MXD, VEGA OG REEPERBAHN FESTIVAL INVITERER DEN DANSKE OG TYSKE MUSIKBRANCHE TIL NETWORKING OG KONCERTER

Udgivet
13.12.2019

DELTAG I TOPMØDE MELLEM DEN DANSKE OG TYSKE MUSIKBRANCHE ARRANGERET AF MXD, VEGA, OG REEPERBAHN FESTIVAL 

Danmark er Fokusland på Reeperbahn Festival i september måned 2020.

De fire første danske navne: Drew, Calby, Boundaries og Molina, som er blevet offentliggjort af den tyske showcase festival i dag, er blevet booket af Vega og Reeperbahn Festival i fællesskab. 

MXD, Vega og Reeperbahn giver dog danske musikfans muligheden for at opleve dem først. De fire bands optræder nemlig i Vega d. 25. januar 2020.

Koncerten hedder “Verden Venter” og et stort antal nøglespillere fra den tyske musikbranche kommer op på dagen for at tjekke de fire bands ud og for at networke med den danske musikbranche.

Thomas Rohde, MXD’s direktør, udtaler: 

“Vi har igennem flere år afviklet en række koncerter og events sammen med Vega, der har haft fokus på musikeksport. Det er derfor oplagt at samarbejde om at maksimere dansk musiks udbytte af ‘Reeperbahn Festival 2020 Celebrating Danish Music’. Vi bringer en lang række af de vigtigste beslutningstagere fra Tyskland op, idet vi ønsker at give dem et medejerskab i det danske fremstød nede på Reeperbahn og igangsætte samarbejder med den danske branche”

Deltag i netværksmiddag med den tyske musikbranche

Inden de fire første danske Reeperbahn-bands går på scenen i Lille Vega, kl. 20:00, er der således arrangeret en netværksmiddag mellem den danske og tyske musikbranche i Store Vega, kl. 17:00.

MXD og Vega inviterer danske musikbranchefolk, som har en eksport-historik eller aktuelle planer i forhold til det tyske marked, til at deltage. Vi har allerede inviteret branchefolkene omkring de fire bands og MXD-støttede projekter i Tyskland. Men herudover har vi et antal pladser i frit udbud. 

Du vil kunne møde omkring 35 tyske musikbranchefolk, der er på udkig efter ny musik og danske samarbejdspartnere, heriblandt folk fra firmaer som Kompakt, City Slang, FKP Scorpio, Listen Collective, Futura Artists, Juicy Beats Festival, Haldern Pop Festival, Awal/Kobalt, Budde Talent Agency, HFN Records, Karsten Jahnke Konzertdirektion, Rodeostar, Selective Artists, Universal Music Germany og mange flere. 

MXD vil matche dig med potentielle partnere ift. dit selskabs profil og kunstnere.

Ønsker du at deltage, så skriv til Anders@mxd.dk og begrund, hvorfor vi skal give en plads til lige netop dig. Rent konkret skal du oplyse:

  1. På vegne af hvilke artister/projekter deltager du?
  2. Hvad forventer du at få ud af din deltagelse?
  3. Om dine planer ift. det tyske marked

Skriv inden d. 19. december. Der er et begrænset antal pladser og deltagerne vælges af MXD’s direktør og et medlem af MXD’s bestyrelse ud fra flere kriterier: først-til-mølle, relevans og artist roster.

Foruden den tyske musikbranche vil du også kunne møde en række branchefolk fra andre lande, som Vega har invitereret op til Vegas Udvalgte dagen før.  

Sådan bookes de danske bands

De fire bands, du kan opleve på koncerten d. 25. januar, er altså booket af Vega og Reeperbahn Festival i fællesskab, hvilket er organiseret af MXD. 

Lene Vive Christiansen, programchef VEGA fortæller om rationalet bag samarbejdet med MXD:

“VEGA har tradition for gennemarbejdet talentudvikling og sætter en ære i at præsentere kunstnere fra deres første koncerter på vores mindste scener og videre op i Store VEGA. Siden 2011 har vi sat fokus på nye danske talenter på den danske musikscene med arrangementet VEGA’s Udvalgte den sidste fredag i januar måned. I 2020 udvider vi talentudviklingsarbejdet til to dage med fokus på særligt udvalgte danske artister. VEGA’s udvalgte som vanlig fredag d. 24.januar og Verden Venter lørdag 25. januar – med Drew, Calby, Boundaries og Molina, der har alle har spillet VEGA flere gange og nu er klar til at indtage den internationale livescene. Udvidelsen markerer en større plan i samarbejde med MXD om at opgradere VEGA’s internationale engagement i talentudvikling og generelt udvekslingsarbejde.”

Reeperbahn Festival vil i løbet af de næste 6 måneder booke bands til festivalens program. Udover at man kan møde en repræsentant fra festivalens booking-gruppe d. 25 januar og pitche bands, er det første formelle skridt at søge via festivalens hjemmeside (https://www.reeperbahnfestival.com/en/info/band-application) for at komme i betragtning til en showcase. Herudover vil Reeperbahn Festival komme til SPOT Festival 2020 for at tjekke kandidater ud. 

2020 – et specielt år for det dansk-tyske samarbejde

2020 er et dansk-tysk kulturelt venskabsår, hvilket blev søsat fredag d. 8. november med udstillingen “Tyskland” på det danske Nationalmuseum, som blev åbnet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II med ministerdeltagelse fra den danske og tyske regering. 

Det kulturelle venskabsår kulminerer til september 2020, hvor Danmark er Fokusland på Reeperbahn Festival.

 

 

 

Redigeret
13.12.2019