Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Deltag i Nordisk Handelsmission til Tokyo

Thomas Rohde

shutterstock_121508701

Japan udgør verdens andetstørste musikmarked, og er et marked, hvor det fysiske salg af indspillet musik fortsat er højt.

MXD kan via NOMEX-samarbejdet nu tilbyde den danske branche deltagelse i et flere dages besøg hos den japanske musikindustri i Tokyo med følgende elementer:

[1] Reception, onsdag d. 18. november

Formalia spiller som bekendt en stor rolle i det japanske samfund. Ambassaderne er således vigtige brobyggere mellem den japanske og de nordiske industrier. NOMEX afholder derfor en reception i samarbejde med de nordiske ambassader i Japan, hvortil nøglespillere fra den japanske musikindustri inviteres.

[2] Handelsdag, torsdag d. 19. november

Afholdes i hjertet af Shibuya-distriktet, som er et centrum for den japanske musikindustri. Essentielle japanske labels, forlag og medier vil blive inviteret. Arrangementet afvikles over 4 timer med 1-til-1 møder mellem de nordiske og japanske selskaber, hvor du kan promovere din musik over for potentielle samarbejdspartnere. Sidste år deltog mere end 50 repræsentanter fra den japanske industri. Der vil være translatører tilstede.

[3] Showcase, torsdag d. 19. november

Under brandet Hokuo Music Fest inviteres den japanske musikindustri til en showcase, der sætter fokus på nordisk indie-pop.

Danske bands kan søge om deltagelse (læs hvordan i næste afsnit). Den endelige udvælgelse af det danske band foretages af den japanske promotor, Creative Man, og for at komme i betragtning, skal bandet enten have en aktuel pladeudgivelse i Japan eller arbejde på en sådan. Dernæst er det et krav, at bandet er repræsenteret af enten bandets manager eller sit label under fremstødet.

[4] Seminar, fredag d. 20. november

Få et overblik over det japanske musikmarked og indsigt i, hvordan du optimalt markedsfører musik mod det japanske marked.

Talere og de præcise emner annonceres senere.

Sådan søger du og dine støttemuligheder (deadline: 25. august)

Branchefolk: Du kan søge om deltagelse ved at indsende en ansøgning om ”eksportstøtte til branchefolk” via det vanlige ansøgningsskema. I feltet “projektbeskrivelse” skriver du “Ansøgning om deltagelse i Nordisk Handelsmission til Tokyo” og uddyber dine eventuelle tidligere erfaringer med eller kommende planer på markedet. Der ydes en støtte på op til 7.000 kr., dog maksimalt 50% af omkostningerne. Søg hurtigst muligt. Der er et begrænset antal pladser og MXD prioriterer imellem ansøgningerne.

Bands: Danske bands, som ønsker at komme i betragtning til showcasen indsender en kort bio med link til musik/videoer samt info om det forretningsmæssige set-up og udgivelse(r) og andre eventuelle aktiviteter i Japan. Materialet sendes pr. mail til thomas@mxd.dk og bemærk, at al info skal være på engelsk. Bliver dit band udvalgt kan du få ”eksportstøtte til markedsudvikling”, efter de gældende regler.

Læs mere

Du finder artikler om sidste års fremstød i Japan her:

Christopher og Nabiha i Tokyo + En tilstandsrapport på det japanske musikmarked

Den japanske musikbranche: Sådan sælger du danske artister til det japanske marked

Danske eksportmuligheder: Japanske indie-selskaber på jagt efter nordisk musik

Om produktionen

Fremstødet er produceret af NOMEX (samarbejdet mellem de nordiske eksportkontorer, heriblandt MXD – Music Export Denmark). Showcasen produceres i samarbejde med Creativeman, som står bag nogle af Japans største musikfestivaler (fx Loud Park og Summer Sonic). Det samlede fremstød projektledes af Music Finland.