Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Reeperbahn festival. Fire dage som verdens centrum.

Carsten Holm

Hamborg fungerer i de her dage, som porten til resten af verden. Porten, som håbefulde danske artister og deres branchefolk år efter år benytter sig – sammen men ligesindede fra store dele af resten af verden. Det er samtidig 11. år i træk, at jeg har stået i portåbningen for at betragte livet omkring musikken. Før, under og efter koncerterne. Foran, på og bagved scenerne.

’Hej! Det her er mit band. Jeg spiller trommer, vi spiller to gange i løbet af fredagen, du kan se alle detaljerne på flyeren. Jeg vil glæde mig til at se dig.’

’Moose’ går rundt en onsdag eftermiddag. Iklædt en orange kedeldragt, der mest minder om sådan en dragt, som en straffefange går, står og sover i. På maven og ryggen, er der en stor sort seddel, der reklamerer for bandet ’Alex Henry Foster’. Som en levende reklamesøjle, går ’Moose’ rundt med sit lange mørke hår, briller og et stort velkommende smil, og deler flyvesedler ud til folk der opholder sig med lidt mad, en øl og venner på ’Speilbundeplatz’ – et af de store samlingssteder i Hamborgs sagnomspundne bydel St. Pauli. Det er køligt. Vinden er endnu køligere. Der er en regnbyge på vej.

Den unge trommeslager er ikke alene. Rundt omkring går andre rundt i samme mundering. Smiler. Kigger folk i øjnene. Deler sedler ud. De gør hvad de kan, for at lokke folk til deres to koncerter på fredag under den årlige Reeperbahn Festival. ’Moose’ og kammeraterne har aldrig været i Hamborg før og synes det er nærmest eksotisk, at Hamborg ligger så tæt på den danske grænse. De kommer selv fra Canada, hvor afstandene kan være uoverskuelige – men han føler sig, som han er ankommet i musikverdens centrum. I alle fald for et par dage.

Der er langt fra ’Mooses’ Montreal, til Reerperbahn i Hamborg. Men han er sammen med tusindvis af andre mennesker fra alverdens lande, havnet i den store tyske havneby, for at være en del af en af verdens største branchefestivaler. Det gælder om at blive set. At blive hørt. At blive samlet op af personer, der kan arbejde videre med dem i Europa eller USA. Lave koncerter med dem. Udgive deres musik. Få deres sange i tv-serier. Chancen for at én af de ting sker, er der. Men det kan være som at finde en nål i en høstak – for Reeperbahn Festival er ikke så lille, som da den startede ud i 2006.

En festival med vokseværk

Efter en rejse til verdens største branchefestival, SXSW i Austin, Texas, landede Alex Schultz hjemme i Hamborg med hovedet fyldt af én idé! At lave det samme i Hamborg og lade det vokse. Branchefestivaler var ikke noget særsyn på de europæiske breddegrader. SPOT i Aarhus havde allerede eksisteret i 10 år og Eurosonic Festival i Groningen var også godt i gang med at udvide omfanget af deres fokus på ny og talentfuld musik i Europa.

Men Alex Schultz ville have et mere internationalt snit. Det har altid været en mærkesag for ham og Reeperbahn. Fordelt på 20 spillesteder i St. Pauli området, blev der i 2006 præsenteret i omegnen af 200 bands over et par dage i det, der blev den første Reeperbahn Festival. I år er der 90 forskellige scener, 900 events, hundredevis af paneldebatter, foredrag og inspirationsworkshops – og besøgstallet ligger på de officielle og imponerende 40000 mennesker. Heraf regner festivalen med, at der er ca. 5000 branche- og mediefolk fra 23 forskellige lande.

Som med så mange andre, der oplever vokseværk – så bliver man øm her og der. Udfordringen som Reeperbahn står med, er at det kan være uoverskueligt at finde ud af, hvad der foregår hvad – og ikke mindst hvad der er vigtigt for den del af branchen, som du repræsenterer. Det store behov, for at præsentere mere musik og inkludere film og kunst i festivalens portfolio, gør også at onsdagen er blevet taget i brug, som en officiel festivaldag.

Flere branchefolk er endda landet i Hamborg, får at få tid til at mødes med deres tyske samarbejdspartnere – fordi når festivalen for alvor går i gang, er der linet møder op med de oversøiske kollegaer. Kontakterne skal formidles. Udvikles. Plejes.

Tre timers kørsel. Fire dages fest.

Flere danske branchefolk udtrykker en lettelse over, at Hamborg er så tæt på Danmark – og at der netop her er mulighed for at mødes med de kollegaer, der til daglig sidder i eksempelvis New York eller Los Angeles. Det tager en håndfuld timer fra København i tog. Tre timer i bil fra Aarhus. Så er man havnet dér, hvor byen Hamborg er blevet til en port til resten af verden – i alle fald, hvis man vil lave forretninger.

Men det er ikke bare repræsentanter fra musikscenen der trykker hænder med hinanden og laver fundamentet for fremtidige samarbejder. Thomas kommer fra Aarhus og er taget til Hamborg for andet år i træk, sammen med tre af sine venner. De har købt armbånd, lejet en lejlighed og er trillet ind i Hamborg, lidt over middag denne onsdag eftermiddag.

Deres program er pakket med bands, som de skal opleve. De kender ganske få på forhånd, men har brugt dage på at lytte al musikken igennem! Alt! Festivalen er et sted for dem, der er nysgerrige. De koncertgængere, der gerne vil overraskes. Dem der gerne vil høre noget, som man aldrig har hørt før. Pyt med, at man ikke kan synge med på omkvædet – så længe man kan mærke energien eller kan lægge mærke til, at et talentfuld band vokser med opgaven i løbet af de 45 minutter de fleste koncerter varer.

De får hurtigt tilbagelagt 15-20000 skridt på sådan en aften. Ruterne bliver løbende timet og tilrettelagt – der kan være langt fra spillested til spillested og ved flere af koncerterne skal man være i god tid, for at være sikker på en plads et sted i mængden. Det gælder også det store spillested ’Docks’, der ligger på en perlerække med andre venues, teatre, biografer og barer langs Reeperbahn. Festivalens store spillesteder huser samtidig nogle af de få hovednavne, der også bliver booket. Hovednavne, der også skal lokke den del af publikum til, der ikke er lige så nysgerrige som Thomas og vennerne – men som gerne vil have musik, der er mere genkendeligt.

Denne onsdag aften spiller den canadiske sanger Feist et sted omkring Reeperbahn. Den britiske punk-spokenword-duo Sleaford Mods har stiller sig op på scenen på Docks. Foran scenen venter i omegnen af 800 hoveder på at Andrew Fearn stiller sig hen til sin computer, der står på toppen af fem tomme Astra øl-kasser. Fearn dukker op – trykker på en knap på min mac, fyldt med klistermærker og en simpelt trommebeat med bas starter. Jason Williamson griber mikrofonen, går i gang med at kaste eder og forbandelse over hverdagslivet alt imens han udfører et mindre hav af charmerende og akavede dansetrin.

Ingen kan helt følge med i strømmen af ord, men alle tryllebindes af det ekstremt enkle setup, som allerede har spillet på utallige festivaler og spillesteder rundt om i Europa.

’Vi har spillet i Hamborg mange gange. Og hver gang er det en fest. Tak fordi i kom!’ er en af de få sætninger, der ligger udover de mange formuleringer som indgår i sangene.

Sleaford Mods skal ikke opdages af musikbranchen. De skal give musikbranchen og det øvrige publikum en fest. Det lykkes!

Byens legendariske spillested

Udenfor Docks er mørket faldet på. Lyden af festerne fra spillestederne, blander sig med folks snak og grin. Mange er på vej ned i den anden ende af Reeperbahn – til det legendariske Molotow. Et spillested som få, tre scener fordel på tre sale – og en enkelt ekstra i baggården. Under Reeperbahn Festival, er der ingen beboere i ejendommene rundt om Molotow, der får meget søvn – for musikken buldrer afsted til et godt stykke ud på natten. Også ude i baggården.

For nogle år siden, var der bare én scene. Dengang lå Molotow i kælderen under ’Esso-Husene’ – et gammeldags bygningskompleks, der blev jævnet med jorden, for at gøre plads til et nyt og dyrere byggeri. Spillestedet fik nye og større lokaler, hvor det ligger i dag. Da de åbnede de nye porte i 2014, gik det under taglinen ’Molotow Exil’ – i håb om, at kunne komme retur til sin gamle location – men efter fem år, er det blevet en sikker institution i enden af Reeperbahn.

White Stripes, Mumford & Sons, Vampire Weekend. Alle de store navne, har Molotown et sted på deres turneplan – et sted i historien. De har alle været her – og de kommende stjerner spiller her. 250 koncerter årligt. Internationale men også lokale bands, bliver indlemmet i selskab, af at have spillet her. Nu bliver der delt badges rundt til publikum med skriften ’Molotow MUST stay’ – for storkapitalen ruller med tiltagende kraft igennem Reeperbahn og vandhullet for den nye musik føler sig truet – som så mange andre gange i sit snart 30 år lange liv.

Det er her, hvor mange branchefolk automatisk mødes, når dagen er ved at være slut. Når alle aftalerne er blevet overholdt. Når de sidste bands er blevet hørt. Når de vigtigste mennesker er blevet mødtes med. Så dukker de op i Molotows baggård, hvor der bliver købt øl og en lille natmad fra ’Grilly Idol’-burgerhullet, bagerst i baggården. Folk popper op fra kælderen, hvor den sidste koncert er færdig. Danske myndigheder ville korse sig over forholdene på Molotow. Smalle gange. Endnu smallere trapper. Små rum – og mange mennesker. Alt for mange.

Men det er en del af charmen ved at være her. Man kommer til at føle sig som om man for et par dage, er midt i verdens musikcentrum – det er hvad enten man er Thomas og vennerne. En af købmændene eller kvinderne. En håbefuld musiker fra Canada. Når torsdag får øjne og folk får skruet hovederne rigtigt på, starter endnu en dag – hvor konferencerummene bliver fyldt med lyttende ører. Spillestederne med høj musik og gaderne med nysgerrige blikke for det næste store talentfulde navn.

Og midt på Spielbundeplatz vil man kunne høre ’Moose’ endnu en dag, prøve at fange interesserede publikummer til koncerten med sit band…

’Hej! Det her er mit band. Jeg spiller trommer, vi spiller to gange i løbet af fredagen, du kan se alle detaljerne på flyeren. Jeg vil glæde mig til at se dig.’