Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

”Residenser” – en anderledes arbejdsmetode

Henrik Friis

Liima (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

Arbejdsformen opstod egentlig ved et tilfælde, men den har ikke blot skabt den dansk-finske gruppe Liima, men også resulteret i to albums, hvor korte, intensive forløb holder de fire medlemmer skarpe og fokuserede.

Det Liima, der i næste uger tager på en 2 ½ måneds turné rundt i Europa opstod nærmest ved et tilfælde – og først hen ad vejen:
Efterklang var måske nok flad som gruppe, da den lagde roret om i starten af 2014 efter 10 år med stadig mere omsiggribende projekter, store pladeproduktiuoner og international turneren med 200 rejsedage om året. Men de var trætte af hinanden som musikere og personer, og derfor takkede de tre ja til opfordringen om at gennemføre et kort, konkret samarbejde med den finske percussionist Tatu Rönkkö på den genre-krydsende og eksperimenterende Our Festival nord for Helsinki i juli 2014.

Rönkkö havde på det tidspunkt været del af Efterklangs livehold gennem et par år, og var altså et velkendt ansigt, men det her projekt var alligevel anderledes:

– Our Festival gav os en uge med udstyr og forplejning i et lille sommerhus ved en sø. Og bagefter gav de os nogle dage på festival-området for at gøre det færdigt. Altså 7-8 dage til at lave al materialet inden vi skulle stille op foran publikum og spille en hel koncert, fortæller Liimas manager og bassist Rasmus Stolberg.

Mere end et éngangs-eksperiment

– Vi troede bare, det var et engangs-eksperiment. Men der skete et eller andet. Der var ekstrem meget inspiration, og vi fik lavet noget musik, vi var begejstret for. Der var enorm god indre feedback i bandet, lige som der var fra de mennesker, der overværede koncerten. Og da vi lyttede til en optagelse af musikken dagen efter, blev vi lidt paf over hvor godt, vi alle sammen syntes, det lød. Den morgen besluttede vi med det samme at videreføre projektet.
Det gjorde de fire så i Efterklangs studie i Berlin et par måneder senere. De gav sig selv fem dage i studiet og på den sidste dag gav de koncert i foran 40 venner i et lokale de lånte til lejligheden:

– Og der skete det igen: Vi fik lavet fem sange på fem dage, og vi fik spillet dem live. Det føltes rigtig godt på scenen – og også bagefter da vi lyttede til det, husker han.

Det skabte dels erkendelsen af, at de fire havde skabt et nyt band, der skulle have et nyt navn: Liima, der betyder ”lim” på finsk – og lyder også lidt eksotisk a la den peruvianske hovedstad. Og det gav dels gnisten til at kontakte Bob Van Heur fra Belmont Bookings, der var Efterklangs booking-agent i Holland.

Van Heur kan, med Stolbergs ord ”godt lide at lave ting, der ikke passer lige ind i den gængse album-cyklus-Europatur”. Og han fandt hurtigt frem til Istanbul-spillestedet Salon Iksv. Det skulle have repareret sit indgangsparti i januar 2015. Men salen var der ikke noget i vejen med, så den fik Liima lov til at låne i fem dage med konklusion i to koncerter, da klubben blev genåbnet i weekenden. Med fem helt ny-skabte numre samt materialet fra de to foregående residenser.

– Her var der pludselig tale om, at vi blev fløjet ind, fik hotel hele ugen og fik honorar for at spille de to koncerter. Og det næste der sket var, at vi i maj 2015 – via Bob’s og egne kontakter – blev inviteret som ”artist in residence” og fløjet ind til Aleste Festivalen på Madeira, igen med resultat i fem nye numre med konklusion i koncert på festivalen, husker Rasmus Stolberg.

“1982” – Liimas seneste album

20 numre på 4 arbejdsuger

20 numre skabt på fire residens-uger: Et bemærkelsesværdigt resultat, specielt målt med Efterklang-alen, og de fire Liima’er enedes da også hurtigt om at få indspillet musikken og udgivet den. Efter en superkort intens tur på tre job gik de fire i et studie i Berlin og indspillede 16 af de 20 sange på tre dage.
– Alt var live. Ingen dubs eller noget som helst. Det var en form, vi var meget interesseret i, fordi det var en meget anderledes arbejdsproces for os alle sammen. I forhold til Efterklang, i forhold til Tatu. Men også i forhold til de fleste andre projekter. Der er nogle rock-og-rul-plader, der bliver lavet på den måde og nogle jazz-plader. Ellers er det egentlig en gammeldags måde at lave plader på. Men det fungerer rigtigt godt for os, forklarer Rasmus Stolberg.

Det kunne høres på debut-albummet ”ii”, udgivet internationalt af Efterklangs pladeselskab 4AD. Stolberg beskriver albummet som meget spontant. Meget et øjebliksbillede. Og faktisk er gruppens nyeste album ”1982”, udgivet på City Slang, skabt på akkurat samme måde:

Luksushotel kontra industri-køkken

De fire var så glade for modellen, at Liima allerede var gået i gang med at lave næste plade, da ”ii” udkom i marts 2016. Først via en residens på London Edition-hotellet med natklub, som var lukket til hverdag, men hvor gruppen så kunne arbejde og give koncert med det nye materiale i weekenden. Det var i januar 2016. Måneden efter var det på Frost Festivalen, hvor de fire fik stillet et nedlagt industrikøkken på et hotel til rådighed inden koncert på festivalen. Derefter var de artist-in-residence på Jardins Efémeros-festivalen i portugesiske Viseu i juli 2016, inden sidste station var et arbejdsværelse og koncert på Michelberger-hotellet i Berlin få uger senere. Alt sammen igen skabt på fire-fem dages forløb og alle med en koncert på den sidste dag, hvor de nye numre får premiere.

Det SKAL være korte forløb

Det skal være så korte forløb?

– Ja, det skal det. Og det er der flere grunde til: Vi bor ikke i samme by, men i København, Helsinki og Lissabon. Så når vi skal skrive, skal vi under alle omstændigheder har fløjet nogen ind. Derfor virker den her metode enormt smart.

– Det andet er, at vi har mange projekter. Nogen har vi sammen – andre hver for sig. Jeg selv har familie – det påvirker også. Så derfor handler det om; hvordan bruger vi tiden allerbedst. Og her er det ekstremt effektivt for os, at der altid er en premiere-koncert foran os som mål, hvor vi så har 4-5 dage til at lave materialet.

Engagement, motivation og beslutsomhed

– Det skaber engagement, det skaber motivation. Og beslutsomhed, fordi man er nødt til at træffe beslutninger. Men søger mod de gode kompromisser i processen. Nogen gange tager man nogle kampe. Heldigvis. Men man går ikke ned. Man kan godt mærke, hvis man begynder at fokusere på en detalje, som faktisk ikke er så vigtig. Så bakker man hurtigt ud, og så bliver det noget konstruktivt i stedet for, siger Stolberg.
Arbejdsmetoden har været en åbenbaring for gruppen: Hvordan kunne det lige lade sig gøre, at skrive så mange sange på så kort tid sammen – når man tidligere var måneder om processen?

Betyder den skiftende geografi noget – kan den høres i musikken?

– Det er et godt spørgsmål. Rent internt har det helt klart en værdi og skaber en slags musikalsk geografi over det, vi skaber sammen. Om det så når ud til lytteren, kan være svært at vurdere. Men på den anden side: De sange vi lavede på Madeira, de lyder da helt klart mere tilbagelænede, og der er mere solskin i det, end der var i Istanbul, hvor det sneede og var tæskekoldt, og hvor vi stod i et mørkt studie og var meget forknudrede. Det var sådan en lidt mørk techno-musik, vi fik lavet der. Og så er der et nummer som ”Life is Dangerous” fra det nye album, som er fra luksus-hotellet i London, hvor vi knap kunne gå efter at have fået den der 5-retters morgen-menu…. De steder vi er, påvirker helt klart musikken, jeg kan bare ikke helt greje hvordan.

Liima (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

Strategisk bonus

– Som band har vi også fået meget ud af det rent strategisk. For vi får en masse venner og anderledes samarbejdspartnere ud af det. Der er en festival i Finland, der har været med til at skabe bandet – hver gang jeg møder kuratoren, takker jeg ham for, at han satte os sammen. I Istanbul er der et spillested, der har lagt adresse til to numre på vores debut-plade. På Aleste-festivalen på Madeira har vi skrevet ”Amerika”, som er et af Liimas populæreste numre, og hvis vi spørger, om vi må spille der igen, vil der være stor velvilje. De har alle en aktie i en del af vores historie, og det er enormt fedt at involvere spillesteder og festivaler. Frost Festivalen er en del af den nye plade. Michelberger Hotel også – der lavede vi release-party. Det gør, at du har flere ambassadører, som kan hjælpe dig med at få dit budskab ud.
Leder I efter de her kontakter eller kommer de til jer?

En ide for andre?

– Det er lidt tilfældigt. Nogle er nye – andre gamle. Det er en løbende proces. Men efter den første plade kunne vi godt mærke, at der kom flere af den slags henvendelser. Folk tænker: ” Måske kan vi også have det her band hos os”. Jeg håber også at det kan inspirere andre bands til at tænke på denne måde og etablere nye arbejdsmetoder, platforme og samarbejdspartnere.
Vil I direkte opsøge nye steder til residencies?

– Det handler mest om muligheder, der byder sig. Lige nu taler vi om, at det kunne være fedt at komme tilbage til Finland, nu hvor Tatu er flyttet tilbage til Helsinki. Så vil vi gerne have et i Lissabon, hvor Caspar har base. Og jeg vil gerne lave et i København, fordi jeg er træt af at rejse så meget. Og så kommer der måske et sidste eksotisk indslag… Det jeg kan sige lige nu er, at vi taler om et residency, hvor vi har en gæste-solist/featured artist med – som en yderligere samarbejds-inspiration…