Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Carsten Holms 36 intense timer med Lowly

Carsten Holm


’Vi skal ikke præstere noget, men dele noget’.
En beretning om et lille eventyr med bandet Lowly på de engelske landeveje, foråret 2017.

Det er som revet ud af en bog, da jeg træder ud på gaden fra Birmingham Street Station, en mandag middag. Det regner i England, det blæser og er koldt. Alle klichéerne vælter rundt for mine øjne – folk har pakket sig godt ind, trækker hovedet ned mellem skuldrene og prøver febrilsk at holde styr på deres paraplyer, der lever sit eget liv i vinden.
Dansende mellem regndråberne, sætter jeg kursen mod en af byens mange forstæder, der ligger som perler på en snor på vej ud fra Birmingham midtby – destinationen er Kings Heath og spillestedet Hare & Hounds, hvor Aarhus-bandet Lowly skal spille samme aften, som en del af deres lille UK-turné.

Hare & Hounds er en pub og samtidig et meget typisk spillested på de her breddegrader. Baren er i stueetagen, komplet med det mørke tunge træ, der udgør paneler, dørpartier og bardisken – dertil lidt sporadisk placerede slidte stole og borde, bænke med hynder langs væggene og en enkelt loungeanretning, med kopier af store Chesterfield-sofaer. Hyggeligt, autentisk og som du kender det fra din ugentlige britiske krimi på tv.
Selve spillestedet er på 1. sal – med scene, PA og lydpult. Hare & Hounds har egentlig to spillesteder – den store sal, hvor der er plads til 250 mennesker, og så den lille sal, hvor der kan presses i omegnen af 100 mennesker ind. Det har ikke altid været et spillested. Det var oprindeligt, som ved så mange andre pub’er af denne art, et festlokale, som en del af pub’en. Siden har det været brugt til bryllupper og forsamlinger for lokalområdet og billardrum, inden den nuværende ejer for 10 år siden omdannede det til en rockklub, for at være med til at bakke op om den lokale musikscene.

Hare and Hounds, Kings Heath Birmingham

80 mennesker på en regnvåd mandag aften
’Jeg bliver glad, hvis vi kan komme op på 40-50 mennesker’, siger Matt Beck, som jeg møder mens vi venter på Lowly. Matt og makkeren Tom Hopkins har booket Lowly til Hare & Hounds og har i 10 år lavet koncerter og klubaftener her, flere gange om ugen i forbindelse med deres klub ’This Is TMRW’ (tomorrow). Konceptet er at fange de nye og unge navne og præsentere deres energi for et musiknysgerrigt publikum, men de laver også reggae-aftener og nogle lidt større britiske navne på et spillested midt i Birmingham. Kings Heath er dog dér de bor, en forstad som stadig tilhører arbejderklassen og samtidig huser mange kreative mennesker. Der er flere af medlemmerne fra UB 40, som stadig bor i området. Bandet med verdenshittet ’Red Red Wine’, er Kings Heath’s stolthed, det var på ’Hare & Hounds’ hvor UB 40 spillede deres første koncert, d. 9. februar 1979 – og medlemmerne er med jævne mellemrum at finde blandt publikum til de koncerter, som Matt og Tom arrangerer.
De har begge glædet sig til koncerten med Lowly, også selvom der måske ikke bliver fuldt hus, sådan en mandag aften – men de har haft koncerten på plakaten i mange måneder, efter at de fik en henvendelse fra Lowly’s bookingbureau i London, ATC Live og agenten Cecile Communal.

Matt Beck og Tom Hopkins Hare and Hounds

’Jeg fik en henvendelse for lang tid siden fra Cecile, som tippede mig om Lowly. Jeg kendte det ikke i forvejen, men fordi jeg godt kan lide bands, der er signet på Bella Union, gav jeg det en chance’. Det fortrød han ikke, og både Matt og Tom er vilde med Lowly’s drømmende sange. Derfor stiger humøret også betragteligt, da publikum i ly af mørket, stille og roligt siver op på 1. salen – og da koncerten går i gang, kan Matt tælle i omegnen af 80 hoveder.
’Ret godt gået’, som han selv siger det med et stort smil. ’Især taget i betragtning af, at de har lukket hovedvejen fra centrum af Birmingham til Kings Heath, fordi man netop har fundet en bombe fra 2. verdenskrig og har lukket hele området ned’.

Det er ikke alle der er kommet indefra Birmingham eller Kings Heath. Et ægtepar et sted i 40’erne, har taget turen en halv time til Kings Heath, sydfra. De hørte Lowly på en Spotify playlist for et par år siden og blev efterfølgende så forelsket i musikken, at de spillede ’S.W.I.M.’ på anlægget som det første nummer til deres bryllupsmiddag sidste år.
’Middagen skulle starte med den bedste sang vi kender’, siger manden og kigger forelsket på sin hustru, som sætter i et bredt smil, mens hun fortæller om, at de er ligeglade med hvor musikken kommer fra – bare man kan få fat på den, som via Spotify. Siden har de købt albummet i en pladeforretning, så Mr. & Mrs kunne spoone i takt til tonerne og synge med på sangene da Lowly spillede deres 60 minutter lange show.

Klar rollefordeling
’Lad os håbe, at vi kan lokke Lowly tilbage til ’Hare & Hounds’ – så kan de måske spille i den store sal næste gang’ siger to ældre herrer i 60’erne, til Matt og Tom. Herrerne har også fået sig en længere snak med Soffie, Thomas og lydmanden Christoffer Hørbo ved det lille bord, hvor Lowly har lagt deres plader frem til salg. Da herrerne forlader spillestedet, har de et par album under armen, og videooptagelser af koncerten på deres telefon, for de er en del af en store britiske publikumsskare, der er ovenud nysgerrige efter ny musik.

Lydmand Christoffer Hørbo

’Vi har oplevet en masse store navne i det meste af England – tilbage i 70’erne, hvor rockmusikken begyndte at udvikle sig eksplosivt’, siger en af de gråsprængte herrer, som stadig går til koncerter hver uge. Og der er mange som dem i deres alder – hvilket viser en forskel på et britisk publikum i forhold til det danske.
’Vi spillede også for en del mennesker i går i Middelsbrough, der var lidt oppe i årene’, siger Thomas Lund, bassisten i Lowly. Sanger Soffie Viemose supplerer ’Det føles som helt naturligt, at publikum er lidt ældre her i England – det ser vi stort set ikke på samme måde i Danmark’.

De sidste gæster køber de resterende plader på bordet, Lowly forsikrer at Luke fra deres pladeselskab Bella Union kommer med flere til deres koncert i morgen aften i London, og alle medlemmer begynder stille og roligt, at pakke udstyret sammen fra scenen og bære det ned i deres transporter – lejet i Manchester. Alle hjælper til – de ved, at dette er ét stort fælles projekt, og netop det med at slæbe udstyr fra og til bilen, til og fra scenen, er noget de alle skal være med til.

Men ellers er der klare opgavefordelinger på turnéen. Trommeslageren Steffen Lundtoft, sørger for transporten, logistikken mellem spillestederne og har på forhånd lavet en turnébog med alle informationer. Kontaktpersoner, get-in-tider, adresser, etc., så alle ved hvordan dagene skal forløbe og med hvad. Sanger og guitarist Nanna Schannong står for hotelbookingen, Soffie Viemose plejer de sociale medier undervejs, Thomas Lund tager sig af afregningen med spillestederne og økonomi generelt, mens Kasper Staub koordinerer med lydmanden Christoffer Hørbo, når de ankommer til spillestederne. Lyden i Birmingham er i øvrigt helt fænomenal, både lydmanden og bandet på scenen har det godt undervejs, og at spille for 80 hoveder i Birmingham en mandag aften i regnvejret, ender med at blive en sand nydelse.

BBC 6

1,5 millioner potentielle fans!
Folk bevæger sig hurtigt i London. Som myrer vrimler forretningsfolk, handlende og motionsløbere ind imellem hinanden i forårssolen, der titter frem fra morgenstunden – altid på vej et sted hen, med små hurtige og målrettede skridt.
Det er tirsdag formiddag. Lowly er netop ankommet med deres transporter, der holder ude foran en af BBC’s bygninger på Great Portland Road i det centrale London. KL. 12 skal de direkte i radioen på BBC 6 Music, spille to sange og interviewes af Tom Ravenscroft – søn af den britiske radiolegende John Peel.
Lowly slæber deres gear ud af bilen, op på 4. sal og stiller det op i et rum som ligner en blanding af en dagligstue og en kælder. Steffens trommer bliver buret inde i et tilstødende kontor med glasdøre, så han kan se de andre fire medlemmer, men så trommernes buldren ikke kommer i de andres mikrofoner og gør lyden sær.

Anika Mottershaw

De næste par timer går med lydprøve, for selvom de bare skal spille to sange, skal produktionen være så god som muligt, for på den anden side af højtalerne venter tusindvis af lyttere.
’Dette er det vigtigste radioshow for vores bands, at være med på’, siger Anika Mottershaw, der sidder i sunket ned i en blød sofa i hjørnet og arbejder på sin telefon. Hun er radio promoter for Bella Union i London og understreger vigtigheden af, at Lowly er blevet inviteret ind til BBC 6 Music. Radiostationen har i omegnen af 1.5 millioner ugentlige lyttere og det er ikke mange Bella Union navne, der tidligere har fået æren. Som hun husker det, er det bare Beach House og Father John Misty.

Sangen ’Prepare The Lake’ har været i rotation på kanalen, og albummet ’Heba’ har været ’Album of the Day’ – et koncept, hvor et musikhold af 6 musikkyndige personer fra BBC 6 Music, dagligt udvælger et album, med et band som kanalen spiller eller som værterne rigtig godt kan lide. Der bliver forfattet nogle linjer med fakta om band og plade, som værterne kan supplere med, i deres fortælling om musikken – og så bliver der ellers spillet 4-5 sange fra albummet, fordelt ud på sendefladen i den bedste sendetid.
’Heba’ var ’Album of the Day’ d. 28. februar, men det er ikke noget værten Tom Ravenscroft hæfter sig ved, i sin korte uformelle snak med bandet. Inden de er direkte på, kommer han hen og siger ikke meget andet end ’Hej’ til bandet, og under interviewet stiller han dem nogle korte spørgsmål, som de skal svare hurtigt og præcist på.

Nanna Schannong, lydprøve på BBC 6

Det er sådan, at flowet er i radioen og på kanalen – det lyder som en blanding af, at de er de bedste venner og at Tom Ravenscroft har alt andet i tankerne, end de fem besøgende fra Danmark. Da Bella Union’s grundlægger, Simon Raymonde, senere på dagen møder bandet, udråber han:
’Det gik rigtig godt på radioen i dag! Det lød fedt, i spillede nogle gode sange – og det lød faktisk som om, at Tom rigtig godt kunne lide det!’ – som om Simon Raymonde kunne gennemskue Tom Ravenscroft, der ikke kendt for at udtrykke sin begejstring for noget, det er hans stil – og den upersonlige fremtoning, slår ikke Lowly ud.

De har påtaget sig opgaven med samme professionelle approach, som alt andet på denne turné. Mens de spiller ’Deer Eyes’ og ’No Hands’, kan man godt fornemme nerverne på kropssproget og de let rystende fingre henover tangenterne – de har aldrig spillet live for så mange potentielle fans – men nervøsiteten skinner ikke igennem på radiobølgerne. Snarere tvært i mod – de kommer i mål i suveræn stil, og pakker stille og roligt deres udstyr sammen, mens værten gør sin udsendelse færdig og lige stikker en arm vejret, siger ’See You’ rettet mod bandet, og forsvinder hurtigt ud af døren med sin skuldertaske, allerede inden den sidste sang i hans udsendelse har klinget ud.

Lowly BBC 6 session

En aften i ’Sved-boksen’
To timer senere stiller Lowly igen deres udstyr op, på Monocle Magazine, 5 minutters kørsel fra BBC. Nu står den på en optagelse til en podcast, lidt mere interview og de skal spille et par sange. Ikke alle medlemmer spiller med, der er ikke brug for det fulde setup til denne optagelse, og trætheden er ved at ramme dem. Tre timers søvn tidligt i morges, da de ankom fra Birmingham, er ikke meget benzin til en lang dag – men der er ikke plads til at tage en pause, for transporteren skal 45 minutter igennem Londons eftermiddagstrafik, for at ramme bydelen Hackney, spillestedet ’The Victoria’ og turnéens mest profilerede show.

Simon Raymonde

Det er her Simon Raymonde støder til bandet. Udover, at være manden der har lavet pladeselskabet Bella Union, signet Beach House, Father John Misty, Lowly og mange andre navne, har han også en forkærlighed for dansk musik. Ikke fordi, han synes dansk musik har en speciel tone, men bare fordi han synes det er god musik og fede folk at arbejde med. Tidligere har Anna Brønsteds band, Our Broken Garden og Odense drengene The Kissaway Trail, udsendt album på Belle Union – og Simon Raymonde kastede ubetinget sin kærlighed på Lowly, da han oplevede dem live ved SPOT festivalen i Aarhus for et par år siden.

’Det er lang tid siden, jeg har hørt et band, der er så gode som Lowly, på så tidligt et stadie’, fortæller han. Han ved hvad han taler om – han har vurderet potentielle artister til hans selskab i 20 år, og før det har han været en stor del af Cocteau Twins – et band, der ikke bare er inspirationskilde for mange andre artister i verden, men også et band, der med deres originale drømmepop har opnået kultstatus – også for medlemmerne fra Lowly.

’Jeg kan ikke give en deadline for hvornår Lowly kommer op på næste niveau’, fortsætter Simon Raymonde. ’De har så meget talent, arbejder fokuseret som band – både når de kigger på deres karriere og deres sange. Taget i betragtning at Lowly bare har været sammen som band i tre år, er det sjældent set at et band kan være så godt!’.
Det er tydeligt at mærke, at han har høje tanker om, at Lowly kan komme til at gøre noget stort og bemærkelsesværdigt på scenen, og at det bare er et spørgsmål om tid.

’Med ’Heba’ har de lavet et virkelig flot debutalbum, men det er ikke til at sige, hvornår deres musik kommer til at fange publikum i en større skala. Hvis du kigger på Beach House, så solgte deres to første album måske 2-3000 eksemplarer. På deres tredje album, begyndte folk at lægge mærke til dem – og da deres fjerde album udkom: ’Boom’ – så havde vi et band, der udsolgte store koncerter!’

Magisk indgang fra pub til venue The Victoria

Som i en Harry Potter verden
Simon forsvinder indenfor på pub’en ’The Victoria’, som af kendere bliver beskrevet som ’Sved-boksen’ – før der blev installeret ventilation, blev der dræbende varmt på spillestedet, så sved og kondens i smuk fugtig forening, drev ned ad væggene. Selve indgangen til spillestedet er det rene Harry Potter – som at gå ind i en magisk verden eller et eventyr. Bagerst i pub’ens lokale, er der reoler fra gulv til loft, med plasticbøger – og du skal tage fat i den rigtige, for at få indgang til det lille firkantede lokale inden bagved, som udgør spillestedet. Under koncerten, står døren dog konstant åben, for der er fyldt. Omkring 150 betalende og inviterede folk fra branchen, et par journalister og nogle af de folk, der fra UK arbejder med Lowly – og som nu får en chance for at hilse på dem igen.

Manager Rasmus Damsholt

Der er også ekstra besøg fra Danmark. Lowly’s manager, Rasmus Damsholt, er kommet til London for at opleve Lowly live – og for at hilse på folkene fra Bella Union og bookingbureauet ATC. Det er personer, han har skrevet og talt i telefon med, men aldrig mødt, så det er rart for dem alle, at få sat ansigt på hinanden – også fordi Rasmus er et vigtigt bindeled mellem Lowly og ATC.
’Jeg står et sted, hvor jeg skal varetage både bandets og bookingbureauets interesser. ATC vil meget gerne have Lowly så meget ud på landevejene som muligt. Det vil Lowly også gerne, men samtidig skal de også få deres personlige kalendere til at gå op, så det harmonerer med arbejde og familieliv’.
Det bliver der løbende snakket meget om i bandet – hvordan man får det hele til at gå op – for Lowly ved godt, at de har fat i en god ende med deres musik. De kan mærke, hvordan ringene stille og roligt bredes i vandet, at der kommer mere interesse omkring dem og at de har lyst til at udbrede kendskabet til deres musik endnu mere, på scenerne rundt om i verden.

Fuldt hus på The Victoria

Men denne aften, gælder det scenen i ’Sved-boksen’. Lowly går på scenen og spiller endnu en god koncert. Lidt mere kaotisk i lydbilledet, men det er ikke noget publikum mærker noget til. Til gengæld står publikum og synger med på nogle af sangene og kvitterer med et bragende bifald, som varer lige så længe som det tager bandet at bukke gentagende gange, afmontere sig deres instrumenter og stille og roligt forlader scenen – og de tager sig god tid.
Som ved alle foregående koncerter, samles femkløveret i bandrummet, i en tæt krammer – griner og deler deres oplevelser under koncerten. Dårlig lyd er en del af samtalen, men glæden og følelsen af lettelse over at have spillet for så mange mennesker, der tog så godt i mod deres musik, tager hurtigt over.

Simon Raymonde kigger forbi, siger rosende ord og fortæller hvordan han oplevede publikum under koncerten. Lydmanden Christoffer kommer også ind i lokalet, de deler en stille øl, alt imens Soffie og Thomas går ud til merch-boden – der er allerede kunder i butikken, som vil købe Lowly på vinyl som et evigt minde fra en fed koncert.
Da de sidste plader er blevet solgt, den sidste snik-snak med nye fans er slut og da al gearet bliver pakket sammen og kommer ud i bilen, bliver der igen fokuseret på familien derhjemme. Især for Kasper Staub, som bandet vil køre til lufthavnen i morgen – han skal hjem til både arbejde og familien, efter at have været væk i en uge. Kasper bliver erstattet af Christian Balvig, som er en fast afløser når det er påkrævet – og det har alle i bandet det helt fint med.
Der er en stor fælles forståelse for, at alles personlige interesser skal gå op, og Kasper er med igen henover de kommende sommerjobs i juni, juli og august, hvor datoerne for koncerterne ligger lidt mere spredte, end denne komprimerede UK-turne.

Ikke bevise noget, men dele noget
Men selvom Kasper smutter på de sidste datoer i England, vil hans ord følge med resten af bandet på de resterende koncerter. Inden hver koncert, er der samling i den tætte krammer, hvor der bliver sagt et par ord om forventninger til det forestående show, og Kasper sagde tidligere på turnéen en sætning, som er mantraet for denne tur.
’I aften skal vi ikke præstere noget, men dele noget’. Med en knusende ro og tro på egne evner, vil Lowly igen i morgen aften, træde op på en scene – denne gang i Bristol, senere Brighton og London igen. Med allerede mange lærerige oplevelser i bagagen, et hold af mennesker rundt om dem, som nyder at arbejde sammen med bandet og med en musik, som publikum vil tage rigtig godt imod.

Da mørket er faldet på, de sidste dråber øl drukket og den sidste smøg er blevet røget, forsvinder bandet og lydmanden ind i transporteren. Dørene lukkes, og de triller ud på vejen i London – som til forveksling ligner den, jeg trådte ud på i Birmingham dagen før – regnvåd. For sådan er det ofte i England, som revet ud af en bog med det lille eventyr om Lowly.

  Faktaboks
  Lowly består af:
  Soffie Viemose (sang/keys)
  Nanna Shannong (sang/guitar)
  Steffen Lundtoft (trommer). Kasper Staub (keys)
  Thomas Lund (bas)
  Lydmand Christoffer Hørbo
  Udsendte debutalbum ’Heba’, 10. februar 2017