Vores fornemmelse er, at Iris Gold bare skal have et hit – så kan det gå amok

Udgivet
16.12.2019
Iris Gold har bare et godt tag på sit publikum og omvendt – som her 9. juli i år på Wonderfull Days festivalen

Af Henrik Friis

Iris Gold gik til Nicolai Winther, da karrieren skulle relaunches – nu er hun allerede kendt på det europæiske festivalmarked, har optrådt for pop-konger og præsidenter – og har verdensstjerner i vennekredsen.

Nicolai Winthers forbindelse til Iris Gold blev skabt i 2016. Nicolai var tilbage i Danmark efter sit studieophold i England, men lyttede af gammel vane stadig til BBC, som præsenterede en ny dansk sanger som ”Artist of the week” på programmet BBC Introducing:

– Branchen er så lille, at der ikke er nogen dansk artist der bliver ”artist of the week” uden man kender vedkommende. Men jeg kendte virkelig ikke Iris Gold og tog straks kontakt via Facebook. Hvorefter hun svarede tilbage, at jeg skulle kontakte hendes management, som også havde navne som Charli XCX og Libertines på rosteren. Jeg arbejder på RE:A:CH dengang og fandt ud af, at hun også lige har varmet op for Taylor Swift og Robbie Williams. Jeg ville gerne lave en pladekontrakt med hende, men der skete ikke så meget mere, fordi hun er ved at forhandle kontrakt med et stort selskab…

– Men så et halvt år efter skriver hun: Nicolai – pls get in touch”, og kort efter møder jeg hende ved Universals sommerfest i København. Og det viser sig, at hun har fået tilbudt en meget stor pladekontrakt, og havde indspillet sange, men var bakket ud af det igen fordi hun ikke følte, at det foregik på hendes premisser. Så hun havde lige har fyret sit management, havde droppet det hele og var rejst hjem for at starte forfra…

Iris til optagelse hos på ZDF i Berlin til stationens morgenmagasin, 15. august 2019.

– Så mødtes vi, og fandt hurtigt ud af, at vi havde samme mål internationalt: Nemlig at etablere hende som en europæisk artist, der spiller på de store festivaler, og med et knivskarpt budskab: ”At have frihed til at være lige præcis den du er”. Iris er ikke for ingenting opvokset i et bz-miljø omkring Christiania, siger Nicolai, der anser Iris Golds historie med op- og nedture som helt unik…

Stjerne-samarbejder, K-pop og film…

Iris Gold været igennem nogle store forløb både i USA og i England – og har arbejdet sammen med nogle af de største i verden. Med Nicolai Winthers ord har hun arbejdet sammen med mennesker, man ikke kommer i nærheden af på den danske musikscene. Hun har været support for Blur, Robbie Williams, Miguel, Erasure. Hun har arbejdet med producere som Jake Goslin (Ed Sheeran), Dimitri Tokovoi (Charli XCX, Placebo), MNEK (Beyoncé), Fred Ball (Rihanna, Madonna) m.fl. Ja, Jay-Z bedt hende om at sende ham sange. Hun har også skrevet musik til nogle Hollywood-film og har selv medvirket i en. Hun har skrevet K-Pop og haft pæne hits i Japan. Hun har kort sagt prøvet en hel, hel masse. Men havde også tabt sig selv i processen, og ville gerne starter forfra og finde ud af hvem hun egentlig er som kunstner.

Iris Gold delte scene med præsidentfruen Brigitte Macron, den portugesisk/angolanske sanger Pongo og præsident Emmanuel Macron ved ”Fete de la Musique” i juni i år.

Nicolai selv var ikke så meget i tvivl. Han så en masse kernepotentiale, som man kunne arbejde videre med, og indgik management-aftale med Iris Gold allerede inden at have set hende live. Et par liveklip på YouTube havde overbevist ham.

Så herhjemme var Iris Gold i efteråret 2016 stille og roligt gået i gang med at arbejde med at skrive nye sange – bl.a. sammen med Gisli Gislason (Phlake). Men for at sætte nye målsætninger op, sagde Nicolai ja til et job som support for Saida Loveless på Ideal Bar. Det var 16. februar 2017. Det så Stefan, manageren for Phlake, så allerede ugen efter gav hun igen support-job – denne gang for Phlake på Store Vega. ”Og derfra går det egentlig bare amok”, som Nicolai beskriver udviklingen.

Præsident Macron har også vinylen med Iris Gold…

Nicolai Winther fandt ud af, at Midem festivalen i Cannes var ved at re-introducere deres live-scene – og Iris Gold blev udvalgt til at spille showcase i juni 2017. Manageren mente, at det var et godt sted at præsentere Iris Gold som ny artist. og det gav med det samme resultat. Patrik Larsson, fra Playground Musics svenske kontor, sidder i Midem’s kunstneriske udvalg, og han lavede Skandinaviens-aftale med Iris lige efter hendes vanligt eksplosive optræden i Cannes. (Her fik hun også forbindelse til den gamle Eurythmics-kæmpe Dave Stewarts bagland – men det vender vi tilbage til).

Iris Gold ved hvad hun vil på scenen: – Jeg kunne med det samme se, at hun er benhård, dedikeret og stiller krav om, at der skal leveres fra musikerne i bandet. Og det giver afkast i, at de er super stærke på en scene. Hun sætter barren meget højt, men det er også nødvendigt, hvis du vil gøre dig internationalt. Jeg genkender det fra London: Man skal skille sig ud, og man skal være anderledes. Hvis du bare er en eller anden standard-artist fra Danmark, så kommer du aldrig til at gøre dig. Du er nødt til at have en eller anden form for X-Factor, siger Nicolai og fortsætter:

– En ting er at have en million streams, men du er nødt til at kunne konkurrere. Du er nødt til at kunne levere. Hver gang. Om der så er 5000 eller 20 tilskuere. Det kræver en anden arbejdsmentalitet, og jeg har ikke set nogen i Danmark have sådan en mentalitet, som Iris har, siger Nicolai.

I 2018 eksploderede det nærmest – også herhjemme. Iris rykkede sammen med boookingen over til Copenhagen Music og fik lavet en aftale for Europa. Efter by:Larm i Oslo og JaJaJa showcase i London spillede Iris Gold bl.a. til Gaffa-prisen, SPOT, Roskilde, Musik i Lejet, var med på Grøn Koncert-karavanen plus headliner-jobs på danske spillesteder.

I godt selskab – London august 2019: Iris Gold flankeret af legenderne Nile Rogers og Dave Stewart i en hyldest til Eurythmics musik. Samme Stewart er indgået i et samarbejde med Iris, der stiler med de øverste luftlag på hitlisterne.

Eurosonic, 33 festivaler, præsident Macron og Dave Stewart

Og i 2019 har hun så for alvor markeret sig internationalt allerede fra starten af året:

– Det har været helt sindssygt efter Eurosonic i januar. Vi blev booket til 12-13 internationale festivaler – bare på grund af den ene performance. Det er jo vanvittigt. Og her har støtten fra MXD virkelig været vigtig. For en ting er at blive booket til showcasefestivalerne, men økonomien er jo ikke specielt god. Det er mest en investering.

– Iris spillede 33 festivaler i sommer. Som en af meget få danskere har hun været på en decideret Europa-turné. Og det er bemærkelsesværdigt, for hun har jo ikke et bredt hit. Men fordi hun går ud og leverer som hun gør, så kommer der nye koncerter ud af det – efter hver optræden. Hun overbeviser ved sit nærvær og sin tilstedeværelse, forklarer manageren.

Iris Gold har også gjort opmærksom på sig selv ved andre lejligheder i løbet af sommeren. I juni optrådte hun i Paris for Frankrigs præsident Macron og 2499 andre tilskuere ved hans ”Fete de la Musique”, da Elton John blev belønnet med den franske Legion d’Honneur-orden (et job, der var kommet i stand efter Iris Gold et par uger forinden havde givet den max gas ved et andet job i Paris – selv om det hele var ved at regne væk). Og i august var hun en af frontfigurerne sammen med legenderne Nile Rodgers og Dave Stewart ved Meltdown festivalen i London – ved en specialkoncert, der hyldede Eurythmics gamle hits.

Ud af niche-båsen – og ind i radioen..

Den opgave, der venter nu, er at få Iris Gold ud af soul-nichebåsen – dybest set kunne mange af hendes sange lige så godt være på pop-hitlisterne, mener Nicolai Winther – og der skal arbejdes på, at gøre hende til en streaming- og især radio-artist. Det er hovedfokus nu. For Iris og Nicolai er helt bevidste om, at hun ikke udelukkende kan leve af at være et live-artist. Lige som hun gerne vil anerkendes for sin musik også – ikke ”bare” live-optrædenen.

Så Iris Gold har for nylig været i Los Angeles og Stockholm til sangskriver-sessions – med henblik på kommende udgivelser. Og i september-oktober har hun også været i London for at indspille med netop Dave Stewart og hans team. Lige nu er det ikke afklaret, om dét skal udgives i Iris’ eget navn eller som et duo-projekt.

– Men helt basic synes Stewart & co. også, at Iris Gold har format til at slå større igennem. Så de vil lave et hit med hende. De vil have, at hun skal være en verdenstjerne, og synes det er lidt mærkeligt, at hun ikke er det allerede, smiler Nicolai og konstaterer at Warner Chappell (”desværre”) allerede har signet hende på publishing-siden – af Blue Hamilton, der også signede Katy Perry i sin tid. ”Desværre” fordi Nicolai godt kunne have tænkt sig at have indgået den aftale…for det er en god deal, der som skrevet allerede har kastet Hollywood-musik og K-pop af sig.

På bundlinjen handler det om at få lavet nogle sange som folk kan relatere til. Så man kan dykke ned i hvem hun er som artist og få fokus på hendes person. Og i udlandet er der tegn på, at man er begyndt at få øjnene op for Iris Gold. Så sent som i oktober bvar hendes single ”A Lot To Give” Track of the Month hos BBC London.

Iris Gold sammen med BBC London-værten, Shay Grewal. Iris’ “A Lot To Give” blev månedens track i oktober på BBC-stationen.

– Det sjove er, at det hele ræsonnerer rigtigt godt, med det vi har gang i udlandet. Danmark er jo et lille land, og den musik hun laver er måske en smule niche-orienteret, men i det store udland er der et kæmpe marked for det hun laver, se bare på Lizzo, der har åbnet op for den type musik – også i Danmark. Derfor har vores fokus fra start også været internationalt – og det fortsætter i det nye år hvor Finland, Tyskland, Østrig og Schweiz skal besøges i februar-marts (MXD støtter promotionen i GAS-landene, red.). Foreløbig er 17 jobs i kalenderen. Og så er de første store festivaler næste år kommet i kalenderen. Bl.a. i England.

– Vores fornemmelse er, at hun ”bare” skal lave ét hit – så kan det gå helt amok. Alle folk er klar. Der er booking på plads i GAS-landene, Finland, Sverige, Grækenland. Der er så mange mennesker, der er klar til at trykke på knappen. I mellemtiden er min rolle at finde nye partnere, pr-bureauer, sangskriver-partnere, og så at brede hendes historie ud.

Redigeret
16.12.2019