Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

[Handelsmission Tokyo 2016] Dansk metal i Japan – The Interbeing og interview med Mirza Radonjica fra Prime Collective

Kent Dahl, Tokyo
theinterbeing-43

Japanske fans i kø til aftenens koncert med The Interbeing og andre nordiske metalbands i Astro Hall. Foto: Sebastian Falck Stigsby

Koncertsalen er den prominente Astro Hall i Tokyo. Men danske, The Interbeing, har ikke ændret noget væsentligt i deres optræden, da de går på scenen for at spille. Under den senere introduktion af bandets medlemmer er der alligevel en lille, men meget væsentlig tilføjelse.

»Og her til højre står vores manager, hvis nogen skulle få lyst til at tale med ham efter vores koncert,» siger band-lederen Dara og peger på Mirza Radonjica fra Prime Collective.

»Det havde vi naturligvis aftalt på forhånd,« siger den 30-årige serbisk fødte Mirza, der ejer Prime Collective i København. Musikselskabet specialiserer sig i metal- og rockmusik.

Det er blandt andet den form for målrettethed, der gjort det muligt for Prime Collective at udgive ti plader siden firmaet blev etableret for bare to år siden. Mirza har også indgået aftaler med internationale pladeselskaber, som omfatter “world wide” udgivelse og koncerter med fire af Prime Collectives 13 bands. Pladeselskabet har deslige arrangeret, Prime Time koncerter, som en del af Distortion festivalen i København de sidste to år, hvilket fortsætter i 2017.

Og i sidste måned tog Mirza således The Interbeing med til den årlige Nordiske Handelsmission til Tokyo  

Handelsmissionen, som hedder Hokuo Music Fest på japansk, er produceret af Nomex (samarbejdet mellem de nordiske musikeksportkontorer, heriblandt MXD) og bestod i 2016 af seminarer, masser af networking og 1-til-1 møder, en sangskriver camp arrangeret af Sony Music Publishing Japan og koncerter med nordisk musik. 

The Interbeing var blevet udvalgt til metalaftenen på Astro Hall. Den har hidtil har været domineret af især finske metalbands. Det er faktisk første gang, at Danmark kommer med et metal-bidrag. Koncerterne produceres og promoveres af Onta Kawaguchi fra den japanske koncertarrangør CreativeMan, som Mirza mødte for første gang på sidste års Handelsmission. 

»Det er Onta, som har peget på The Interbeing, og derfor er de i Tokyo i år,« siger Mirza. »Det var også The Interbeing, som jeg fik mest respons på under møderne med fx japanske labels, da jeg deltog på sidste års handelsmission.«

Mirza har lagt hårdt ud. Foruden bandet, sig selv, dansk lydmand og ditto marketingchef, så har Prime Collective også sin egen danske fotograf med til den japanske hovedstad.

Målrettethed

»Jeg er ikke bange for at satse, hvis jeg tror på noget,« siger Mirza, der sagde et job op for at starte sin egen virksomhed, dedikeret til især metalmusik.

Han mener selv, at den målrettethed nok bunder i hans opvækst. Hans familie flygtede fra Serbien til Danmark, da borgerkrigen brød ud i 1992. Mirza var 6 år, og familien boede sammen på et værelse i Sandvig i fire år. Så flyttede de til Nakskov, hvor Mirza startede i en dansk skole og begyndte at spille fodbold. Her blev han integreret i det danske samfund og studerede senere »Management in creative business processes« på Copenhagen Business School.

»Men jeg sammenligner stadig med Serbien, når jeg skal tage nogle vigtige og måske risikable beslutninger« fortæller Mirza og fortsætter: Da min mor arbejdede som fabriksarbejder i Serbien gik hun dagligt ti kilometer til arbejde og tilbage igen. I dag er gennemsnitlønnen 300 € i mit hjemland.

» I Danmark er du privilegeret. Du har et socialt sikkerhedsnet, hvis det skulle gå helt galt,« pointerer han.

_paa1640

Mirza (t.h.) og Sara (t.v.) fra Prime Collective havde blandt andet møde med det japanske metal-label Avalon (Marquee Inc.) under den Nordiske Handelsmissions “Trade Day” i Tokyo. Foto: Petri Artturi Asikainen.

Kø ved koncertsalen

Det gibber lidt i medlemmerne fra The Interbeing, da de tropper ved Astro Hall i det trendy Harajuku-kvarter i Tokyo. Trods kulde og regn  står der allerede en meget meget lang kø af japanske metalfans i alle aldre foran indgangen. Pænt klædt på i T-shirts med dødningehoveder og andre metalikoner. Formentlig er det de kendte finske bands, der især trækker. Nogle japanere er også kommet for at høre, hvad der generelt rør sig af nyt på den nordiske metalscene. Nogle af dem er da også lige henne for at få et foto sammen med de danske musikere, inden de smutter ned af bagindgangen. Det stiver selvtilliden af.

»Vi har allerede en japansk fangruppe på Facebook, men det er vanskeligt at anslå størrelsen,« siger guitarist Torben Pedersen. »Nu starter Spotify også i Japan, så det bliver et nyt vindue ind i Japan,« tilføjer han.

The Interbeing når allerede sin fangruppe i Danmark, og Mirza satser først og fremmest på at få deres nye plade ud i Japan og Tyskland. Begge lande udmærker sig ved, at en overvejende del af musiksalget stadig er på cd’er. Mirza vurderer, at konkurrencen er mindre i Japan, fordi der er færre udenlandske metalbands. Nu skal han finde en japansk samarbejdspartner.

The Interbeing går på scenen i Astro Hall

Beslutningstagerne fra den forvænte og ombejlede japanske musikbranche er også inviteret til koncerten. Den skare tæller alt fra musikforlag og koncertarrangører til DJs og pressen.

The Interbeing er første band på scenen i Astro Hall. Bandet udsendte en plade i 2011, »Edge of the obskure«, og har netop færdiggjort en ny plade, som står til at udkomme i 2017. Det er især numre fra den sidste, som den to meter højre forsanger, Dara, leverer til det japanske publikum akkompagneret af bandets musikere.

Dara har gjort sit forarbejde og studeret andre udenlandske bands optrædener i Japan. Han ved, at det er en god ide at kunne nogle få ord på japansk. Mellem numrene krydrer han derfor sin introduktion af næste sang med blandt andet »Genki desu ka«, »Domo arigato« eller »The Interbeings desu«.

theinterbeing-69

The Interbeing havde læst på lektien. Musikken og deres optræden var voldsom, men mellem numrene blev der bukket og konverseret høfligt til det japanske publikum, med de rette japanske gloser. Foto: Sebastian Falck Stigsby

Nogle reaktioner fra publikum

The Interbeings musik er lidt anderledes, end hvad det japanske metalpublikum er vant til.

»Den danske musik er ikke helt så tilgængeligt, som det jeg er vant til,« siger Yuki, der er en af de 600 gæster i Astro Koncertsalen. »Musikken er mere kompleks end normal japansk metalmusik, der er mere melodiøs. Men det er god musik,« tilføjer hun.

»Japanske metalbands er måske lidt mere »stille«, supplerer Sara, der samtidig nævner, at hun udelukkende lytter til udenlandsk metalmusik.

»Den danske musik er forskellig fra finsk metal,« siger Taka, der står i nærheden.

Mirza mener selv, at The Interbeing måske er lidt på forkant med sin lyd i Japan.

Ikke nødvendigvis et helt dårligt tegn. Ifølge tommelfingerreglen skal nordisk musik helst skille sig lidt ud, hvis det skal gøre sig på verdens næststørste marked for musik.

theinterbeing-67

Koncerten er slut og The Interbeing poserer foran de japanske metalfans i en fyldt Astro Hall. Foto: Sebastian Falck Stigsby

Et stærkt marked for metalmusik

»Det japanske metalpublikum er eksperimenterede,« siger direktør Namiki Yasutaka fra Wand Records i Tokyo, der også er med til koncerten. Hans firma specialiser sig i at sælge udenlandsk metalmusik i Japan, og en af hans medarbejdere holdt tidligere på dagen et foredrag på et seminar for den Nordiske Handelsmission.

Der er ingen tal for størrelsen af markedet for metalmusik i Japan.

»Men det er et trofast og konsistent publikum,« siger Yasutaka, og derfor er det interessant.

Han fortsætter: Japanske metalfans kendetegner sig ved at gå til mange koncerter og købe mange cd’er samt diverse merchandise. Prisen kigger de ikke nøjere på. Du kan godt sælge en cd til 600 kr. De vil have et lækkert fysisk produkt i hånden, så det der følger med selve cd’en vigtig. Modsat er japanske metalfans ikke meget til Youtube og streaming.

Fremtid

Efter deres optræden mingler The Interbeings medlemmer sig med publikum i Astro Hall.

»Jeg synes, at der var god kontakt til publikum. Der var fed opmærksomhed« siger Dara.

Ifølge Mirza, er han allerede i dialog med det japanske pladeselskab, Wave Master, om en pladeudgivelse med The Interbeing i Japan.

Desuden håber Mirza, at det danske band får mulighed for at give flere koncerter i Japan. Især Loud Park festivalen med over 100.000 besøgende trækker.

Desuden har Mirza allerede aftaler på plads om at få udgivet plader med Ghost Iris og Siamese i Japan i 2017.

»Dagene i Tokyo er givet godt ud,« slutter han.

theinterbeing-25

Efter koncerten inviterede nogle af de japanske metalfans The Interbeing på Karaoke bar. Her ses forsangeren, den to meter høje Dara, iklædt et meget stramt superhelt-kostume, inden han kaster sig ud i en lokal popsang til ære og stor fornøjelse for det japanske publikum. Foto: Sebastian Falck Stigsby