[Karrieindblik: Chinah] Opbygningen af det perfekte setup

Udgivet
25.04.2016
IMG_2273
Chinah har på et meget tidligt tidspunkt accepteret at de skal rejse let. “Det er vigtigt for at nyt band, at man ikke brækker nakken på dyrt anlæg, dyr indleje, overvægt osv. Og det imponerer folk – blandet andre den engelske agent, da han så dem i Sverige. Det giver bandet respekt”, siger Martin Rintza fra Skandinavian CPH

Af Henrik Friis

Der er sket rigtig meget med Chinah siden SPOT Festival sidste år. NO3s arbejde har allerede bragt trioen de første vigtige skridt på vejen mod målet om en stor pladekontrakt, og live går det hastigt frem med efterspørgsel, jobs og samarbejdsaftaler i mange lande, fortæller Skandinavian CPH.

Da Chinah spillede på SPOT Festival sidste år som del af NO3’s labelnight, var koncerten blot trioens niende: En showcase uden nogen udgivelse i ryggen, men som alligevel kaldte på både dansk og international opmærksomhed.

Når gruppen om en uge spiller SPOT igen, er det som selvstændigt navn på en stor scene (Scandinavian Congress Center) – som et act, der allerede har taget store skridt ud i den internationale karriere. Selvom der er et stykke vej endnu til de helt store overskrifter, er status for det seneste års arbejde yderst positivt. Så positivt, at gruppens bagland kalder resultatet ”over det forventelige” og mener at Chinah nu ”står med det optimale setup”.

Det setup består blandt andet af rigtig god presse- og branche-hype i England, hvor to af gruppens singler ”Away From Me” og ”Colder” har været på de vigtige specialist radios på BBC – specielt vigtigt i toneangivende Annie Macs program. To gange har de været på 2. pladsen på Hype Machines barometer over tidens mest omtalte nye musiknavne. Derudover er gruppen efter to succesfulde showcase-koncerter i London i september 2015 vendt tilbage i februar i år og har spillet sit første London-job som headliner – og formåede at sælge spillestedet ud (som trods sin kapacitet på 150 publikummer stadig er en bedrift for et nyt band i det kræsne musikland).

Derfor har gruppens bookingselskab, Skandinavian CPH netop kunnet lavet en subagent-aftale med United Talent Agency, mens rygtet om ovennævnte UK-succes og gode jobs i både Norge, Sverige, Frankrig og Tyskland også har resulteret i deciderede promotion aftaler i flere andre europæiske lande – italienske Radar Concerti er netop kommet til som seneste medlem af ”familien”. Hertil kommer at Chinahs pladeselskab NO3 i sidste måned sideløbende tegnet kontrakt med Epic Records om udgivelse af gruppens EP i Benelux-landene – samtidig med at NO3 forhandler med andre lande om lignende aftaler og forventer at kunne lukke flere af dem i løbet af kort tid.
Meget godt gået af en gruppe, der spillede sit allerførste job som del af en NO3 label-night på Bremen 24. februar sidste år, og som nu efterspørges lige så meget i udlandet, som de gør i det danske hjemland.

Vi har talt med gruppens label-manager hos NO3, Kristoffer Bang, samt Martin Rintza fra Skandinavian CPH, som repræsenterer Chinah sammen med kollegaen Sarah Sølvsteen, om hvordan det er kommet så vidt. Om initiativer, sten på vejen, opnået succes – og om hvad der venter forude af opgaver, forventninger og problematikker.

red.kristoffer-martin
Kristoffer Bang og Martin Rintza på SXSW i Austin Texas, marts 2016

Hvorfor Chinah?

Martin Rintza kendte til musikken længe før gruppen kom til at hedde Chinah. Simon Kjær – som spiller guitar med Sekouia, som Rintza også styrer bookingen for – fortalte, at han havde gang i et andet projekt med sangeren Fine og Simon A:

– De sendte mig numre, som jeg lyttede på, og der var især ét, som på daværende tidspunkt kun varede et minut og 30 sekunder, der hedder ”Never The Same”, som også er kommet med på deres nye EP. Hvor sange som ”Away From Me” har fanget opmærksomheden hos andre, så var det især det halvandet minut jeg faldt for: Jeg syntes bare, det var sådan en fed sammensmeltning af lækker amerikansk-lignende r’n’b-pop og noget mere indie/nordisk coolness. To verdener, som virkelig kræver noget at forene, og som de gjorde til perfektion.

– Så jeg sendte musikken rundt på kontoret for at høre hvad folk mente – og da det hurtigt viste sig at Sarah (Sølvsteen, red.) helt uafhængigt gjorde det samme, enedes vi ikke bare om at Skandinavian CPH skulle arbejde med Chinah, men også at Sarah og jeg skulle arbejde sammen om gruppen.

Lyd skabt til udlandet

NO3 signede Chinah i midten af 2014 som ”et band med en international lyd, som ikke var skabt ud af nogen danske tendenser, men som vi regnede med at kunne pitche ind til udlandet – måske specielt godt egnet til UK og USA”, siger Kristoffer Bang. Det skete blot et halvt år efter NO3’s start som søsterlabel til Disco:wax, og som et mere guitar/indie-orienteret label end den elektroniske dance og urban, som Disco:wax ellers var kendt for.

– Men lige som med Disco:wax er det ikke kun Danmark, der er vores legeplads. Det ligger i vores DNA, at vi skal appellere til andre markeder. At vi skal ud over landets grænser. Og det er også målet med Chinah, siger Kristoffer Bang, der står for exploitation og strategi i den del af arbejdet.

Som relativt nyt label er NO3 også ude og lære at begå sig, men med Disco:wax’ arbejde og kontakter med store major labels er der genveje og god erfaring ved hånden.

Derfor hyrede NO3 også et britisk pr-bureau op til gruppens allerførste udgivelse ”Away From Me” i slutningen af juni sidste år. Foråret var gået med at arbejde med en håndfuld demoer, indtil NO3 og gruppen syntes de havde noget at præsentere for andre og da numrene var i hus, pitchede Kristoffer Bang musikken overfor forskellige bureauer, for derefter at vælge det, der virkede mest committet i forhold til projektet. Derefter sattes en strategi op efter lange daglige telefonmøder, så lanceringsplanen var klar på udgivelsesdagen.

– Med et debut-act er vi selvfølgelig interesserede i at komme på steder med et kæmpestort publikum. Altså medier, hvor vi kan ramme bredt. Og det lykkedes, for vi fik debut på store blogs som The Fader og Stereogum, der er store online-magasiner – derfra rullede bolden. Dette er yderst vigtigt, for hvis man rammer de store blogs eller online-magasiner, så kommer de små efter. Så i løbet af den første uge, var vi blevet nævnt på 40 større blogs og ramte en andenplads på Hype Machines barometer, som overvåger alle musikblogs og online-medier i verden dagligt. Vi lå i toppen i en hel uge, så jo, det gik stærkt, siger Kristoffer Bang.

Effekten af at nå den slags medier er også at A&R scouts fra hele verden kigger med – ud over et bredere publikum. Så med den hype kom der også interesse og henvendelser fra udenlandske labels, som alle havnede hos NO3.
– Alle de henvendelser sad vi så og behandlede og satte møder op med, og det betød faktisk at vi fik grobund for efterfølgende at tage til London to gange rimeligt hurtigt efterfølgende (i september, red.), og invitere masser af labels med til de showcases, hvor Chinah skulle spille, fortæller Kristoffer Bang.

Første London-job

Noget buzz havde gruppen allerede i baghånden efter jobbet på SPOT Festival 1. maj, hvor dels tyske bookere og franske Clotaire fra Junzi Arts (som i dag er gruppens franske promoter) fik interesse for det nye band.

Af samme grund fløj Clotaire også til London for at se Chinah en gang til ved den første showcase i London 1. september, hvor Martin Rintza og Skandinavian CPH havde fået Chinah ind på den månedlige klubaften New Shapes i Notting Hill Arts Club som support for et amerikansk band. Men her var det overvejende engelske branchefolk, som var lokket til efter sommer-succesen med ”Away From Me”, der dukkede op. Og da Rintza og Bang så klubben blive rimeligt affolket efter Chinas opvarmningsjob og inden hovednavnet, var det med til at understrege over for dem, at den danske gruppe havde fat i noget.

Sådan havde det ikke nødvendigvis været hele tiden. Rintza mente Chinah savnede mere erfaring og styrke live, så han og Sarah Sølvsteen havde arrangeret flere sommer-jobs med gruppen, for at gøre dem klar til London-fremstødet. Og det var først fire dage før – ved et job i Pumpehusets Byhave – at Rintza og Bang kunne nikke til hinanden i forvisningen om, at der var sket noget afgørende, både når det gjaldt sammenspillet og Fines nu stærke og selvsikre udstråling.

Tydeligt hierarki

Første London-show gav masser af respons, men afslørede også et tydeligt hierarki. Kristoffer Bang fortæller: “Det er ikke chefen, der kommer første gang fra de store selskaber, men derimod A&R scouts, niveauet lige over praktikanten, som så pitcher videre til chefen dagen efter, hvis vedkommende synes det er fedt. Så man starter fra bunden, og holder en masse møder – jeg tror vi holdt ni møder dagen efter med de A&R scouts som altså ikke har beslutningsmyndighed – men så er man på radaren. Og der var også enkelte amerikanske scouts imellem, som havde hørt om Chinah og ”Away From Me” via nettet. Blandt andre Island Records, som vi nu har fast kontakt med – en forbindelse skabt via Chinah, som nu også kommer andre NO3 acts til gode”.

Meget vigtigt i forbindelse med London havde Chinah også søgt om at komme på de nordiske musikeksportkontorers Ja Ja Ja-aften 24. september. Og var blevet valgt.

Ansøgningen var helt bevidst. “Hvis debut’en gik godt, som den heldigvis gjorde, så kunne de føromtalte scouts gå hjem på deres kontorer og sige: ”De der Chinah skal I altså se – der er noget ved dem, og de spiller igen allerede om et par uger”. Så den mulighed for opfølgning var meget vigtig og gav os mulighed for at invitere folk højere på strå – hvilket vi også lykkedes med”, fortæller Kristoffer Bang.

Samtidig havde NO3 søsat to forskellige indsatser i England: Dels andensinglen ”We Go Back”, som blev lige så godt modtaget og igen indtog andenpladsen på Hype Machine. Dels satte de en radio-plugger til at arbejde med den første single ”Away From Me”.

Annie Mac og de andre specialist radioshows

Forvirrende? Næ, egentlig ikke: “I Danmark ville man typisk starte radio-plugging samme dag som en single udkommer og køre alt ud på samme tid, men i England er tilløbet et andet. Net-medierne og blogs’ene er trendsetterne, der er hurtige til at fange og fordøje en single, men især de vigtige specialist radioshows skal modnes og følger først, når omtalen er skabt”, mindes Kristoffer Bang.

– Specialist radioshows er vigtige BBC-shows, som spiller ny musik. Der er ”Away From Me” blevet spillet mange gange, bl.a. af Huw Stephens og Phil Taggart. Men vigtigst af alt hos Annie Mac, som er det specialist show man skal på – og som var en klar målsætning for os, som lykkedes. Hun er den stepping stone der skal ”sige god” for ens musik, før man kan komme i rotation. Dér er vi så ikke kommet til endnu, men det er næste målsætning, siger Kristoffer Bang.

Han fortæller at gruppen nu er fremme ved sin fjerde single ”Colder”, men hvor alle fire har klaret sig fint i netmedierne, er det først med ”Colder” at man igen forsøger sig med radio-plugging. Dels fordi ”Away From Me” skulle have tid til sit forløb – dels fordi man i tæt samarbejde med radio-pluggeren er blevet enige om, at netop ”Colder” egner sig godt til radio. Et samarbejde, man er nødt til at læne sig op ad, fordi pluggerne har det lokale kendskab. For det er ikke alt, der ædes råt. ”Så nemt går det heller ikke”.

Is i maven

I mellemtiden var Martin Rintza og Sarah Sølvsteen på Skandinavian CPH enige om målsætningen om at se tiden an og ikke slå til på det første og bedste promoter-tilbud. På grund af den engelske hype kom der nemlig mange henvendelser fra andre lande.

– Vi havde ikke travlt med at sætte et hold i Europa. Vi ville se hvad vi fik af tilbud. Den største udfordring ved vores livestrategi var at finde en engelsk agent, der kun skulle booke England. Branchestandarden er, at de engelske agenter gerne får Europa også – og nogle gange mere. Men der er mange andre, der er bedre til de øvrige europæiske lande. Så det kræver is i maven at sige til en engelsk agent: ”I kan kun få England”.

Så i mellemtiden lavede Rintza og Skandinavian CPH nationale promoter-aftaler. Ud over franske Junzi Arts, efterhånden med tyske Landstreicher Booking, hollandske Friendly Fire og belgiske Toutpartout. Samtidig med at Chinah kom med på vigtige udenlandske showcases: MaMA i Paris i oktober, to Ja Ja Ja-aftener i Hamborg og Berlin i november, Where’s The Music i svenske Norrköping i februar og by:Larm i Oslo i marts.

Efter den svenske showcase slog en agent fra engelske United Talent (tidl. The Agency Group) så til på en aftale kun for England. “Det er uhyre sjældent det sker – jeg tror kun det er MØ, jeg kender, som har fået samme slags aftale”, siger Rintza.

Agenten kunne tre dage efter det svenske job se Chinah sælge London-klubben The Waiting Room ud som headliner – fyldt med branchefolk indbudt af NO3 og Skandinavian samt 150 betalende fans. Stedet var proppet – det er sådan noget, der gør indtryk ”over there”.

– Den engelske agent skal nu gøre det han er bedst til: sætte jobs op i England. Han var den sidste brik, jeg gerne ville have på plads, siger Rintza, som fortæller at finske Full Steam også kom til efter den svenske showcase, og som sammen med svenske Luger, norske Atomic Soul og de tidligere nævnte italienere Radar Concerti udgør det europæiske promoter-hold som Rintza og Sølvsteen har ønsket sig: “Alle er dedikerede promotere, som har overbevist os med deres ideer og engagement. Jeg mener, bandet nu står med det perfekte set-up…”

Det mener Kristoffer Bang og NO3 også. De lukkede en aftale med Epic Records for Benelux-landene i marts omkring den nyudsendte EP ”Once The Lights Are On”. Og hvis det går som planlagt kan der også snart laves lignende aftaler for blandt andet GAS-landene (Tyskland, Østrig, Schweiz).

Drømmen om en major

– Vi er nået langt i England og via radioshowene er vi også nået ud til det brede publikum. Det kan vi også se, når vi nu kommer i medier som ID Magazine, som er meget mere end musik. Og at vi sælger The Waiting Room ud, viser også at vi har en fanbase i England. Stadig beskeden, men voksende. Samtidig er bloghypen bibeholdt, siger Kristoffer Bang

– Men vi må erkende, at der skal mere til for at få en stor kontrakt med et major-selskab. Da vi gik til projektet, gjorde vi det med tanken om, at det optimale ville være at lave en kæmpestor deal med et world wide label. Som NO3 kan vi godt lave vellykkede fremstød i f.eks. England. Men vi har brug for ”større muskler”, som jeg kalder det – vores er begrænsede. NO3 kan f.eks. ikke hyre radiopluggere i alle europæiske lande, Sydafrika, Australien, USA osv. Det har vi ikke midler til.

– Vi ser nu, at majors kræver større resultater, end vi hidtil har kunnet performe. Og vi kan mærke på de forhandlinger, vi har haft, at de skal se lidt mere succes. Så som et skridt på vejen mod den store amerikanske eller engelske pladekontrakt, har vi lavet en aftale med Epic Records i Benelux-landene. Vi har set, at Chinahs musik performer godt i Holland og Belgien ud fra vores Spotify Analytics, og derfor har vi taget en snak med labels dernede og har fået en god aftale i hus med Epic, som blandt andet går ud på lave fokuseret PR og målrettet at få Chinah ind på de rigtige lister på Spotify.

Stærke i Spotify

Med et godt salg, og især masser af streams, kan det betyde at NO3 står stærkere i kommende forhandlinger – en taktik der ligger helt i tråd med Disco:wax’ og NO3s ry for at være stærke, når det gælder Spotify:

– Jo, det er noget vi bruger meget tid på. Og vi gør det via folk med lokalt kendskab. For der er mange store playlister på Spotify, som folk abonnerer på – det er den måde de opdager ny musik på, fordi de måske ikke selv har overskud til at sidde og finde det på nettet. Så hvis vi får Chinah ind på de lister med rigtig mange abonnenter, er vi garanteret et vist antal streams.

Sammen med lignende aftaler i et par områder til – og så måske en mindre tur som headliner i England via den nye aftale med United Talent – får det NO3 til at håbe at ”de store” kan overbevises. – Og ellers gør vi det selv via del-aftaler, lyder det bestemt fra Kristoffer Bang.

Bump på vejen og gode råd

Af godt og skidt på vejen og do’s and dont’s fortæller Bang og Rintza, at årets afbud til South By SouthWest var en streg i regningen:

– Chinah var inviteret, men de ville med stor sandsynlighed ikke kunne have fået det nødvendige arbejdsvisum. Ikke fordi vi ikke søgte tids nok, men fordi gruppen var så ny, at de ikke kunne godkendes af de amerikanske myndigheder som et ”recognized international act”, som det kræves for den type visum, siger Martin Rintza. Det skal sommerens job på Roskilde Festival, kendte tyske festivaler som Puls Open ved München, og hvad der ellers kommer til, være med til at ændre på. Og så satses der i stedet på andre shows i New York og LA i efteråret og SXSW til marts næste år. For også i USA har blog-omtalen skabt interesse – og gruppen har allerede haft masser af streams der.

– Men ellers: Sørg for at have godt med aktivitet i et område og gør dig synlig, før du rejser dertil, siger Kristoffer Bang. – Ellers får man meget hurtigt brugt sine penge. Selv med den forberedelse vi har lavet på forhånd, har støtten fra MXD til vores fremstød været væsentlig for i det hele taget at kunne realiseres.

– Hver beslutning koster penge i introfasen, supplerer Martin Rintza: – Vi har sagt nej til showcase i Schweiz, fordi vi prioriterede by:Larm. Man skal hele tiden tænke sig om, hvor man bruger sine penge og sin tid. Alt i udlandet koster penge, og i starten er det investeringer.

– Man skal heller ikke tage alle de showcases, man kan. Vi kunne godt være kommet på Eurosonic i januar, men som jeg tidligere har sagt, skal man bruge Eurosonic rigtigt. Den er eftertragtet, men man får som regel kun en chance, og CHINAH vil være bedre rustet til den i 2017. Vi kunne også godt være kommet på Tallinn Music Week i Estland, men det koster. Vi vil hellere spille to jobs i London, som vi gjorde. Man skal virkelig være fokuseret på, hvor og hvordan man vil opbygge noget.

– Det handler om ressourcer – for os, NO3 og Chinah, som blandt andet er nødt til at gå i skole og arbejde på café på nuværende tidspunkt, siger Martin Rintza, der især roser gruppen på et område, og som et eksempel andre kunne lære af:

– Chinah har på et meget tidligt tidspunkt accepteret at de skal rejse let. De har deres egen pult og in ears system med – det fylder en flightcase og er småt men effektivt. De har investeret i en god lydmand og deres eget lydtekniske setup, som kan sættes op på mindre end et kvarter – og lyder som om de har haft lydprøve i fem timer. Det lyder knivskarpt, om det er på et stort spillested eller en lille bar, hvor nogen bare har stillet et lille PA op.

– Det er vigtigt for at nyt band, at man ikke brækker nakken på dyrt anlæg, dyr indleje, overvægt osv. Og det imponerer folk – blandet andre den engelske agent, da han så dem i Sverige. Det giver bandet respekt, siger Martin Rintza, som om et år forestiller sig Chinah som headliner-band i Europa, med et helt album i ryggen, klar til USA-tour omkring SXSW og klar til større festival-jobs om sommeren.

12697436_1658593567734876_2202410348922660115_o
Chinah solgte The Waiting Room ud
Redigeret
25.04.2016