Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Ti-året for dansk eksportsucces på Reeperbahn

Carsten Holm

Interessen for den danske musik er ikke til at tage fejl af. Store dele af den internationale musikbranche samlede sig ved den traditionsrige danske musik-reception og fire danske navne, samlede et rekordstort antal publikummer ved deres tryllebindende koncerter.

’Danish Night’, blev præsenteret for tiende gang i træk på Reeperbahn festival – og efter mange år med fremgang må den kolde og kyniske konklusion være – interessen for dansk musik er stadig stødt stigende.

Se videoreportage fra aftenen her:

Et par timer forud for ’Danish Night’, skyllede et regnvejr gaderne rene for cigaretskodder, synd og skam. St. Pauli er kendt for den store samling prostituerede, tiggere og andre skæbner, der lever med bagsiden af medaljen omkring gaden Reeperbahn og navnlig Herbergstrasse, hvor kvinder ikke har adgang – men hvor bydelens efter sigende smukkeste og dyreste kvinder er til salg – døgnet rundt.

I et virvar af vanvid, som du kun kan sætte dig ind i, når du har opholdt dig i området omkring Reeperbahn, er der ved at dannes en kø. Stedet hedder Indra – et af de utallige spillesteder indenfor en radius af få hundrede meter – et af de mere slidte af slagsen. Jerngitteret ved indgangen har store rustflager. Årgamle rester af klistermærker, er fordelt i hele dørkarmen. Den sure duft af ølsjatter sniger sig ind i næseborene. Det virker som om, Indra har ligget her i evigheder og har haft de sidste stjernestunder for mange år siden.

Men stedet bærer på en historie, som der skiltes med ved indgangen og på væggene i billederammerne indenfor. Beatles spillede deres første koncert i Hamborg – lige her – for over 55 år siden. Det glemmer man ikke i Hamborg, og det er selve ånden i dén arv, der gør det fysiske fundament stærkt nok, til at Indra stadig har sine fire vægge, en bar og en scene.

Efter et premiere-show for 10 år siden på spillestedet Knust, et andet sted i St. Pauli, har MXD sidenhen afholdt den traditionsrige ’Danish Night’ på Indra. Fire danske navne der har givet koncerter – og forud har der været reception for den international musikbranche i gårdhaven, der ligger lige ved siden af Indra. En ’institution’, som Reeperbahn Festivalens leder, Alex Schultz, kalder det. MXD’s ’Danish Night’ har fået et ry for at være hyggeligt, vedkommende og succesfuld.

Danish Night networking


Den hvide mands souls sensation fra København

– Det er sgu altid fedt at spille i Tyskland.

Ordene lander med en lettende overbevisende stemme fra Toke Bo, imens han knapper sin hvide skjorte, fem minutter før han skal på scenen i front for D/troit. Han ved, at skjorten kommer til at blive gennemblødt efter de to første numre. Sådan har det været de sidste 130 gange bandet har givet koncerter på bare lidt over tre år.

Den hvide mands soul sensation fra København har levet på landevejene i de fleste forlængede weekender, de har kunnet få tid til – og især i Tyskland, har de fået godt fat i folk. Det skyldes til dels deres musik og deres koncerter, der som oftest ender i en inderlig fest. Men deres bookingagent i Tyskland er også meget bevist om hvilke spillesteder, D/troit skal spille på.

Europas største musikmarked er beriget af, at have store byer, mange spillesteder og vigtigst af alt – et nysgerrigt publikum, der både kan og vil tage ny musik til sig. Derfor lander D/troit også på spillesteder selv i de mindre byer. Bookingagenten ved, at der kommer publikum for at høre lige præcis D/troits type musik.

Den opgave er sværere at løfte udover de tre-fire største byer i Danmark, hvor de fleste provinsbyer blot har ét spillested, der skal løfte alle genre. Fordelen ved de mere genre-specifikke spillesteder i et land som Tyskland er, at der allerede er et miljø og en kultur dér – som folk gerne vil have, opsøger og dyrker.

D/troit

To numre inde i koncerten med D/troit er Toke Bos skjorte gennemblødt. Han vrider sig og danser, som han plejer – men det er dræbende varmt på Indra. Spillestedet er pakket – helt fra køen ude på gaden og op til scenen. Folk danser. Med bandet. Med hinanden. Mange synger med. Enkelte kender de små stop og detaljer i musikken. Festen er i gang og bandet er overbevisende.

D/troits kærlighed til 60’ernes bedste soulplader går rent ind. Og opbuddet er massivt – ikke bare på gulvet foran scenen, men også under spotlyset. To blæsere, en guitarist, en bassist, en trommeslager, en percussionist, en på keys og en sanger. Scenen er ikke stor og Toke Bo presser ofte sig selv helt ud på scenekanten. De få, der endnu ikke har fået sved på kroppen, bliver ramt af perler, der kaster sig af Toke Bos pande under sixpencen.

De har gjort det før og har her gjort det igen. Haft publikum i deres hule hånd fra første anslag til sidste blæs. De fleste jakkesæt hos herrerne i bandet er gennemblødte. Blæseren, der skulle køle deres rygge, kunne ikke følge med – der var for mange mennesker og meget kropsvarme, der blev givet fri under koncerten.

D/troit

Da deres gear er i den sorte transporter en halv time efter koncerten, går snakken i gang om nye numre. De har dem og er klar til at indspille dem – de skal bare finde tiden, for de sidste par år har været hektiske. I år alene lyder kalenderen på et stykke over 50 koncerter – måske mere. Det er svært at holde styr på efterhånden – men de nyder hvert minut, hvert et nummer, hver en koncert.

Tyskland elsker stadig CD’ere

Bag ved scenen fornemmer folk en lille flig af stress. Der mangler et kabel til trommeslageren Maria Juntunens monitor. Kommer det ikke, får hun ikke den lyd, hun har brug for at høre sangeren Selina Gin og bassisten Signe SigneSigne. Nelson Can står til at skulle gå på lige nu. Stagemanageren står og peger på uret, og en lydmand klør sig i håret uden at finde det rigtige kabel.

Tidsplanen er stram, for at alle fire bands skal komme ud over rampen denne aften på Indra, og der er ingen tid at spilde. Mest af hensynet til de andre bands, der skal på scenen senere – ingen har lyst til, at koncerten bliver udskudt – ikke så meget som fem minutter.

– Fuck det – vi spiller!

Signe, Selina og Maria bliver enige om at klø på – selv med de tekniske udfordringer. Deres sommer har været fyldt med koncerter mange steder – egentlig ovenpå, at de landede singlen ’Break Down Your Walls’ som ’Ugens Uundgåelige’ på P3 for et år siden. De er spillet varme som aldrig før, hvilket også giver dem nok selvtillid til at tro på, at det nok skal gå.

Nelson Can

Nelson Can er klædt i hvidt – med hilsener til diversiteten i dansk musik og udenlandsk succes på brystet. Selina bærer popbandet ’Aqua’ på sin t-shirt, mens der på Marias t-shirt er det genkendelige logo fra Aarhus dødsmetallerne ’Baest’. Som en kombination af de to genrer – den forfinede sangskrivning og et fandenivoldsk udtryk, går Nelson Can ufortrødent på.

Forsinkelsen har gjort bandet mere sultne og griber hurtigt fat i publikum, der troligt er blevet stående. Ingen er smuttet, og det er kun de bagerste, tættest på udgangen, der har mulighed for det – her er propfyldt, og det er kun med møje og besvær, at de forreste publikummer rykker til side for at gøre plads til Selina, der pludselig forcerer scenen, danser og synger en uforvarende mand ind i hans højre øre.

Det er sidste koncert udenfor de danske grænser for Nelson Can i år. De proklamerer fra scenen, at de snart skal lave ny plade, men at alle kan købe den gamle efter koncerten nede i baren. Vandflasker på scenen bliver væltet rundt af kablerne – bortset fra det, som Maria stadig mangler til sin monitor. De tre kvinder fortsætter deres fest. Selv de publikummer, der står på podier og borde bagerst på Indra og kan kigger over de 350 mennesker foran dem, danser. Køen udenfor spillestedet bevæger sig ikke.

Nelson Can

Da koncerten er færdig, bliver der skabt en ny kø – nu indenfor, oppe ved baren. Tourmanageren Carsten kommer løbende fra bilen ude bagfra med den sidste stak CD’ere i hånden.

– Tyskerne elsker stadig CD’ere, siger han med et smil og styrer mod baren.

Alt bliver solgt. Selina, Signe og Maria taler med publikum, giver krammere, smil og hånd – alt i mens de kigger lidt forvirret og lettet på hinanden. Det manglende kabel og irritationen blev omformet til et eftertrykkeligt aftryk denne aften i Hamborg.

Kærlighedsrevolutionen

Ved indgangen til toiletterne, helt til venstre i salen, har to unge mænd fundet et par centimeter gulvplads, hvor de kan hoppe og danse med øllene i vejret. Foran står en herre med kasket og lukkede øjne, mens kroppen vejrer fra den ene til den anden side. I den anden side står en kvinde og kigger forelsket på scenen, for Iris Gold er i huset!

Få minutter forinden havde hun entreret Indra iført store solbriller, stor pels og en insisterende stemme, der opfordrede til dans! Publikum var på med det samme. Soulmusikken, der af bandet blev leveret af trompet, guitar og trommer, er simpel og træfsikkert spillet. Iris selv er så udadvendt performer, at man ikke kan blive andet end tryllebundet af det udtryk, der er på scenen.

Iris Gold

Iris Gold er lige vendt tilbage til Europa efter et besøg i Ghana, hvor hun har lavet video med M.anifest. Det er en af Ghanas største artister lige netop nu og et eksotisk kapitel i et forrygende år, for den tidligere danser og nu ukuelig frontfigur i sit eget projekt. Scenen på Indra virker som det mest naturlige sted for hende at være. I hendes skinnende sølv og guld jakkesæt og med aftenens største hår. Nervøsitet er der intet af – men maskaren løber ned af hendes kinder i takt med, at varmen tager til.

– Jeg vil starte min egen revolution. En kærlighedsrevolution som strækker sig her fra scenen, igennem jer foran scenen, ud igennem gårdhaven, ud på gaden, ud i byen, i verden, i universet, og som kommer tilbage hertil, fortæller hun på klingende engelsk.

Folk klapper. Som om hun kan sige hvad som helst. Hvis Iris Gold går forrest, vil alle folk på Indra følge hende.

Fra starten af oktober tager Iris Gold, og hendes tre kammerater i bandet, rundt på hendes første Danmarksturné. De skal bygge videre på de koncerter, som de har givet på mange festivaler rundt om i landet hen over sommeren. Dér kan folk passende følge efter sangeren, der til ’Danish Night’ havde klædt sig som hende navn – i guld.

Iris Gold


Årets sidste koncert og en prisnominering

Et fyldt spillested i Hamborg, en lørdag aften i september, hvor udelukkende danske musikere indtager scenen. Det har ofte været billedet i de foregående ni år. I år var det konsekvent, og hvad måske endnu vigtigere var – at publikum blev under koncerterne.

Branchefestivaler er typisk kendt for at have fyldte spillesteder, hvor koncerterne starter – men hvor publikum begynder at sive halvvejs inde i bandsnes set. Ikke her. Ikke denne aften. Folks opmærksomhed var rettet mod scenen ved alle fire bands, som alle præsenterede deres musik skarpt og vedkommende.

Som aftenen skred frem, kom andre danske musikere forbi Indra. Som Tomas og resten af holdet bag Who Made Who. De havde spillet 75 meter længere nede af gaden for 1400 mennesker i et stopfyldt Grosse Freiheit 36 – en koncert der gik over al forventning, og nu havde de skyndt sig til Indra for at bakke op om aftenens sidste navn – artist nr. 40, der stod på scenen til ’Danish Night’ – Soleima.

Soleima

Sangen ’Low Life’ kom i sommer på Billboards liste over fede hits, du måske ville have misset. Det meste af 2018 har været fyldt med koncerter for Soleima, som også netop er blevet nomineret til ’Bedste pop act’ ved Music Moves Europe Talent Award. Det har været hektisk på alle måder – hvorfor Soleima tidligere på årets måtte aflyse sin efterårsturne i Danmark. Der er en ny plade i støbeskeen, og energien skal bruges rigtigt.

Aftenens sidste koncert på ’Danish Night’ var derfor også Soleimas sidste i år – og det var uden spor af træthed på noget som helst måde. Smilene var ikke til at tage fejl af – aftenens og Tysklands største smil. Det dansende publikum tog uforbeholdent imod Soleimas stemme, varme og musik.

Hendes hold, af nogle af Danmarks bedste musikere, giver det bedste grundlag for hendes melodiøse popsange, og da hendes mest velkendte sange lander på setlisten imod slutningen af koncerten, er hele salen med. Soleima letter flere gange på kasketten, der ellers er godt nede over øjnene. Sveden skal tørres væk, og hun vil have øjenkontakt med det publikum, som råber, klapper og danser.

De fleste kalder på ’zugabe’ – ekstranummer – da hun siger ’tak for i aften’ og forlader scenen. Og ekstranummeret fra den danske musik skal publikum nok få – de skal blot sove 364 gange til – indtil det igen hedder ’Danish Night’ på Reeperbahn Festival.

Soleima

(Foto og video: Sara Lindbæk)