LA Crushing On DK – Sæson 2021-2022

Udgivet
11.04.2021

Næste etape af LA Crushing On DK er nu igangsat. 

Projektet er en hjørnesten i MXD’s længerevarende indsats for at styrke samarbejdet mellem dansk og amerikansk musik. 

LA Crushing On DK adskiller sig fra mange af de typiske eksport- og netværksprojekter ved:

– At de danske deltagere forpligter sig til at dele deres amerikanske netværkskontakter med den øvrige danske musikbranche; Når de amerikanske musikbranchefolk kommer til Danmark, er hver dansk deltager således vært for en eller flere af amerikanerne, og danskerne har ansvar for at organisere et besøgsprogram, hvorigennem amerikanerne introduceres for andre danske musikselskaber, kunstnere, shows etc.  

Et af projektets delmål er altså at understøtte videndelingen og samarbejdet på tværs af den danske branche, dvs. at stimmulere klyngedannelsen i den danske musikbranche. 

– At de amerikanske musikbranchefolk ikke blot sættes i stævne på amerikansk jord, men at amerikanerne også inviteres til Danmark for at give dem en bedre forståelse af den danske musikscene, dansk kultur og for at give flere danske selskaber, branchefolk og kunstnere en mulighed for at møde amerikanerne. 

Udover at placere fremstødet i en kulturel kontekst, opnår vi en langt større opmærksomhed og fokus fra vores udenlandske gæster, end når vi møder dem på deres hjemmebane, i deres travle hverdag. 

Hovedmålet er at skabe en projektramme, der giver danskerne de bedste betingelser for at etablere langsigtede relationer og samarbejder med den amerikanske branche. 

De danske værter

MXD har denne gang valgt et hold af danske branchefolk, der står bag en række af de projekter, som MXD har ydet eksportstøtte indenfor det seneste år, og hvor MXD vurderer, at LA Crushing on DK kan tilføre disse projekter værdi. 

De danske deltagere er: 

Jens Karlsson (Heartbeat Management)
Jesper ‘Yebo’ Reginal (Crunchy Frog, Crunchy Tunes)
Mirza Radonjica (Prime Collective)
Søren Mensberg (3rd Tsunami, Riotville Records)

Programmet 

De første møder med amerikanerne sker pga. Covid-19 online, men vi håber at kunne bringe amerikanerne til Danmark sidst på året eller i begyndelsen af 2022. 

Foruden de individuelle besøgsprogrammer, som de danske værter organiserer, afholder MXD i samarbejde med en anden aktør en åben netværksmiddag i København, som man kan ansøge om at deltage i. 

MXD udsender et nyhedsbrev herom og info om den amerikanske delegation senere på året.

LA Chrushing on DK-netværksmiddag for den amerikanske og danske musikbranche på Statens Museum for Kunst, september 2019
LA Chrushing on DK-netværksmiddag for den amerikanske og danske musikbranche på Statens Museum for Kunst, september 2019

Hvorfor Los Angeles?

Los Angeles udgør et af musikkens globale vækstcentre. En stor del af den amerikanske musikindustri er samlet her og tiltrækker kunstnere og musikbranchefolk fra hele verden om skabelse af ny musik og lancering af nye internationale artister.

Også Dansk musik søger i disse år til LA, som aldrig før. Der er skabt markante resultater i LA for dansk musik.

MXD har fået et tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og Det Internationale Kulturpanel (IKP-puljen under Udenrigsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervsministeriet, der finansieres via Udlodningsmidlerne) til at styrke og optimere udbyttet af dansk musiks samarbejde med kunstnere og musikselskaber i LA.

Læs mere

Læs hvad een af de tidligere deltagere Thea Moe (Glass Music) fik ud af sin deltagelse i projektet i artiklen her: Når boren til L.A. bliver mindre

For yderligere information

Kontakt Carolina Echeverri: Carolina@mxd.dk

 

Redigeret
11.04.2021