var der mulighed for at møde gamle bekendte – for hvert år inviteres belgiske og franske branche- og pressefolk til SPOT Festivalen – samt at skabe de første kontakter med distributører og management. la Maroquinerie var særdeles velvalgt, fordi der har et hyggeligt gårdmiljø og restaurant, hvor det var muligt at føre samtaler, og fordi spillestedet i sig selv er råt, tæt, og folk står i flere etager fra pitten foran scenen og i trapper op bagest i lokalet. Kapaciteten er omkring 500 mennesker.

De franske arrangører sørgede for at pushe folk ned i salen, så da No And The Maybes (den danske pendant til Cut Copy) gik på, var der nogle hundrede mennesker. En perfekt start – men desværre kæmpede No And The Maybes med tekniske problemer, og Anders Wiedemann måtte ligesom tale publikum i gang de første tre-fire minutter. No And The Maybes har en luftig, nærmest fransk popklang med forkærlighed for vokalharmonier og diskotromme. Trioen var suited up, og musikalsk var der fremdrift, som det ene nummer overtog det andet med meget få pauser i den 30 minutter lange showcase, hvor No And The Maybes nåede langt højere niveau, end ved den sidste showcase i november i Luxembourg. Der er ikke væsentlig rækken ud over publikum, men i stedet taler popmelodierne for sig selv. Hitparade!

– Vi har givet to interviews til trykte franske medier og er blevet spillet på Radio Nova. Vi har også fået henvendelser gennem David Barat, men vi har ikke set noget kontrakt eller noget endnu, fortæller trommeslager Mikkel Bagge Lange. I første omgang er No And The Maybes på udkig efter distribution i området, samt hvis muligt at få numre med i reklamer eller film.

– I Luxembourg var der ikke helt så mange mennesker, som vi håbede på, men siden sidst har vi fået direkte henvendelser fra England og Japan, begge gennem vores MySpace, så det har jo nok genereret noget omtale. Et eller andet sted har de jo fået øje på os, tilføjer Mikkel Bagge Lange.

No And The Maybes arbejder derfor lige nu på at få sat nogle showcases op i London til foråret.

Blue Van er mestre i showcasens eksplosive
format.

Nordjysk showcase-ekspertise
The Blue Van overtog scenen for fuld kraft og leverede aftenens uden tvivl stærkeste performance og efterlod det største indtryk i salen. Det emmer at spilleglæde, der er rock’n’roll-stunts, og i stedet for at spille tight indierock, så er der solo og jam, der leder tankerne hen til inspirationerne i 60’er-scenens The Kinks samt de amerikanske prædikantsønner fra Kings Of Leon. Desuden har nordjyderne netop sluppet sit ”Man Up” sidste år, og den indeholder i hvert fald de første tre singlehits. Numrene ”Man Up” og ”Be Home Soon” er fremragende retrospektive, og undskyld mig – mere interessante som livenumre end som plademateriale.

Allan Villadsen på bas er uforholdsmæssigt vild, når han hopper rundt på halvanden meter høje forstærkere og smadrer sit udstyr rock’n’roll-style efter koncerten, og så kan man kun nyde enhver evne til at integrere Würlitzer i sådan en rocklyd. En halv times eksplosion, og måske er showcases netop Blue Vans foretrukne format?

Blue Vans tredje album er indtil videre kun udgivet i Danmark – deres amerikanske pladeselskab, TVT Records, er gået konkurs, ikke på grund af men efter de to første Blue Van-plader blev udsendt til staterne. Til showcasen i Paris mødtes gruppens danske pladeselskab, Iceberg Records, blandt andre med EMI Publishing France. The Blue Van har haft hæderlig succes med netop synchs i USA inden for det seneste halve år, hvor de har numre i serier som Scrubs, CSI New York samt Beverly Hills New Series, samt i et EA Games sportsspil og i en landsdækkende Samsung-reklame.

The Blue Van afventer gode tilbud om international distribution, og har indtil videre sat en midlertidig releasedato i april i USA, hvor de skal spille på en showcase. Det fortalte forsanger Steffen Westmark efter koncerten.

– Efter Samsung-reklamen steg vores MySpace-plays fra nogle tusind til 250.000, og så kan vi se, at vi allerede har solgt 7.000 downloads på iTunes inden vores plade er kommet, forklarer han.

Vigtigst er det måske, at Blue Van endelig har fået det brede danske gennembrud, som betyder at deres ”Silly Boy” var i A-rotation som Ugens Uundgåelige og er blevet spillet i Boogie. I næste måned skal The Blue Van varme op for D-A-D på dele af deres Danmarksturné.

Shaka Loveless fra Are We Brothers?, der har mere uforløst potentiale som liveband.

Dansabelt lydkaos
Are We Brothers? leverede et propert show fra scenen – med ironiske variationer af 50 Cents ”P.I.M.P” samt Ace Of Bases ”All That She Wants”, og selvfølgelig deres store hit ”Come Around”. Men nede i salen var lyden katastrofal:

Instrumenterne stod som mudret resonans, ekko af hinanden og Lasse Bomans vokal var helt væk i halvdelen af koncerten. Det blev forstærket yderligere af, at Are We Brothers?’s stil er fri, legesyg og slacket, og de to faktorer forstærker ligesom hinanden. Men det må have lydt væsentligt bedre på scenen, for kvartetten fortsatte udfortrødent med høj energi, masser af vilje, og det gav også payoff mod slutningen af sættet, på den dansable ”You Got Ur Dreams” og den seneste single ”Calm Down”. Dog alt for sent til at blive godt i et utaknemmeligt showcaseformat.

Ar e We Brothers? styrke ligger i de brede radiohit, mens deres musikalske potentiale stadig kan veksles i et stærkere, ikke nødvendigvis mere energiske, men mere sammenhængende liveshow.

Are We Brothers? er i dialog med den franske distributør, Discograph, som også var repræsenteret til showcasen. De har haft tre singler på dansk P3, og så deler de tysk booker (ASS Content) med Vincent Van Go Go.

– Den næste tanke er at forsøge at rykke på noget i England. Men så har vi jo nogle kontakter hernede, som vi skal snakke med de næste dage, forklarer Kristian Leth fra Speed Of Sound, som var taget med for at netværke i kulisserne, mens Brothers? tog sig af det musikalske.

Vincent Van Go Go er stilsikker
i sit udtryk, der shopper i
reggae, rock og elektronisk.

Publikumsaktiverende
Vincent Van Go Go har tidligere haft et fransk pladeselskab med deres første plade, som udkom i Danmark i januar 2006. Men selskabet er gået konkurs, og siden har Vincent Van Go Go blandt andet turneret heftigt i Tyskland, Østrig og Schweiz, samt flirtet med den anden side af Atlanten.

Vincent Van Go Go har enormt overskud fra scenen. Johannes Nørrelykkes vokal er præcis og speciel på den der fede måde, individuel og tekniske stærk, men hele bandet demonstrerer teknisk høj klasse. Bandet krydser rock, reggae og elektronisk med scratch, synthpads, orgel og rockriffs. Vincent Van Go Go er helt deres egne og passer perfekt til at spille på et intimt spillested, sent på aftenen – og på la Maroquinerie blev der danset helt ned til bageste geled.

Samtidig måtte bandet også sande, at publikum efterhånden var begyndt at tynde ud på dette tidspunkt, hvor der måske kun var 150-200 gæster tilbage, men i det mindste gjorde bandet en god, professionel figur.

Kvintetten har netop udgivet en live-plade digitalt, og den indeholder blandt andet ”Handclaps”, ”Do U Know” og den fabelagtige ”Diggin’” som de også fik plads til i en udadvendt, publikumsaktiverende koncert, der resulterede i et encore. Da klapsalverne steg og kaldte Vincent Van Go Go tilbage på scenen, blev det et symptomatisk punktum på den bedste danske Spot On-aften siden Popkomm i september sidste år, hvis man skulle måle det i publikums reaktioner.