Nelson Can – røvsparkende attitude med indhold

Udgivet
16.01.2013

MXD mødte Nelson Can om eftermiddagen inden fredag aftens sene koncert, til en snak om deres ambitioner, og hvad de har opnået på bare et år. De har spillet på SPOT Festival, Roskilde Festival og ageret opvarmning for The Black Keys for blot at nævne nogle få eksempler.

Nelson Can består af forsanger Selina Gin, Signe Tobiassen på bas og Maria Juntunen på trommer, der har været med siden august.

Nelson Can bider fra sig i Holland (Foto: Louise Koustrup)Bare to dage efter koncerten på Eurosonic kan Nelson Can fejre, at det er et år siden, de spillede deres allerførste koncert sammen. Og det er ikke så lidt, de har nået at opleve på den korte tid: Deres sang ”Apple Pie” medvirker i en reklame for VW Beetle i Kina. Og de blev rost af selveste David Fricke i Rolling Stone Magazine for deres optræden til Iceland Airwaves.

Til Eurosonic spillede Nelson Can – udover den officielle koncert fredag nat på spillestedet Der Spieghel – også en mindre off-venue koncert i Groningens bowlinghal, samt to akustiske sessions for det hollandske FaceCulture (link). Faktisk er Holland det land uden for Danmark, hvor gruppen har spillet flest koncerter. Seks i alt er det blevet til, og der er allerede planlagt en tour i Holland til marts, der bl.a vil bringe dem forbi den legendariske rock Club Paradiso i Amsterdam.

– Holland er ret glade for os, vi har en dygtig hollandsk booker – og vi får også vores undertøj sponsoreret af det hollandske undertøjsfirma Marlie Dekkers, fortæller en glad Signe Tobiassen.

Nu har I allerede fået et ben indenfor i Holland –  hvad håber I ellers at få ud af at spille på Eurosonic?

– Helt klart muligheden for at møde branchefolk. Vi vil fx. rigtig gerne have en amerikansk agent,  og vi går benhårdt efter at komme til at spille på SXSW i Austin næste år.

Fremtiden for Nelson Can ser lovende ud  – De skal spille til Steppeulven – den danske kritikerpris’ award show senere i januar krydret med en tur i indspilningsstudiet. Måneden sluttes af med fire koncerter i Schweiz.

Hvad er der ellers på programmet for Nelson Can i 2013?

– Vi medvirker i en hollandsk dokumentarfilm instrueret af Alek Riquelme, der hedder ”Do It Together”. Her følges både etablerede og upcoming bands for at vise, hvordan de arbejder på Do It Yourself-måden. Desuden har der været bud efter os i Tyskland, især i Hamborg og Berlin.

Nelson Can er ikke bange for at indrømme, at de er ambitiøse og brænder efter at prøve flere kræfter med hvad de kan som band:

Maria Jutunen håndterer trommerne i Nelson Can. (Foto: Louise Koustrup)
Maria Jutunen håndterer trommerne i Nelson Can.
(Foto: Louise Koustrup)

– Vi er meget homogene, og elsker at øve sammen, fortæller Maria Jutunen – Signe Tobiassen supplerer: – Jeg ved sgu godt, jeg ikke er den bedste bas-spiller, men jeg gør det, fordi jeg elsker det, og for at vokse som menneske. Vi har haft nogle fede oplevelser undervejs, og det bedste er, når vi kan mærke, vi rører noget i publikum. Man når også til et punkt, hvor man tænker, at det kunne være fedt, hvis man kunne leve af det her.

Hvad kan vi forvente af koncerten i aften?

– Vi har to nye numre med, som vi kun har spillet for et publikum én gang før, fortæller Signe Tobiassen. – Ellers glæder vi os mest til at komme på scenen. Det er så fedt, og stadig helt uforståeligt, at folk gider stå i kø for at se os spille.

Inden aftenens koncert gav Nelson Can en akustisk version af deres nummer “Peoples Republic of China” til hollandske FaceCulture – se det her

Masser af attitude
På Eurosonic havde Nelson Can fået tildelt det lille venue Der Spieghel, der bedst kan betegnes som en bar med et podie, som udgør det for en scene.

Tidspunktet er ret sent. Kl. er 01.15, og bandet er en smule nervøse forud for aftenens optræden, især fordi forsangeren Selina Gin er bekymret for at miste stemmen undervejs. Der kan umuligt klemmes flere mennesker ind i Der Spieghel, men Nelson Can går planmæssigt på scenen uden stemmevanskeligheder med en forfriskende ukompliceret og kompromisløs attitude.

Hvor Lukas Graham tidligere på aftenen havde spurgt hollændere om han måtte ringe kl. 5, når han var ”Drunk in the Morning”, lagde Nelson Can noget mere hardcore ud med at spille ”Call Me When You Wanna Get Laid”  – en mere ligefrem tilgang, der også generelt kendetegner Nelson Can som liveband.  Det vakte stor begejstring, da Selina hoppede ud blandt publikum, og man kunne tydeligt fornemme deres store spilleglæde, pakket ind i seje attituder, uden det dog virkede påtaget.

Nelson Can har fået rigtig god omtale efter deres koncert på Eurosonic. (Foto: Brigitte Binger)
Nelson Can har fået rigtig god omtale efter deres
koncert på Eurosonic. (Foto: Brigitte Binger)

Nelson Can viser, hvad man kan opnå på bare et år ved hårdt arbejde, godt hjulpet på vej af cool og catchy sange, og en tilgang til branchen der siger “man kan, hvad man vil”.

Nelson Can efterfølger kollegerne i Efterklang og indtager 2. pladsen på den hollandske musikblog Nordic Vibes liste over de bedste skandinaviske acts ved Eurosonic. De fik bl.a følgende ord med på vejen: ”White Stripe-ish lignende sange, der er fuld af simple beats og kraftfuld vokal…Dette band har meget at gøre i 2013, så hold øje med dem!”

Selveste NME har også rost deres optræden, og fremhævede dem som værende blandt de ni bedste kunstnere under hele festivalen.

 

Redigeret
16.01.2013