Når drømmen skal have en chance – Indtryk fra by:Larm 2020 i Olso

Siden 1998 har by:Larm huseret i Norge. I de første 10 år som et omrejsende musikcirkus i de større norske byer – og siden 2008 som en fast bestanddel af kulturlivet i Oslo. ’Vinterens store fest i Oslo’, som den også går under, hiver stadig flere og flere personer til byen under by:Larm – personer fra musikbranchen i Europa – herunder 21 danske bands og artister.

’Gi drømmen en sjanse’ står der på by:Larms merchandise. En tagline lavet i samarbejde med Norsk Tipping – som er en af festivalen sponsorer. En linje, der flugter forventninger, forhåbninger og drømme, som langt de fleste optrædende artister på by:Larm har. Igennem to døgn har jeg fulgt forberedelserne, forventningsafstemningen og de umiddelbare efterspil på nogle af de danske optrædener på by:Larm. Der i blandt at finde ord på hvilken drøm, der skal have en chance.

Jeg møder sangeren Drew i Kulturkirken. Rummet er imponerende stort, men slidt. Gearet på scenen nærmer sig også en udløbsdato, men de har netop lavet lydprøve og alt er klart til koncerten senere i aften.

Den danske sanger har nu base i København efter at have bygget en del af en musikkarriere op i England igennem en række år. Det var ikke en del af planen, at hun skulle vende hjem for fire år siden, men sådan blev det, da Drew og hendes daværende band ville rykke videre fra London.

– Vi havde lyst til at flytte til Berlin og jeg tænkte, at alle elsker Berlin. Men det var november måned, og det var pisse koldt. Så jeg tænkte, at jeg ikke skal bo et sted, der er så koldt – så jeg flyttede hjem til min fars gård lidt udenfor Hobro.

 

Så sad hun dér i nogle måneder. Tænkte over livet. Midt i tyverne, med en kunstnerisk kraft som hun har haft hele livet, som hun indtil da altid havde fulgt efter. Drew havde en tanke om måske at lave noget andet. Hun besluttede sig for, at give musikken en chance til. Fik nogle sange ned på en indspilning og så begyndte et forløb, der bundede i en ’fuck det, jeg kan ligeså godt prøve’-mentalitet.

– Jeg sendte de her sange rundt til nogle, jeg kendte – men også til en masse, jeg ikke kendte. Så skrev jeg, at jeg havde fået deres mail af nogle, som de kendte og lod som om, det var sandt, griner Drew lidt.

En måned senere stod hun på scenen på to udsolgte aftener i Store Vega i København – som opvarmning for Alex Vargas. Umiddelbar pay-off på bare fire sange.

I dag har hun flere radiohits bag sig, og der er flere udgivelser på vej henover foråret. Hun virker stålsat, når hun fortæller om hendes bedrifter og velovervejet, når hun fortæller om den drøm, der skal have en chance – ikke bare på by:Larm men i det hele taget.

– Min drøm var at være sanger og musiker. Det er jeg nu – så den drøm der skal have en chance, er at få noget indhold i mine sange, så der er noget at give videre til folk. At tænke på det indtryk, som jeg efterlader.

I den frostklare luft kan man høre engelsk, fransk, tysk og mange andre sprog. Det er naturligvis ikke uvant i en stor by som Oslo, men jeg har indtrykket af, at der er flere, der taler andre sprog end norsk i denne februar måned. Her er repræsentanter fra musikbranchens mange europæiske territorier. Området ’Vulkan’ er her, hvor musikbranchen samles i løbet af formiddagen og eftermiddagen. Paneldebatter om udvikling i musikbranchen, artist-talks og klimakamp foregår i de mange konferencesale. Publikum sidder stille og lytter. Fordi det er interessant og vedkommende. Fordi her er ro. Fordi tømmermændene skal dampe af.

I det fjerne høres en lille tromme der får tæv. Hårde konstante slag der bliver ved i en uendelighed. De første lydprøver til aftenens koncerter er i gang. Det er som om, aftenen og natten i går aldrig sluttede – nu er vi alle allerede i gang igen.

I et område som minder om en blanding af Torvehallerne i København og Street Food i Aarhus, samles mange af de delegerede ved madboderne. Nye mennesker bliver introduceret. Anekdoter flyver igennem luften og fremtidens planer bliver lagt for artister med musikselskaber, managements og bookingbureauer. Hvis drømmen lever på spillestederne om aftenen og natten, er det her at drømmen kan blive til virkelighed i løbet af en eftermiddag.

Med et drøn af en lyd fra en guitar, stormer Hjalmer ind på scenen, da mørket har sænket sig over Oslo. Den danske sanger stod et døgn forinden ved Gaffa Prisen og modtog de danske musikfans hyldest og imponerende fire priser. Fem minutter før han og bandet går på scenen på spillestedet Vulkan Arena, er vi fem mennesker til stede! Tre af dem arbejder i forvejen med Hjalmer.

Det er ikke unormalt på by:Larm. Ofte har jeg stået i minutterne op til nogle koncerter og er blevet pinligt berørt. Der har været nærmest mennesketomt, som må være det værste for et liveband at opleve. At have rejst i flere timer for at spille i 30 stramme minutter overfor nærmest ingen mennesker.

Det bliver dog langt fra den kamp, der skal udkæmpes for musikerne denne aften, som jeg forestillede mig. Da Hjalmer rammer scenen, er der fyldt pænt op og sange som ’Istedgade’, ’Koldt’ og ’Folk Som Os’ får hurtigt folk til at føle sig i godt selskab. Kontrasten fra gårsdagens fest ved Gaffa Prisen til denne showcase koncert er dog til at tage at føle på. Publikum er noget mere afventende, end han er vandt til, når han står på en stor scene i Danmark

Hjalmer har lært scenes kunst ved at spille på den dag og nat – og hans band er en velsmurt maskine, der kender sin plads og virkemidler. Folk er med – et par dukker op foran scenen og synger med på sangene, mens de danser. Hjalmer selv smiler og fortæller små historier om ham, hans musik og hvordan det går ’hjemme i Danmark’. Vi danskere er på udebanen, men hans folkelige charme får os til at føle os hjemme.

Aarhusbandet Turqouise Sun var det første band, der skulle spille på festivalen. Derfor var de taget fra Aarhus dagen før, de skulle stå på scenen. På vej op igennem Sverige, havde de overnattet på landet i en træhytte. Billigt – og vigtigt. De har forberedt sig godt, så de er så friske, man kan være – og under by:Larm spiller de to koncerter.

I månederne forinden, har de kontaktet de delegerede, som de mener vil kunne hjælpe bandet videre ud i verden. De har prøvet, at spille sådan nogle showcases før – men i år virker der til at være mere hul igennem til dem, de har kontaktet. 85 procent har rent faktisk reageret på deres henvendelser, og selvom det er tidligt på aftenen, at de går på scenen, er der imponerende mange mennesker til deres koncert.

Mellem hver anden sang, får de nævnt at de hedder Turqouise Sun. Det er ’the name of the game’ og denne koncert er deres visitkort. Navnet skal stå skrevet klart og tydeligt, når folk forlader stedet efter koncerten. Et par gange får de også nævnt, hvor de spiller dagen efter. Det er en del af forberedelserne – og de følger planen, alt imens de spiller alt hvad de kan.

En reporter går rundt blandt publikum og spørger, hvad de synes om koncerten med en recorder. Måske er det en journalist fra radioen NOVA, som Turqouise Sun skal besøge tidligt næste morgen. De har gjort et stort håndholdt arbejde, og de har en del ting på programmet. Da de et par døgn senere forlader by:Larm, er det med en kærlig tanke til weekenden. De fik opnået noget – foruden det at spille et par gode koncerter, naturligvis. De lagde en plan. De fulgte den, og nu skal der følges op på det hele! Da by:Larm er færdig lander Turqouise Sun på den eksklusive liste, som Gaffa i Norge har lavet over de tre bedste koncerter på årets festival.

Det sner en anelse i Oslo en eftermiddag. Selvom foråret er på vej, og der ikke har været meget kulde i Danmark de seneste måneder, dufter det stadig lidt af vinter i den norske hovedstad. Huer sidder godt om ørene, og hansker sidder sikkert på hænderne.

En tiltrængt varme kommer mig i møde, da jeg træder ind på en af byens mange caféer, hvor Andreas Campbell og Thomas Bach Skaarup fra Ganger sidder. Humøret er godt, efter at de spillede en koncert på Rockefeller – Oslo’s svar på Store Vega – aftenen før. Det var en god koncert – en af de bedste jeg oplevede på dette års by:Larm.

Tidligere på dagen, havde Ganger fået et opkald. De er blevet nomineret til ’Talentet’ ved P3 Guld. Samtidig kan de se frem til omkring 30 koncerter i løbet af det kommende stykke tid, og deres andet album er sat til at udkomme i oktober måned.

– Jeg har arbejdet på at komme igennem med min musik i 15 år. Så rammer jeg et eller andet lige nu med Ganger, og så kommer det hele væltende, fortæller Thomas.

Andreas og Thomas sidder begge og er lidt forundrede og ydmygt taknemmelig, som Andreas udtrykker det. Koncerten i går aftes var bare deres syvende. Senere samme aften skal de give deres ottende – men deres scene-performance sidder allerede lige i skabet.

De nørder meget med hver eneste bevægelse og dynamikken imellem de fem medlemmer. De roller de skal have. Det er mindst lige så vigtigt, som at spille fedt og de kommer ikke sovende til den succes, de har fået siden debutalbummet ’Mørk’ udkom i efteråret.

De modtog flere priser ved Steppeulvens prisuddeling i januar, har fået spillet sange som ’Olympisk’ og ’Bye Bye’ på P3 og P6 BEAT, og selvom de endnu ikke føler, at de er helt i mål med deres live-performance, som de stadig undersøger, hvordan de kan gøre bedre, er målet allerede sat uden for landets grænser. Det danske sprog i deres tekster behøver ikke at være en forhindring.

– Vi har snakket med vores hold, som vi arbejder sammen med. Da ’Mørk’ begyndte at rykke på sig, tænkte vi, ’nu prøver vi bare’, fortæller Thomas, der vil bruge by:Larm til at komme videre til Sverige og Norge.

Tidsplanen på by:Larm er simpel. Koncerterne starter halv eller hel. De varer 30 minutter. Overskueligt for publikums planlægning. Som band går man på til tiden. Hvis du bliver forsinket, så må du forkorte dit set, ellers ryger tidsplanen.

Det sker i de færreste tilfælde, at et navn er forsinket. Den svenske sanger Nea var dog en af undtagelserne. Hun startede 15 min for sent – og gav dermed bare en 15 minutter lang koncert, som er det eneste ved det show, der vil gå over i historien.

En anden undtagelse er aarhusianske Athletic Progression. Problemer med at få lyd igennem til stortrommen gjorde, at de startede fem minutter senere end planlagt – en detalje, der godt kan få tre musikere ud af fatning og fokus. Bare ikke i Athletic Progressions tilfælde.

Jonathan Jull Ludvigsen på trommer, Jonas Cook på keys og Justo Gambula på bass udgjorde en energibombe, der kom flyvende fra den jazzede del af byen. Der blev leget med rytme og genreskift hver 30. sekund, og det i et hæsblæsende tempo som om de skulle indhente det forsømte.

Deres set varede 20 minutter! En slags håndspillet klippe/klistre produceret elektronisk collage af beats, grooves og idéer fra et parallelunivers, hvor kun det sværeste kan lade sig gøre.

Et ’Oslo Moment’

Jeg får en historie fra den foregående aften. En dansk musiker fortæller, at han oplevede et ægte ’Oslo Moment’, uden han vidste hvad det var, før at det var forbi.

Han var tre øl inde i aftenen, og det var en times tid efter, at han selv havde stået på scenen et andet sted i Oslo. Han var kommet i en let diskussion med en bartender om brugen af nogle rabatkuponer, som de deltagende bands får, så de ikke skal blive flået, når de skal købe øl.

De kuponer kunne man bare ikke bruge i denne bar. Da han var på vej til at hive sin pung op for at betale for øllene til fuld pris, fortalte bartenderen ham, at han ikke fik nogle øl dér. Han virkede for fuld, og det tolererer man ikke i det norske byliv.

To sekunder efter fandt musikeren sig selv dinglende i luften. Hevet op af en stor dørmand, som kastede ham ud ad døren, på røv og albuer. Ikke ædru – heller ikke fuld.

Til gengæld var han chokeret, men blev hurtigt klappet på skulderen af andre, der havde prøvet det samme – eller kendte nogle der havde. I forhold til den ’gå-i-byen’-kultur der er i Danmark, er der meget strengere krav til det festende folk i Norge – og bliver du set med en øl på gaden, bliver du hevet ind igen på baren eller spillestedet, hvor du kom fra, eller du bliver jagtet ned ad gaden, alt imens du må kaste din drink fra dig.

Inde på John Dee bliver fadøllene dog vist frem. I strakt arm fra folkemængden som en hyldest til bandet på scenen.

De fire fra københavnske Konvent står i modlys. Man kan næsten kun se silhuetterne fra de tre forreste. Julie Simonsen på trommer sidder gemt i mørket.

Det er mørket der dyrkes. Konvent er noget af det tungeste man kan opdrive i danske musik lige nu. Doom metal – en gammel stilart fra den store bog om heavy metal, spillet af den næste generation af danske musikere, der kommer til at kunne gøre en forskel for mange musikfans i de kommende år.

Sidst jeg oplevede Konvent, var de talentfulde. Nu er de et band med overskud. De indtager scenen, som var det deres eget show med deres egen crowd og ikke som en del af et musikkatalog hvor man nu er kommet til heavy sektionen.

Den forreste klump af mennesker brøler med, sender heavy metal horn afsted med deres højre hånd og viser fadøllen i den venstre. Konvent har overtaget spillestedet. De har overtaget ByLarm, nærmest så let som ingen ting. Fra første tone som Sara Helana Nørregaard slår an på guitaren, til den sidste rumklang har runget af på Rikke Emilie List’s rå og dybe growl.

Bagerst i lokalet har bookeren Anders Wind fra Bullet Booking observeret hele koncerten. Han har i forvejen været i kontakt med nogle af de bookere fra spillesteder og festivaler, som Konvent gerne vil komme til at spille på.

Han har nydt de 30 tungeste minutter. Bandet gjorde det ikke bare godt – det var overbevisende i en særlig grad. Anders tilkendegiver at der var flere af de, som han har haft inviteret, som han har set i den store menneskemængde.

– Åh! ’Hellfest!, udråber bassisten Heidi Withington Brink, da jeg et par timer før deres koncert, møder hende og sangeren Rikke i et baglokale på John Dee.

– Vi fik beskeden lidt tidligere, at Hellfest vil komme til koncerten i aften. Da jeg hørte fik jeg ondt i maven, fortsætter Heidi imens Rikke tager over:

– Det er sådan noget vi faktisk ikke er interesseret i at få at vide. Vi har ikke lyst til at tænke over, hvem der er i blandt publikum, når vi går på scenen.

Den franske festival Hellfest er mekka for metalbands. En af de største metalfestivaler i verden, med 120000 besøgende over tre dage og et overdådigt arsenal af de mest markante navne indenfor scenen. En drøm vil gå i opfyldelse, hvis Konvent kan lande et show dér i fremtiden og det er det eneste tidspunkt i løbet af vores snak, hvor jeg kan spore en snert af nervøsitet.

De er allerede garvede. Som venner og band har de prøvet meget. I 2019 samlede de 4-5000 mennesker til deres koncert på Copenhell i København. Der kunne ikke presses flere mennesker ind foran scenen – og folk blev dér!

I starten af året 2020, spillede de i Pumpehuset. En legendarisk københavner scene, hvor de selv har stået som fans og oplevet navne som Cattle Decapitation og Alcest. Nu skulle de selv gå op ad trapperne og op på scenen på samme venue som deres helte – med den bevisthed, at alle 650 billetter til Konvents koncert var solgt! Der blev fældet et par tårer inden de gik på. Rørt over opbakningen. Nervøs for forventningerne. Da de startede deres koncert, forsvandt nerverne, tid og sted – de kom hurtigt ind i zonen.

Dagen før landede deres debutalbum ’Puritan Masochism’ på gaden. Dén weekend var mere end godkendt.

Nu sidder de i Oslo, med flere særlige oplevelser i bagagen.

– Vi har lige spillet i en sexklub i Berlin, griner Heidi. Den ene halvdel af publikum var der for at høre os. Den anden halvdel var mere interesseret i det, de skulle lave efter vores koncert.

– Så har vi ligesom prøvet det, smiler Rikke. Det var lidt specielt, med mange sjove billeder på væggene!

Ikke overraskende, kan de som band bare godt lide at spille live. Det bliver også kraftigt understreget senere på aftenen på John Dee i Oslo. De har spillet i Oslo før, og dengang var der flere fra publikum, som lovede, at de ville komme tilbage, når Konvent indtog by:Larm. Samtidig er John Dee et af de venues, som festivalen Inferno benytter sig af. Det er også en af missionerne med at spille på årets by:Larm – at lande et gig på Inferno, der står som en af de solide extreme metalfestivaler i Norden.

– Fuck, hvor var de bare fede. Så meget overskud! Ordene ryger ud af Rebbeca Lou Armstrongs mund, da jeg møder hende og resten af bandet Rebecca Lou udenfor John Dee efter Konvents koncert.

De er ude for at støtte op om den danske musik. Høre hvad de andre bands har at byde på. Opleve hvordan de klarer de 30 minutter lange koncerter. Jeg ser også deres hoveder til koncerter med Velvet Volume, Athletic Progression og Goss – stilarter er ligegyldige. Det gælder om musik. Om opbakning.

– Hvor var i bare gode! Vi har lige hørt jeres koncert – det var virkelig godt!

Vi bliver af og til afbrudt af mænd og kvinder, der opsøger Rebecca Lou, der hvor hun er. Først på aftenen gav hun og bandet koncert. En koncert der har sat sig i publikum, der bare må tilkendegive deres glæde ved showet overfor Rebecca og de andre fra bandet, når de går igennem gadebilledet.

Bandet siger tak, giver hånd, smiler, bukker. Roserne rammer og er bekræftende, selvom de måske ikke helt er klar over, hvor de skal gøre af dem. Rebecca ved, at de lavede et godt show, men at det kunne være så godt, at folk ligefrem bliver nødt til at opsøge dem for at sige tak er alligevel lidt overraskende.

Rebecca er insisterende på scenen. ’Come closer’ siger hun imellem de første par sange. Publikum rykker tættere og tættere på scenen. Hun har brug for at mærke publikum tæt på. Få energi fra dem, på en kold aften, hvor de spiller som det første band på denne scene. Publikum kommer lige fra en middag et sted og skal varmes op. Det tager fem minutter – så kører vi!

Rebecca kigger direkte i øjnene på publikum når hun synger. Hun skaber kontakten og går millimeter tæt på folks ansigter, når hun råber budskaberne fra sine sange ud. Denne koncert skal ikke bare høres og føles. Den skal mærkes!

I forreste række står to granvoksne mænd. De krammer hinanden intenst under koncerten. Med store smil, grin og tilråb til scenen virker det som om, det er dette øjeblik, de har levet for hele deres liv. At stå på forreste parket til koncert med Rebecca Lou. Høre hendes stemme. Mærke hendes energi og blive blæst omkuld af den amerikansk inspirerede punkede rock, som resten af bandet blæser ud over PA’et.

To døgn forinden havde Rebecca sammen med guitaristen Joachim Holmgaard, bassisten Paw Skovbye og Lukas Olierook været på den store scene i Musikhuset i Aarhus. Med et imponerende stort lysshow spillede de to sange til Gaffa Prisen. I aften er scenen væsentlig mindre. Lyset er indstillet på forhånd og er konstant i røde, gule og hvide farver – og bevæger sig ikke.

Til gengæld er der bevægelse på de få centimeter på scenen. Guitaristen Joachim kaster sig selv ud i en krigsdans med sin guitar, når den får nogle læsterlige slag. Paw supplerer med vokal, imens han holder en solid bund på sin bas – i samarbejde med Lukas bag trommerne. Flere blandt publikum fokuserer på ham, når der filmes og tages billeder. Energien pibler frem alle fire på scenen. Tidligt på aftenen. Måske er dette den bedste koncert på programmet. Det skal i alle fald foreviges og det er derfor de fire medlemmer bliver opsøgt resten af den mørke aften i Oslo’s gader.

Jeg falder i snak med en norsk kvinde, der er til mange af de danske koncerter under by:Larm. Hun fortæller, at hun har studeret i København men er nu tilbage i Oslo, fordi hun ikke kunne finde arbejde i København. Nu var det tid til, at hun skulle introducere sin ven for meget af den danske musik, som hun har lært at elske, mens hun lyttede til radio i København. Der står mange danske navne på hendes balkort. Velvet Volume, Phlake, Blondage og måske Suspekt. Det er ikke sikkert, at hun når dem alle sammen. Det er sådan, det er med en festival som by:Larm – med så mange tilbud og så lidt tid til det hele.

– Det er lidt som en lufthavn, fortæller Mads DK, mens han reflekterer over, hvad by:Larm er for en størrelse. Han er manden bag navnet Goss, som med sin organiske og melankolske pop træder på scenen som et af de sidste navne en fredag aften.

Han har prøvet sådan en branchefestival mange gange før. Fortiden tæller blandt andet navne som Bang Bang Brain og Reptile Youth. Han kender forretningsgangene. Han ved hvad hans mananager og A&R fra pladeselskabet går og laver, når de trykker hånd med hver anden blandt publikum. Han ved, at der skal lægges planer – og han ved, at han skal levere, når han selv går på scenen.

Det med lufthavnen kender han også alt til. En festival som by:Larm er dér, hvor man er i transit. Fra sit øvelokale og sine kreative tanker om musikken til scenerne rundt omkring i Europa. Det gælder om at gøre indtryk.

– Jeg har besluttet mig for, at lave en acapella version af en sang i aften, siger han med et skævt smil. Det er min måde at ruske op i branchefolkene på!

Med sig til koncerten har Goss, bassisten Mads Ege og guitaristen Søren Breum – og 20 mikrofonstativer med mikrofoner og kabler, der danner hans bagtæppe. Ingen trommeslager. Ingen keyboard. Ingen konfettirør eller andet gøgl der kan komme med et overraskende eller dynamisk element på den måde. Han griber det an på en anden måde – som kun én som Mads DK, der har prøvet det hele før, kan gøre.

Undervejs i koncerten fortæller han det fremmødte publikum, at han har besluttet sig for at lave en acapella version af en sang med Majical Cloudz. Der bliver helt stille i salen. En blanding af at folk glæder sig – og tænker, at det er modigt. Men en coverversion! De fleste navne, der spiller på by:Larm, vil præsentere deres egen musik.

Men det giver mening for Goss på scenen. Det mærker alle, da han præsenterer sangen. Det er dette han vil – og ingen kan tale ham fra det. Han gør det. Han kender risikoen, men skal der ruskes op i branchefolkene, så skal de vide, hvad han er lavet af og hvilken musik, der er med til at bygge ham op som det musikalske menneske, han er.

Han er iskold. Men med en varme, synger han de flotte Majical Cloudz vers. Komplet med fløjt og pauser imellem versefødderne og omkvæd. Goss kigger på publikum, mens han synger, fløjter og holder pause. Med et blik der er lige dele søgende og et ’det-havde-i-ikke-forventet-hva’!

Imens er der helt stille i salen. Som om alle holder vejret. Dette er det mest nøgne øjeblik på by:Larm, måske nogensinde. Goss kommer i mål, i fin stil. Der er ikke en snert af nervøsitet at mærke på Goss, da han er færdig. Det føles naturligt. Modigt og så alligevel ikke. Dette er Goss’ facon. Han har prøvet det før, og han skal udfordre sig selv og publikum – som da han spontant hopper op på publikums skuldre i koncertens sidste sang. Han skal ses. Høres. Mærkes.

Det er også det der gør, at vi som publikum tager noget med os hjem fra en festival som by:Larm. Noget der overrasker. Noget der rører en. Noget der sætter sig i kroppen som et evigt minde. Der er altid noget særligt over at have stået i en sal og oplevet en artist eller et band, der spiller for sin chance. Drømmen der kan gå i opfyldelse – måske hele pakken, eller i det mindste små brudstykker af de forhåbninger, der kan sættes sammen til det store billede et sted derude i fremtiden. Så kan man sige, at man har givet drømmen en chance. I en musikalsk lufthavn, et sted i Oslo, en frysende dag i februar.