Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

ANYA om at skrive til det japanske marked

Kent Dahl, Tokyo

ANYA i studiet med den japanske producer, Noboru Abe, og sangskriveren Nana (Foto: PETRI ARTTURI ASIKAINEN).

Når den danske sangerinde, ANYA, udgiver sin næste single, ”These Days”, så vil den medfølgende video på Youtube foregå i Tokyo. En lille sidegevinst ved at Anya blev inviteret til at skrive japanske J-pop sange for Sony Music Publishing i Tokyo, forrige måned.

Selv om lyrikken på ”These Days” ikke direkte handler om den japanske hovedstad, så har japansk musik og kultur haft stor indflydelse på den danske musikers kompositioner.

»Det gjorde et vældigt indtryk på mig, da jeg høre den japanske melodi, ”Bibo no Aozora” som 19-årig,« fortæller den nu 29-årige Anya, mens hun sidder på en cafe i midten af Tokyo.

”Bibo no Aozora” er titelmelodien i filmen ”Babel”. Et stykke klassisk inspireret rørende og smertefuld musik, som den japanske musiker og komponist, Ryuichi Sakamoto, spiller på klaver uden andre instrumenter eller sang. Den japanske musiker startede bandet, Yellow Magic Orchestre, i 1970erne og har blandt andet også skrevet filmmusik til ”Merry Christmas Mr. Lawrence” og ”The Last Imperor”.

»Sakamotos melodi har helt sikkert påvirket mig efterfølgende, når jeg selv skriver musik,« fortæller Anya. »Jeg komponerer de første akkorder på klaver, og klaveret som instrument har fået en større rolle i mine sange. Det giver også større variation i min musik. Nogle af mine melodier er klassisk inspireret, hvilket måske ikke er så normalt i popmusik.«

Og slet ikke i de to J-pop numre, som Anya har været med til at komponere i de to foregående dage i den japanske hovedstad. Hun er den femte danske sangskriver, som Sony Music har inviteret til at arbejde i sin ”writing camp” i forbindelse med den årlige handelsmission for nordisk musik i Tokyo (på japansk: “Hokou Music Fest”). Fra dansk side er det MXD – Music Export Danmark, der er partner i handelsmission. Selve campen er muliggjort ved hjælp af støtte fra DPA og Musikforlæggerne via Kodas Kulturelle Midler. 

Da Anya gik i Sony studiet lød den første opgave på at skrive sangen, ”Tik Tak”, til den unge japanske sangerinde ”Kamin”. Den blev til i samarbejde med den japanske producer, Noboru Abe, og sangskriveren Nana. Anden dag arbejde hun sammen med den finske producer, Mikko Tamminen, og den japanske sangskriver Ucca-Laugh. Her lød opgaven på at skrive en sangen ”Rendevouz” til den populære pigegruppe E-girls.

Anya indrømmer, at hun faktisk ikke rigtig kendte noget til J-pop indtil to uger inden, at hun kom til Tokyo. På det tidspunkt fortalte hendes manager, Thomas Bredahl fra Heartbeat Management i Århus, at hun skulle til Tokyo for at skrive musik. Bredahl har været med på flere af de tidligere handelsmissioner, og har blandt andet der dyrket sine relationer til Sony Music.

»Alligevel tror jeg, at vi fik lavet nogle gode sange,” siger Anya.

Sony Music, samt andre japanske pladeselskaber og forlag, inviterer netop udenlandske sangskrivere til at komponere musik, fordi de ønsker et friskt pust udefra.

»Og her er skandinaviske sangskrivere i meget høj kurs,« fortæller musikkonsulent Haji Taniguchi fra T.G.I., der tilrettelagde og talte på et seminar om musikindustrien under Hukou Music fremstødet.

Ud af de 100 største japanske hits i fjor, var nordiske sangskrivere ind over mindst 20 af sangene. Generelt er nordiske sangskrivere efterspurgt i Japan, fortæller han.

»Det er der måske en naturlig grund til,« mener direktør Jesper Mardahl fra Promus i Århus, der ligeledes deltog i årets handelsmission. »Både japansk og dansk musik er meget melodiøst. Ligesom i J-pop lægger man i Danmark stor vægt på et iørefaldende omkvæd, der gerne skal komme meget tidligt i sangen. I J-pop starter man ligefrem med omkvædet for at holde lytterne fast. I en tid hvor folk zapper på streaming, så giver det generelt god mening,« tilføjer han.

Men ifølge Anya er J-pop langt mere modulerende og kompliceret end dansk pop. Der er mange forskellige musikstykker i en japansk sang, og de kombineres på en anden måde end i Danmark.

»Modsat er dansk popmusik generelt meget simpelt og forståeligt. Måske er det mixed af de to kulturer, som interesserer japanske pladeselskaber,« reflekterer Anya.

Mens det ofte er lyrikken og sang, som fører Anya ind i en ny komposition, så er sangen det mindst vigtige i J-pop. Her er melodien i højsædet, fordi J-pop er baseret på idoler, som danser. Japanske artister kan naturligvis synge, men det er ikke nødvendigvis deres stærkeste kvalifikation.

»Af samme grund eksporteres der meget lidt J-pop,« forklarer den amerikanske komponist, Joey Carbone, der også talte på seminaret under handelsmissionen.

»Det er helt klart anderledes at skulle tænke et instrumentalt stykke musik med dans og koreografi ind i en sang,« siger Anya. »Her skal rytmen ændre sig, så artisten kan danse til det.«

Selv om Anya skrev engelske tekster til sangene, så vil de formentlig ikke blive brugt. I stedet sender japanske pladeselskaber typisk musikken ud til flere hundrede japanske sangskrivere, der så får lov til at konkurrere om at skrive en japansk tekst.

»Alligevel lægger pladeselskabet og forlaget stor vægt på, at der er en historie i mine engelske tekster,« siger Anya og forklarer, at japanerne ofte vil udvælge enkelte engelske ord eller sætninger, som sættes ind den japanske tekst.

Her er der ikke meget hjælp at hente fra Anyas japanske kolleger, der typisk ikke talte engelsk. Kun en enkelt japansk musiker, Juga, talte engelsk, og det kom der et venskab ud af.

»Vi var ude at spise japansk mad efter arbejde, og det kunne være sjovt at lave noget musik sammen i fremtiden,« siger Anya.

Til trods for manglende engelskkundskaber, så var det ikke et problem for Anya at arbejde i Tokyo. I forbindelse med sin egen musik har hun arbejdet med udenlandske producere i Los Angeles, England, Tyskland, Holland, Sverige og Norge.

»De japanske producere, og de andre i studiet, var utrolig imødekommende, og jeg blev mødt med stor venlighed og ydmyghed. Du føler, at de gerne vil arbejde med dig,« fortæller Anya.

»I eksempelvis Los Angeles kan du godt få følelsen af, at du skal være taknemmelig for at få lov til at arbejde med en producer. Her i Tokyo var vi alle lige, og der var virkelig tale om teamwork,« forklarer Anya.

Desuden er et japansk oplæg til en sang langt mere detaljeret end i Danmark. I sidstnævnte tilfælde er oplægget typisk navnet på en bestemt artist. I Japan er der eksempelvis krav til rytmen i omkvædet, akkorderne eller hvad sangen skal handle om.

Hidtil har Anya næsten udelukkende skrevet musik til sig selv, og nogle af hendes sange er blevet til over halvandet år. Men i Tokyo skal der ligge en melodi i computeren, når dagen er omme.

»Du er selvfølgelig mindre følelsesmæssigt engageret, når du skriver til andre. Men det er ikke minde professionelt. Det er blot to forskellige verdener,« siger Anya og understreger, at der stadig skal produceres en sang, som artisten kan bruge.

Hun har komponeret over 80 sange med danske og udenlandske producere over de sidste tre år. Herfra er der udvalgt 14 numre til hendes kommende debutalbum.

»Nu har jeg brug for at lade op, inden jeg igen har mere stof i mig til egne sange. Derfor er det et frirum nu at skrive til andre. Jeg har fået inspiration til egne sange i Tokyo,« fortæller Anya og håber, at hun kommer tilbage til Tokyo.

Indtil videre bliver gensynet med Tokyo den musikvideo, som nu skal klippes i København baseret på de optagelser med Anya, som der også blev tid til at lave i Tokyo.

”These Days” handler om at rejse efter et forlist parforhold, og om at nyde sit eget selskab.

»Vi syntes, at Tokyo er den perfekte kulisse til de følelser, som sangen udtrykker,« siger Bredahl og fortsætter: Den japanske hovedstad er en kæmpe storby, hvor man let kan føle sig ensom, hvis man ikke hviler i sig selv. Byen er samtidig meget visuel og virker både dragende og fremmedgørende på en gang.

Nummeret ”These Days” og videoen planlægges udgivet til februar.