Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Anne Dorte og den japanske forbindelse

Henrik Friis

Anne Dorte Michelsen havde hul igennem længe til Japan, selv om hun sang på dansk, men da hun ændrede på musikken …

En stærk historie om hvad musik kan – og om hvordan den japanske musikbranche arbejder og committer sig

Historien om Anne Dorte Michelsen og Japan var første gang Mermaid Records’ Mik Christensen kom i forbindelse med det japanske marked. Og han husker tydeligt, hvad der skete der for over 30 år siden, fordi han synes, det viser, ”hvad musik kan”:

Anne Dorte Michelsen var stor herhjemme, og til dels i Sverige fordi hun med Mik Christensens ord ”lavede en musik der var melankolsk, men på en håbefuld måde. Alt i alt en musik der kommunikerede følelser”.

– Det var en december måned, og jeg blev kontaktet af en dansk pige, der var hjemme på juleferie fra sit job i Bruxelles, der handlede om afsætning af danske varer i Fællesmarkedet, (det daværende EU, red.). Hun havde så fundet en japansk kæreste, som skulle udbrede japanske varer i Europa, og havde spillet Anne Dortes musik for ham. Og han var helt blæst omkuld af det. Vel vidende at det var med danske tekster og dansk sang. Han blev virkelig rørt af det på et ekstraordinært emotionelt niveau. Rørt til tårer.

”Bli’ hvor du er” – sådan så single-udtrækket fra ”Elskerindens Have” ud på japansk

– De skulle holde jul i Danmark, og hun spurgte om det ville være muligt at arrangere et møde, fordi den japanske kæreste havde nogle ideer, der måske ville kunne bruges til noget. Så vi mødtes en af juledagene på Medleys kontor, og han fortalte, at han var sikker på, at andre japanere også ville blive ramt af musikken. At de ville connecte følelsesmæssigt. Medley (som Mik Christensen labelmanager for dengang, red.) var et lille fleksibelt pladeselskab med rettigheder på Anne Dorte til hele verden, så vi udnævnte ham til agent, og vi lavede et brooker-brev med det samme. Og han fik en stabel cd’er med hjem til promotion – med en aftale om, at han ville få en procentdel af salget, hvis det lykkedes at lave en aftale..

– Så rejste han tilbage til Japan. Og der var stille. I hvert fald i tre måneder. Muligvis også et halvt år eller mere. Men vi var dog i løbende dialog, hvor han fortalte om de præsentationer, han var i gang med, og om at de japanske branchefolk godt kunne se, at der var et potentiale. Og pludselig var der hul igennem til Sony (eller CBS, som det hed dengang, red.) – pudsigt nok, som vi nu har lavet aftale med omkring H.E.R.O., siger Mik Christensen.

Interessen fra Sony medførte, at de skulle lancere albummet ”Elskerindens have” i Japan. Sony lavede også aftale omkring Anne Dorte’s bagkatalog, og ville have optioner på fremtidige udgivelser. ”Det var heeeelt fantastisk”, husker Mik Christensen.

Flere af Anne Dorte Michelsens soloalbums fik japansk treatment efter gennembrudet i Solens Rige. Både tidligere udgivelser – og efterfølgende som ”Min Karriere Som Kvinde”

– Da aftalen var på plads, kom der otte-ti mennesker herover for at møde Anne Dorte: Marketings- og PR-folk, product managers og en eller anden fantastisk italiensk fotograf. Hele det hold skulle lave hendes udtryk til det japanske marked. De var har i tre-fire dage, men de fik også skabt et fantastisk udtryk.

Sony var nemlig sikre på, at der var en niche til Anne Dorte, og de gik målrettet efter kvinder i alderen 25-40 år, selvstændige, hjemmeboende og med høj indkomst. ”Dem og dem er der så mange af, og det er dem vi gerne vil ramme”, sagde de – helt målrettet – og det lykkedes på alle planer.

– Der kom radio på, og det hele blev meget, meget positivt modtaget. Det solgte meget. Det chartede. Jeg mener vi solgte i nærheden af 100.000 af det album. Så udsendte de hendes bagkatalog, som også gik godt – og også nogle efterfølgende ting, siger Mik Christensen om dette danske gennembrud i Japan, der også medførte flere populære koncertbesøg, hvor Michelsen endda kunne opleve publikum synge med på sine sange…

Men så søgte Anne Dorte Michelsen i en anden retning, forklarer Mik Christensen. Pr definition er hun jo en mainstream-artist, men melodierne blev måske også mere mainstream, og så røg interessen. Det nye ramte dem ikke, og så løb det lidt ud i sandet derfra. Fordi det der unikke følsomme udtryk forsvandt…