[Handelsmission Tokyo 2019] Tilmeldingen for danske branchefolk er nu åben – Deadline 20. august

Udgivet
21.06.2019
Mik Christensen fra Mermaid Records præsenterede sidste år bandet H.E.R.O. for den japanske branche

Japan er verdens næststørste musikmarked og et meget relevant marked for de nordiske musikindustrier. Nomex (dvs. samarbejdet mellem de nordiske musikeksportkontorer, heriblandt MXD) har siden 2013 således arrangeret en nordisk handelsmission til Tokyo, omfattende diverse networking events, en handelsdag med 1-til-1 møder med den japanske branche, seminarer om det japanske marked, en songwriting camp og showcases. 

Handelsmissionen, som finder sted mellem d. 12.-15. november 2019, kendes i Japan under navnet, “Hokuo Music Fest”. 

Få adgang til det japanske marked – Programmet

Danske musikbranchefolk kan blive opdateret på det japanske musikmarked og blive introduceret for nogle af den japanske musikindustris nøglespillere. Dette sker via følgende aktiviteter, arrangeret i samarbejde med TGI Tokyo: 

  • Tirsdag d. 12. november: “Nordic Get-together” om aftenen. Erfaringen fra tidligere handelsmissioner har været, at foruden nye kontakter og samarbejder med japanske musikselskaber har missionerne også resulteret i nye nordiske samarbejder. Vi bruger derfor den første dag på at sammentømre gruppen og lære hinanden og hinandens projekter at kende. Det forventes således, at du ankommer til Tokyo senest tirsdag morgen. 
  • Onsdag d. 13. november: Seminar om det japanske marked – Talere og de præcise emner annonceres senere. Tidligere har seminaret berørt emner som: “International artists working with an indie label in Japan”, “Sync in Japan” og “Publishing in Japan” med oplægsholdere fra fx Universal Music Japan, RIAJ og Sony Music Publishing.
  • Onsdag d. 13. november, aften: Netværksreception på den norske ambassade. Formalia spiller som bekendt en stor rolle i det japanske samfund. Ambassaderne er således vigtige brobyggere mellem den japanske og de nordiske industrier. NOMEX afholder derfor en reception i samarbejde med de nordiske ambassader i Japan, hvortil nøglespillere fra den japanske musikindustri inviteres.
  • Torsdag d. 14. november: Handelsdag med 1-til-1 møder mellem de nordiske og japanske selskaber, hvor du kan promovere din musik over for potentielle samarbejdspartnere. Der udsendes forud for handelsdagen en invitation til den japanske industri med biografier på de nordiske selskaber og de kunstnere, som I vil præsentere for det japanske marked. Materialet er oversat til japansk og nærstuderes af de japanske branchefolk, som er grundige i deres research. Hvert år deltager mere end 50 japanske professionelle fra essentielle labels, distributionsselskaber, forlag og medier i handelsdagen, der afholdes i hjertet af Shibuya-distriktet, som er et centrum for den japanske musikindustri. De nordiske repræsentanter får hvert deres bord, hvor man kan udstille produkter (a la en old-school messestand). Der vil være translatører tilstede.
  • Fredag d. 15. november: Showcase: Loud & Metal Mania med Creativeman – læs mere her

Sådan søger du og dine støttemuligheder (deadline: 20. august)

Branchefolk: Du kan søge om deltagelse ved at indsende en ansøgning om ”eksportstøtte til branchefolk” via det vanlige ansøgningsskema. I feltet “projektbeskrivelse” skriver du “Ansøgning om deltagelse i Nordisk Handelsmission til Tokyo” og uddyber dine eventuelle tidligere erfaringer med og/eller kommende planer på markedet. Der ydes en støtte på op til 7.500 kr., dog maksimalt 50% af omkostningerne. Der er et begrænset antal pladser og MXD prioriterer imellem ansøgningerne.

Hvordan vurderer MXD ansøgningerne?

At få hul igennem til det japanske marked kræver tålmodighed og en løbende tilstedeværelse på markedet. MXD vil således prioritere ansøgere, der har en langsigtet investeringshorisont og commitment ift. markedet. 

Spørgsmål rettes til: thomas@mxd.dk 

Redigeret
21.06.2019