Halvvejs gennem programmet har deltagerne i ”EMPOWERMENT VIA REPRESENTATION – INTERNATIONAL SPONSORSHIP PROGRAMME” allerede skabt resultater – og et vigtigt bånd til hinanden

Udgivet
29.02.2024

Halvvejs gennem programmet har deltagerne i ”EMPOWERMENT VIA REPRESENTATION – INTERNATIONAL SPONSORSHIP PROGRAMME” allerede skabt resultater – og et vigtigt bånd til hinanden.

I slutningen af marts sidste år offentliggjorde MXD det helt nye projekt ”EMPOWERMENT VIA REPRESENTATION – INTERNATIONAL SPONSORSHIP PROGRAMME”. Formålet var at støtte kvindelige danske industrifolks deltagelse i nogle af de netværksarrangementer, konferencer og showcase-festivaler, der er helt essentielle for at have adgang til det europæiske marked, og dermed eksporten af dansk musik. Samtidigt ville man bidrage til en positiv udvikling i musikbranchen, der er præget af en skæv kønsbalance.

En investering i den enkelte brancheperson
Ti deltagere blev udvalgt til projektet, og de er nu halvvejs igennem forløbet, hvor de i løbet af et år får dækket alle udgifter i forbindelse med akkreditering, transport og hotel på fire selvvalgte brancherelevante begivenheder. Derudover er MXD’s team også tilgængeligt for deltagerne til både sparring, større og netværk.

Emilie Skovgaard Sørensen, der er Music Supervisor og manager for artisten Barbro, beskriver forløbet således:

Programmet giver kvindelige entreprenører muligheden for at få viden og kontakter i den europæiske musikbranche. Showcase-festivalerne fungerer som et udstillingsvindue for artister, hvor de kan præsentere deres musik. Men det er også en mulighed for musikbranchen til at mødes. Festivalerne kan være svære at tilgå, fordi de er så store. Der er hundredvis af optrædende bands, og endnu flere mennesker der deltager. Derfor har det været en stor tryghed at kunne følges og udveksle med de andre deltagere, så vi sammen kunne få det bedste ud af det. Carolina fra MXD har været med på sidelinjen, og som en erfaren ’showcase-festival-gænger’ har hun guidet os og hjulpet, hvis vi har haft nogle spørgsmål.

Laura Cecilie Krogtoft – der er freelancer, og arbejder med at facilitere musik og kunst på forskellig vis bl.a. gennem management, eventproduktion, kuratering og kreativ rådgivning – fortæller, at programmet også bidrager til at nedbryde nogle af de adgangsbarrierer, der kan være i musikindustrien, og som i nogle tilfælde statistisk set er særligt gældende for kvinder og minoriserede personer.

”Det er et program, der investerer i den enkelte aktør nu og her, for dermed at fodre en bæredygtig karriere på sigt. Jeg mener, at et bæredygtigt liv for dem, som arbejder med at facilitere eller udbrede kendskabet til musikken, også vil påvirke den skabende eller udøvende kunstners virke positivt,” fortæller hun, og understreger vigtigheden i at programmet lægger op til samarbejde og bidrager til en fællesskabsfølelse de deltagende imellem.

Caroline Borring, PR Manager hos Tambourhinoceros og Nordic Waves, beskriver programmet som et godt tiltag både nu og til morgendagens musikbranche: 

Vi har et stærkt fællesskab, der er masser af engagement – en gruppe stærke kvinder, der vil fremad i musikbranchen og skabe et sundt arbejdsmiljø.”

En helt unik, hjælpsom og generøs stemning
Netop fællesskabet mellem deltagerne på ”EMPOWERMENT VIA REPRESENTATION – INTERNATIONAL SPONSORSHIP PROGRAMME” er noget flere har bidt mærke i som en positiv sidegevinst ved at få støtte til at komme af sted på de vigtige branchefestivaler.

Clara Friis, der er manager for artisten Lucky Lo, fortæller, at udover MXD’s engagement og hjælp til netværksdelen var hun blevet positivt overrasket over i hvor stærk en grad det var lykkedes at skabe sammenhold mellem deltagerne:

Jeg oplever en meget stærkere fællesskabsfølelse i programmet, end jeg havde forventet. Der er en helt unik, hjælpsom og generøs stemning, som der ellers nogle gange mangler lidt i branchen. Her er der plads til at være ny og ikke vide alting, men vi kan også bruge hinanden til at gøre forretninger, søge råd og dele netværk.

Det er også noget Emilie Skovgaard Søren har lagt mærke til: ”Jeg havde ikke tænkt over, hvor givende det ville være at rejse med de andre deltagere i programmet. Vi har mødtes til koncerter, spist morgenmad sammen, fulgtes til mingling og så videre. Det har givet mig kæmpe gåpåmod og energi. De andre er nogle af de dygtigste og sejeste mennesker i den danske musikbranche, og jeg glæder mig til at følge med i deres rejser også,” fortæller hun.

Laura Cecilie Krogtoft deltog i en netværksmiddag arrangeret af MXD i starten af december, hvor hun tilfældigt havnede til bords med to kvindelige industrifolk fra den internationale musikbranche: ”Dem havde jeg overraskende meget tilfælles med. Blandt andet en del fælles bekendte, fælles musikalske referencer og interesseområder. Den ene af disse skal jeg nu besøge i London til foråret, og hun er, udover at være en potentiel fremtidig samarbejdspartner, også en ny potentiel ven,” fortæller hun.

Konkrete resultater og vigtige møder
Men der er ikke blot skabt et netværk deltagerne imellem. De beretter også om konkrete resultater, der er skabt på baggrund af deres deltagelse i programmet.

Kaylee Wesley Pearsen, der er ejer af Happy Duck, deltog på Eurosonic, hvor bandet Aysay, som hun er manager for, skulle spille:

Mit mål for deltagelse i Eurosonic var at promovere Aysay og lede efter nye samarbejdspartnere til dem. Det lykkedes. Aysay fik flere konkrete tilbud om spille koncerter efter deres showcase, og jeg mødte rigtig mange industrifolk, som jeg helt sikkert kommer til at arbejde med i fremtiden,” fortæller hun.

Også Caroline Borring deltog på Eurosonic: ”Jeg deltog, som repræsentant for Tambourhinoceros, og undervejs skulle jeg netværke med forskellige journalister, der har vist interesse for artisterne på vores pladeselskab. Der var også en række andre branchepersoner, der var relevante at snakke med i forhold til fremtidige PR-samarbejder. Det resulterede i tre nye kontakter hos nogle virkelig prominente internationale indie labels, og selvfølgelig en masse gode samtaler og nye projekter til fremtiden,” fortæller hun. 

Efter Eurosonic og den tyske Reeberbahn Festival kom Clara Friis også hjem med gode resultater: ”Der var flere bookere, der kom til Lucky Los show især på Eurosonic. Efterfølgende har vi landet nogle vigtige festivaler og startet nogle rigtig betydningsfulde dialoger.

På den hollandske festival ADE skete der også fremskridt for den danske musikeksport. Denne gang ved deltagelse af Olivia Junget, der er A&R og arbejder med publishing:

Mit mål var at skabe kontakt til en masse branchefolk og udvide mit netværk, og det har båret frugt. Jeg fik kontakt til en tysk artist på ADE, som var klar på at arbejde med en af de sangskrivere, jeg repræsenterer. Nu er der et cut på vej! Desuden havde jeg møde med Maximillian Paproth, der er Vice President for Universal Music Central Europe, og det var virkelig spændende. Vi har holdt kontakten og laver en hel del i dag. Desuden lykkedes jeg med at få min sangskriver Mathilde Nyegaard med til en Universal Camp i Berlin. Jeg havde også møde med Matt D’Arduini, der er Senior Vice President for Arista Records, hvilket også var super givende. Jeg havde også møder med Warner Music Central Europe, Tileyard og Universal Music SE – og jeg er stadig i kontakt med dem alle, hvilket føles virkelig godt,” fortæller Olivia.

Masser at se frem til for deltagerne
”EMPOWERMENT VIA REPRESENTATION – INTERNATIONAL SPONSORSHIP PROGRAMME” fortsætter året ud. Det er forskelligt, hvor mange branchefestivaler deltagerne har til gode at deltage i, men de glæder sig alle til at komme ud og suge endnu mere erfaring og netværk til sig, mens de skaber resultater for den musik, de arbejder med.

Jeg ser frem til flere festivaler med spændende musik og endnu flere møder med potentielle samarbejdspartnere. Jeg er mega spændt,” fortæller Olivia Junget.

Laura Cecilie Krogtoft glæder sig ligeledes til at øge sit internationale netværk: ”Jeg glæder mig til at besøge forskellige europæiske byer og udforske deres musikscener, herunder de mennesker som arbejder på såvel som bag scenen.”

Kaylee Wesley Pearson planlægger også at bruge denne mulighed til at besøge nogle af de branchefestivaler, hun endnu ikke har været på: ”Jeg ser frem til at kunne deltage en showcase-festival eller to, som jeg ikke er prøvet endnu. Og så ser jeg frem til at udvide mit netværk endnu mere,” fortæller hun.

Der er mange vigtige musikbranche-begivenheder i vente for den sidste del af programmets forløb, og én af dem er Englands største, nemlig The Great Escape i Brighton. Den skal bl.a. Emilie Skovgaard Sørensen besøge, som en del af programmet:

”Den glæder jeg mig til, for englænderne har altid været enormt gode til at eksportere musik og lave internationale succeser. De har et enormt stærkt bånd til USA, når det kommer til musikhandel, og jeg vil gerne lære af dem. Derudover oplever jeg meget stor spændvidde i genrer i engelsk musik. De er førende inden for fornyelse af rock og pop, og i England er der også selskaber og publikum til meget mere eksperimenterende musik.”

Clara Friis er for nyligt startet i to nye jobs i musikbranchen, og hun nævner også hvordan begge arbejdspladser nyder godt af, at hun er ude og udvide sit netværk: ”Begge virksomheder så min deltagelse i programmet som en fordel for dem, for det kommer ikke kun mig selv til gode, men også alle de mennesker jeg arbejder med herhjemme,” forklarer hun.

Empowerment Via Representation deltagere:

Maria Borg – No3/Discowax
Lorri Lin – Brimheim
Emilie Pil – Friday Management
Sara Fargam/Caroline Borring – Tambourhinoceros
Clara Friis – Lucky Lo
Emilie Skovgaard Sørensen – Barbro
Kaylee Wesley Pearson – Happy Duck
Laura Cecilie Krogtoft
Olivia Junget – Tigerspring
Arense Warny – Carrie Management

Redigeret
29.02.2024