Danish Night tæt på at sprænge sin ramme

Udgivet
30.09.2013
Turboweekend (Foto Sara Lindbæk)
Turboweekend (Foto Sara Lindbæk)

Med over 200 branchefolk indenfor og et spillested proppet til randen med tilskuere virker MXDs danske aften som en trykkoger på Reeperbahn Festivalen og den tyske branches interesse for dansk musik.

Der var lange køer uden for spillestedet Indra før koncerterne med de fire danske bands, der spillede til lørdagens Danish Night i Hamborg i forbindelse med den årlige Reeperbahn Festival.

Og til receptionen før koncerterne var Indras lille gårdhave fyldt næsten lige så godt op, som spillestedet var til koncerterne.

Interessen for aftenen vokser fra år til år, og i lørdags mødte mere end 200 branchefolk fra ind- og udland op til receptionen.

Stor tilfredshed
– Vi er rigtig tilfredse. MXD evaluerer sin egne projekter ad to omgange. Første evaluering går på, om forudsætningerne for succes var tilstede. Kort og godt: Kom den internationale musikbranche til arrangementet? Og det gjorde de bestemt også i år. Det er dejligt at se, at Danish Night har etableret sig som en af branchens faste mødesteder under Reeperbahn Festival, samt at mange af de tungeste musikindkøbere valgte at prioritere de fire koncerter blandt det svimlende udbud på festivalens sidste aften. Det skal nok resultere i konkrete eksportresultater, siger Thomas Rohde, direktør i MXD, og fortsætter:

Go Go Berlin (Foto Sara Lindbæk)
Go Go Berlin (Foto Sara Lindbæk)

– Nu overlader vi forhandlingsbordet til den danske og internationale branche. Nogle resultater synes allerede at være lige om hjørnet. Men det kan generelt tage kortere eller længere tid, før konkrete aftaler er i hus. MXD evaluerer derfor en sidste gang ca. seks måneder efter et fremstød. Her opgøres det næste mellemfacit: Hvor mange aftaler og nye jobs, som Danish Night har resulteret i, siger Thomas Rohde.

Proppet sal
Til selve koncerterne med Go Go Berlin, Baby In Vain, Turboweekend og Linkoban i nævnte rækkefølge var der fuldstændig proppet på Indra, og stedets ejer strålede tilfreds bag bardisken, mens han jævnligt dokumenterede fremmødet med sit kamera.

Først efter en lang fest, da klokken havde passeret midnat, og Linkoban gik på, var det muligt at række hænderne i vejret uden at ramme sidemanden, og flere af de fremmødte mente, at MXD burde overveje at flytte til et større sted næste år.

Indra en god ramme

Til det siger MXD’s tovholder på Danish Night-aftenen, Anders Meisner:

– Det har været en god aften på Indra. Vi havde 221 branchefolk til vores aften, hvilket er rekord. Vi kan ikke vokse mere på Indra nu rent publikumsmæssigt, så det kan måske synes logisk at flytte til et større spillested næste år. Umiddelbart hælder vi dog til at holde fast i Indra, siger Anders Meisner fra MXD og forklarer:

– Dels har det nogle oplagte rammer til vores netværksreception, og dels har stedet nu også etableret sig som et af branchens faste mødesteder om lørdagen. Det vil være ærgerligt at give slip på.

– Men derudover er der en stor psykologisk fordel i, at vi kan fylde spillestedet til bristepunktet med branchefolk og almindelige koncertgæster. Det virker som en ’trykkoger’ under Reeperbahns bookingafdeling – giver dem mod på at booke de nye danske talenter, som endnu ikke har opbygget et tysk publikum. Og så påvirker det naturligvis også indkøberne. Så samlet set tror vi, at vi får mere ud af at holde fast i et Indra tæt på kogepunktet, siger Anders Meisner.

Redigeret
30.09.2013