MXD ønsker politikerne en god valgkamp og takker for den ekstra bevilling

Udgivet
05.10.2022

Statsminister Mette Frederiksen udskrev valg i dag. Danskerne skal til stemmeurnerne tirsdag d. 1. november for at vælge, hvilke partier der skal føre landet videre. 

Valget finder sted i en tid med store udfordringer og uvished. MXD’s bestyrelsesleder, Anders Wahrén, der til daglig er programchef for Roskilde Festival, mener at kunsten og kulturen også i denne situation spiller en vigtig rolle: 

“Vi lever i en dramatisk tid med mere splittelse og mere konflikt end vi har set i flere årtier. Men vi lever også i nuet. Og der er intet som en god koncert, film eller udstilling, som får en til at leve i nuet og reflektere og se optimistisk på tingene. Jeg mener, at kunsten og kulturen ikke blot er vigtig for sammenhængskraften i det danske samfund. International kulturudveksling kan styrke integrationen med vores europæiske og øvrige allierede. Ligesom den kan udgøre en diplomatisk spydspids for dem, som vi har behov for at bygge bro til.”

Anders Wahrén

Wahréns opfordring til politikerne er følgelig; 

”Jeg håber derfor, at vores politikere vil huske kunsten og kulturen i de kommende debatter og efterfølgende udmøntning i politik.”  

Mens MXD venter på sin grundfinansiering, modtager foreningen en ekstra bevilling

Noget af det første, som den kommende Kulturminister skal arbejde med, er, Kulturministeriets Musikhandlingsplan for 2023-2027. 

MXD’s eksportaktiviteter finansieres af Musikhandlingsplanen, som finansieres af udlodningsmidlerne (tips og lotto). MXD har under den nuværende musikhandlingsplan, som udløber ultimo 2022, modtaget et årligt tilskud på 4 mio. kr. 

Mens MXD afventer den kommende Musikhandlingsplan, så har MXD modtaget en ekstra bevilling i 2023 på 3 mio. kr. via udlodningsmidlerne, hvilket blev besluttet af Regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten og offentliggjort d. 22. september. Læs: POLITISK AFTALE OM KULTURELLE INITIATIVER.  

Anders Wahrén kvitterer på vegne af MXD: 

“Mange tak til Regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten for den ekstra bevilling. Vi er straks hoppet i arbejdstøjet og har sat kurs mod en ny eksportstrategi, der vil kunne styrke dansk musiks konkurrenceposition i såvel Danmark som i udlandet markant. Og dermed også gøre vores til, at dansk musik kan være med til at bygge bro på tværs af landegrænser.

Spørgsmål og forespørgsler om interviews med Anders Wahrén kan rettes til MXD’s direktør: Thomas Rohde

Redigeret
05.10.2022