Dette indhold er fra websitet MXD.dk.

http://mxd.dk//projekter/networkingatreeperbahn/

Få de rigtige forbindelser i den tyske musikbranche

Laura Dalgaard

Få de rigtige forbindelser i den tyske musikbranche

Det er svært at vide, hvornår man kan rejse igen, men i håbet om at man kan komme til Reeperbahn i Hamborg til september, lancerer MXD, DPA og Musikforlæggerne dette nye projekt. I tilfælde af at Reeperbahn bliver aflyst, vil projektet blive gennemført via online møder.

Tyskland er det tredjestørste musikmarked og et af de primære eksportmarkeder for dansk musik. Derfor er en række danske organisationer – Musikforlæggerne i Danmark, MXD og DPA – gået sammen om en særlig mulighed for danske sangskrivere og producere ved årets Reeperbahn: ”Germany meets the Songwriters/Producers of Denmark”.

Tovholderne, der vil bringe deres mangeårige kendskab til det tyske marked i spil, er den danske sangskriver og producer Thomas Stengaard og den engelsk/tyske sangskriver Michelle Leonard.

Er du sangskriver eller/og producer og har et CV, der gør dig klar til det tyske marked, så er dette en målrettet mulighed for at møde netop den manager eller A&R, som kan få din musik ud på det tyske marked.

Netværksmøderne finder sted onsdag den 16. september i Boogie studierne i Hamborg: (http://boogieparkstudio.de/). Hvor der er sat fokuserede 1-1 møder op mellem 10 udvalgte danske sangskrivere/producere og udvalgte tyske branchefolk. Møderne er kurateret af Thomas Stengaard og Michelle Leonard, der tager udgangspunkt i dit CV, når de connecter dig med tyske branchefolk.

Thomas Stengaard
Thomas Stengaard er sangskriver og producer med sit primære fokus på det tyske marked, hvor han har skrevet og produceret for nogle af de største tyske artister, blandt andet Nico Santos, Michael Schulte, Alvaro Soler, Leslie Clio og Adel Tawil. Sidstnævnte havde i 2019 det mest spillede tyske nummer på tysk radio, sangen “Tu M’apelle”, som Thomas var med til at skrive. Nico Santos dominerer lige nu de tyske charts, med nummeret “Low On Love” som Thomas har co-writet og produceret. Emily Roberts-singlen “In This Together” hvor Thomas for første gang var feature artist, blev i starten af året brugt som den officielle titelsang til Tysklands største realityshow, Djungle camp2020 på RTL. Thomas var i 2013 sangskriver på den danske Eurovision vinder “Only Teardrops” med Emmelie De Forest, og har derudover arbejdet med andre danske artister såsom Carpark North og Cisilia, som hittede stort i 2015 med “Vi To Datid Nu”, som Thomas også har co-writet og produceret. Thomas er signet på SonyATV (Tyskland) og The Kennel (Sverige) og har tyske Florian Fischer som manager.

Michelle Leonard
Michelle Leonard er oprindeligt britisk, men bosat i Berlin. Har skrevet flere sange, der har floreret på de europæiske hitlister, samt leveret musik til reklamer, film og tv-produktioner. Michelle Leonard har blandt andet samarbejdet med artister som Nico Santos, Red Moon, AURORA, Graham Candy, Robin Schulz, Lxandra, Sarah Connor, Tarja Turunen, Generations, Darryl Jones, Alice Merton. Hun er underviser på den tyske sangskrivningsuddannelse Popakademie, og afholder workshops på Columbia College Chicago. Michelle Leonard har derudover været dommer på Popstars i Tyskland. 

Ansøg senest den 15. juni 
Alle medlemmer af Koda kan ansøge om en plads.
Udfyld ansøgningsskemaet på engelsk (download her) og send det til: oliver@dpa.org
Du kan forvente svar, om du har fået en plads senest den 29. juni.
Screeningen af ansøgerfeltet vil blive foretaget af producer Thomas Stengaard, sangskriver Michelle Leonard og musikforlægger Thomas Børresen.

Hvis du bliver udvalgt, vil du blive inviteret til et formøde i Danmark i august med bl.a. Thomas Stengaard.
Deltagerne skal selv bestille hotel/rejse til Hamborg og får dækket disse udgifter med op til 3.500 kr. Derudover får man som deltager et delegate pass til Reeperbahn.  

I lyset af Coronakrisen
Arrangørerne vil gerne gøre opmærksom på at, hvis Reeperbahn skulle blive aflyst pga Coronaepidemien, vil man gennemføre netværksmøderne online.

Samarbejdspartnerne er Musikforlæggerne i Danmark, MXD og DPA. Projektet er muliggjort med midler fra Koda Kultur