Reeperblog 1: Engelske Drenge, danske håb og den tyske Beatles-tid

Nå ja. Det er jo sådan set det her, det hele drejer sig om. Musikken. God musik! Den slags, der kan rive folk med, begejstre og give folk noget at tale om bagefter.

Og det gjorde den engelske duo Drenge torsdag aften på det lille spillested Molotow på Reeperbahn i Hamborg.

De to brødre fra den lille flække Castleton i Midtengland – men nu med basis i Sheffield – rev det hele rundt og fik med deres energiudladninger skabt en mindre moshpit, der sågar var tæt på at få inddraget et par danske journalister, der havde fået sneget sig helt op foran scenen.

Duoen, der trækker på både blues, stoner, slacker og grunge og givetvis har hørt både White Stripes, Pavement, Kyuss, Black Sabbath og Nirvana, spiller på Beta i København i november, og et godt råd er: Køb billet nu!

Drenge var klart et højdepunkt på den første rigtige dag af Reeperbahn Festival, der i år ventes at nå et besøgstal på over 25.000 og præsenterer mere end 300 artister, primært nye navne, som selv hardcore musikfolk på denne branchefestival med knap 3000 repræsentanter fra musikbranche og medier fra 35-40 lande kender de færreste af.

Til gengæld er nysgerrigheden og interessen der, og der er køer mange steder til de ca. 40 spillesteder, som alle er placeret omkring den berømte gade i St. Pauli-bydelen. Og vi finder hurtigt ud af, at man er nødt til at prioritere benhårdt og satse på et par stykker, frem for at slentre rundt og tro, man kan nå det hele. Således blev Asgeir Traustis koncert i Imperial hurtigt opgivet, da køen længe før koncertstart strakte sig mere end 100 meter rundt om hjørnet.

Drenge var en af de ting, der blev ’buzzet’ om i løbet af torsdagen, og faktisk kan man også mærke interessen for den danske musik mange steder. Det virker som om, dansk musik har et godt ry i Tyskland for tiden, og flere nævner lørdagens Danish Night som et ’must’.

– De senere år er der kommet meget god musik fra Danmark, og det er godt for eksporten, som Christoph Pahncke fra koncertarrangøren a.s.s. Concerts & Promotion siger med et smil om eftermiddagen i loungen på Arcotel, der er mødestedet for branchefolkene.

Og det er jo det, det drejer sig om på Reeperbahn Festival. Eksport, forretning, aftaler, networking. Og på de punkter gør det danskerne det godt, lyder det til.

– Danskerne er både professionelle og venlige. Og de danske musikere er dygtige, arbejder hårdt og er samtidig taknemmelige, siger Christoph Pahncke, der har elsket dansk musik siden mødet med Vincent Van Go Go i 2006 og nu promoverer og arrangerer koncerter i Tyskland med danske artister som Agnes Obel, Tina Dickow, Medina, Mads Langer, Go Go Berlin, Fallulah, Go Go Berlin.

Sidstnævnte er af de fire navne, der er på plakaten til lørdagens Danish Night, som afvikles på det lille spillested Indra på forlystelsesgaden Grosse Freiheit, der løber fra en lille plads med navnet Beatles Platz.

Beatles Plat, kunne den måske også have heddet, for historien om Liverpool-gruppens tid i Hamborg får ikke for lidt i bydelen, selv her mere end 50 år efter.

Beatles fylder en del i den ellers noget sparsomme udstilling på St. Pauli Museum, hvor udviklingen i bydelens klubliv fortælles med fokus på både de kulørte klubber og musiklivet, og Beatles-medlemmerne er med i den endnu mere sparsomme udstilling af fotografen Jürgen Vollmer på det smukke designhotel East.

Også på Indra markeres Beatles-tiden, der jo mest er kendt for engagementet og optagelserne fra Star Club, men Indra var faktisk det første sted, Beatles spillede, da bandets booker fik den ide at sende dem til det tyske forlystelsesområde for at få hår på brystet.

Ved hovedindgangen på Indra hænger en guld-plakette med indskriften ’17. august 1960 betrådte Beatles scenen i Indra. Det var deres første tyske koncert og begyndelsen på en stor karriere’.

I halvanden måned knoklede Beatles løs i timevis aften efter aften på Indra, så historien spiller med, når Turboweekend, Linkoban, Baby In Vain og Go Go Berlin går på scenen på lørdag som fire af de i alt 12 danske artister, der deltager i årets udgave af festivalen.

Go Go Berlin er i øvrigt et godt eksempel på et dansk band, der knokler for sagen. Siden fredag har aarhusianerne spillet i Tyskland med job torsdag i Cottbus og i aften i Magdeburg. Men det har ikke forhindret dem i at smutte forbi Hamborg i dag og stille op til en livesession med radiostationen ByteFM, køre videre til Magdeburg og så vende tilbage til Hamborg, hvor de laver yderligere to radiosessions lørdag eftermiddag inden koncerten om aftenen.

Arbejdede for sagen, det var også, hvad spanske Delorean gjorde tidligere torsdag aften på spillestedet Mojo – en genåbnet klub med adresse under jorden i begyndelsen af Reeperbahn.

Et par låger åbnes, så man kan træde ned i de ret tjekkede, sortmalede lokaler i to etager, og Deloreans dansable rock passede godt til omgivelserne. Det groover fint derudad og minder i perioder om bands som Foals eller Two Door Cinema Club, men også New Order-referencerne er tydelige, da den basspillende sanger pludselig lyder som en anden Bernard Sumner – men dog med bassen noget højere placeret end Peter Hook havde det i New Order-dagene.

Referencer er altid nemme at hive op, når man hører rockmusik, og det kommer vi sørme til at gøre igen lidt senere, da vi hører Juvenile på den indbydende Prinzenbar – der efter sigende oprindeligt var Tysklands første biograf og har både lysekrone og masser af stuk.

Her lyder forsangeren som en blanding af Morrissey og Erlend Øye, bliver vi enige om, og sådan kan man jo få meget tid til at gå, når man hører musik …