Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Internationalt fokus på Strøm – og dansk elektronisk musik

admin
Kasper Bjørke - del af præsentation af dansk elektronisk musik på verdensplan fra hemmelig adresse.

Kasper Bjørke – del af præsentation af dansk elektronisk musik på verdensplan fra hemmelig adresse.

”Hemmelig koncert” streamet på verdensplan af højprofileret streaming brand – med bl.a. Trentemøller og Kasper Bjørke  – samt tre netværks-arrangementer skal sætte internationalt fokus på dansk elektronisk musik under næste uges festival.

I næste uge starter 2013-udgaven af den internationale elektroniske festival Strøm, og igen i år går MXD i samarbejde med festivalen med henblik på at fremme det internationale fokus på dansk elektronisk musik.

Det sker gennem to projekter, hvor den danske scene for elektronisk musik brandes, promoveres og positioneres internationalt:

Grill & Beats
Dels er der tre-dages eventet Grill & Beats, der finder sted på klubben Jolene i Københavns Hvide Kødby 12., 13. og 15. august. Her vil en række internationale og lokale bloggere, journalister og medier samt festivalens partnere mødes til  netværksmøder med fokus på at positionere Strøm og den danske elektroniske musikscene ikke mindst internationalt.

Til hver af de tre Grill & Beats-arrangementer (som kræver en  invitation), vil der være dj’s, mad, drikke og mulighed for at møde folkene bag Strøm, danske journalister og bloggere, lokale partnere – og ikke mindst de internationale medier og journalister, der dækker Strøm, som bl.a tæller:

Onlineredaktøren Moritz Gayard fra Electronic Beats, chefredaktøren Heiko Hoffman fra Groove Magazine og redaktøren Ji-Hun Kim fra  De:Bug.

Derudover vil festivalens internationale partnere så vidt muligt også være repræsenteret, herunder Deezer, Ableton, Native Instruments, CDR, Red Bull Music Academy m.fl.

Kenton Slahs Demon - også del af den internationale streaming på Boiler Room. (Foto: Thomas Skou).

Kenton Slahs Demon – også del af den internationale streaming på Boiler Room. (Foto: Thomas Skou).

Boiler Room
Fredag 16. august gælder det det andet projekt, når det engelske og internationalt anerkendte musik-streaming-brand Boiler Room afvikler deres første arrangement i Danmark – i samarbejde med Strøm og MXD. Med et fokus udelukkende på danske elektroniske artister, vil Boiler Room fra et hemmeligt sted i København streame dansk elektronisk musik live og gratis i fire timer (15:00-19:00 lokal tid) til hele verden.
Projektet er unikt og vil skabe stor lokal og international opmærksomhed på de optrædende kunstnere, Strøm og dansk elektronisk musik i det hele taget.

Boilerroom.tv er pt. det største og mest respekterede musik-streaming-brand internationalt, som bl.a. streamer over 30 sessions på verdensplan om måneden med de førende dj’s og artister inden for den elektroniske verden – inden de få dage efter alle ender på YouTube.

Dj-sæt fra både Trentemøller, Kasper Bjørke & Sexy Lazer (aka The Mansisters) og Kenton Slash Demon samt live-optræden fra Unkwon er indholdet af denne internationale eksponering.