Efterklang i storform og med overskud

Udgivet
16.01.2013
Efterklang høstede stort bifald i Groningens smukke gamle teater Stadsschouwburg.
Efterklang høstede stort bifald i Groningens smukke gamle teater Stadsschouwburg.

Efterklang var utvivlsomt et af festivalens på forhånd mest omtalte og hypede navne. Det lå derfor i luften, at man skulle komme i god tid inden koncerten sent torsdag aften, som fandt sted i Groningens smukke gamle teater Stadsshouwburg. Køen, der snoede sig ned af gaden allerede en halv time før koncerten, bekræftede blot, at der var noget om snakken.

Og bandet skuffede ikke. Det var et yderst veloplagt orkester, der gik på scenen. I dagens anledning havde Efterklang kaldt forstærkning ind, og optrådte med et seks mand stort ensemble, hvor især den kvindelige sangerinde Katinka Fogh Vindelevs opera-agtige stemme kom til sin ret i de grandiose omgivelser.

Efterklang underholdt undervejs med et sjovt lille gimmick, hvor de læste hilsener højt fra deres koncert i Bremen, Tyskland dagen før, og opfordrede publikum til at komme med flere små sedler, som skulle bruges på samme måde, til deres koncert dagen efter i Bochum.

Kø så langt øjet strækker sig for at se Efterklang.
Kø så langt øjet strækker sig for at se Efterklang.

De ca. 45 min. der var sat af til koncerten, gik forbløffende hurtigt, men det begejstrede hollandske publikum fik kaldt bandet ind igen til et ekstranummer – trods deres noget særprægede måde at udtale ”Ooofterkloong” på.

Den hollandske musikblog ”Nordic Vibes” kalder koncerten for ”højdepunktet blandt de skandinaviske optrædende” ved dette års Eurosonic, og jubler over at Efterklang allerede returnerer til april og giver tre koncerter i Holland.

Redigeret
16.01.2013