“There must be something going on in Denmark” – 5 år i Wien

Udgivet
12.02.2014

 For 5. år i træk er Spot on Denmark netop løbet af stablen i Wien. Hannes Tschürtz fra Spot on Denmarks østrigske samarbejdspartner Ink Music fortæller om de 5 år, der er gået fra Spot on Denmark i 2010 med ca. 250 tilskuere til 2014-eventet med et endnu mere imponerende fremmøde.

 “In the past Iceland and Sweden would have been considered in front, before Denmark. But now I would say that Denmark is up there with those two in terms of music.” – Hannes Tschürtz

Hannes Tschürtz ved hvad der rører sig i den østrigske musikbranche. Gennem sit virke i Ink Music har han i tæt samarbejde med MXD og Dansk Rock Samråd, ROSA, været med til at organisere de årlige Spot on Denmark-events i Wien.

Selvom hvert Spot on Denmark også har været fede koncerter, har sigtet ikke kun været at give de østrigske koncertgængere en oplevelse for en aften – det har været større end det. Vi har med Spot on Denmark søgt at opbygge en fortælling om dansk musik, gennem en kontinuert netværks- og pr-indsats. En fortælling, som har etableret Danmark som en kilde til musikalsk kvalitet, og som for alvor har placeret Danmark på Europakortet i østrigernes øjne.

“People got the story. They really understood that there must be something going on in Denmark and that probably all the bands that we bring in must be interesting” – Hannes Tschürtz

 De første år

Fortællingen starter i 2010, hvor det første event løb af stablen på spillestedet B72. B72 har en kapacitet på ca. 280 og var derfor ideelt til et nyt arrangement som Spot on Denmark. Det skulle dog hurtigt vise sig, at When Saints Go Machine, Kiss Kiss Kiss og Ginger Ninja ikke havde nogle problemer med at fylde stedet. Efter et kvarter med salg i døren var stedet fyldt og nogle wienske koncertgængere måtte gå hjem igen. Det forhindrede imidlertid ikke festen indenfor, hvor alle tre bands spillede koncerter, der sikrede dem alle aftaler af forskellig art.

I 2011 blev successen gentaget, da Vinnie Who, Sleep Party People og CODY denne gang præsenterede sig for Wien. Igen foregik det hele på B72, som igen blev udsolgt umiddelbart inden koncertstart. Ifølge Hannes Tschürtz var Spot on Denmark-brandet nu bedre etableret og især networking-delen af eventet gav nu mere mening, da mange af de samme branchefolk fra første kom igen og nu kunne følge op på de samarbejder, som blev etableret det første år. Det medførte blandt andet at Sleep Party People blev signet på det østrigske label Siluh Records, samt at Vinnie Who i umiddelbar forlængelse blev signet af EMI i Østrig og blev booket til flere østrigske festivaler.

B72 var denne aften fyldt til bristepunktet og Hannes husker især CODY’s koncert:

“[CODY] performed as a seven-piece band on an incredibly small stage in a very small club. That is very memorable for me as well and I love that band.” – Hannes Tschürtz

Fortællingen om dansk musik var nu kendt blandt østrigerne og der kunne bygges videre på det fundament, som de tidlige års hårde arbejde havde lagt.

 

Vokseværk

2011-udgaven gjorde det imidlertid klart, at B72 ikke længere kunne rumme Spot on Denmark, som nu begyndte at trække endnu større presse og sælge endnu flere billetter. Det var derfor nødvendigt med nogle større rammer til 2012-udgaven. Valget faldt på spillestedet WUK, som med sin kapacitet på over 600 kunne møde de øgede krav.

Dette år faldt den østrigske branches valg på Reptile Youth, Darkness Falls og Il Tempo Gigante. Reptile Youth blev allerede i oktober måned kørt i stilling og spillede på Waves Vienna og var derfor i god position til at trække stor opmærksomhed til Spot on Denmark. Darkness Falls var ligeså blevet spillet i stor stil på FM4 i tiden op til. Den østrigske branches tidligere kendskab til kunstnerne viste sig også at give pote, da presseopmærksomheden dette år var den hidtil største.

En tidligere pr-indsats samt rykket til det større venue medvirkede til, at Spot on Denmark Vienna 2013 tog fortællingen om det lille land i nord til nye højder. Hermed havde brandet vist sig levedygtigt og fik bevist for østrigerne, at dansk musik kontinuerligt kan levere navne af høj kvalitet og med stort markedspotentiale.

I 2013 anvendtes samme strategi som det foregående år, da Rangleklods, ligesom Reptile Youth, gæstede Waves i oktober. Det resulterede i bookings fra store festivaler i Østrig såvel som i nabolandene. Hannes Tschürtz siger:

“The idea of Waves is taking Vienna as the center for the eastern markets and bringing the eastern and western markets together.” – Hannes Tschürtz

Gennem Rangleklods’ og Reptile Youth’s optrædener på Waves var der altså åbnet for portene til det ellers svært tilgængelige østeuropæiske marked. Ikke bare de to ovennævnte bands nød godt af Spot on Denmarks øgede succes. Dette år havde det største fremmøde med næsten 600(!) betalende gæster. Også The Eclectic Moniker og Broken Twin (som ellers var kommet til i 11. time efter et afbud fra Choir of Young Believers) blev booket til store festivaler umiddelbart efter de var trådt ned af scenen. Broken Twin har oven i købet bidt sig fast i det østrigske marked og kommer tilbage i år til Acoustic Lakeside.

 

2014

Det er den 30. Januar 2014 og MXD’s udsendte, samt bandsne Slow Celebration, Broke og Dad Rocks! sidder fast i Kastrup Lufthavn. Et skadet fly er næsten ved at resultere i en aflysning af årets Spot on Denmark, da ¾ af line-up’et er i det forkerte land kl. 20, da showet ellers skulle starte. Men med en fantastisk indsats af Lydmor, som spillede et dobbeltset, et meget tålmodigt publikum og nogle ekstremt hårdtarbejdende arrangører lykkedes det at få vist alle 4 bands frem for den østrigske branche på trods af alle komplikationerne. Mange af koncertgængerne havde ventet i spænding på Slow Celebration. Langt størstedelen af de adspurgte publikummer havde set enten Reptile Youth eller Rangleklods ved tidligere Spot on Denmark events og havde derfor store forventninger til samarbejdet.

De danske bands og den store tillid til Spot on Denmark-brandet havde altså holdt på de mange besøgende, som heller ikke blev skuffet da alle 4 bands spillede fantastiske koncerter.

Fortællingen om den danske musik i Østrig slutter altså – foreløbigt – her: 5 års mere eller mindre udsolgte koncerter, 19 danske bands, næsten 200 medieomtaler og et hav af aftaler og signings. Hannes Tschürtz får det sidste ord:

“I really believe that especially all the press attention that we have had in the past, was basically a five-year long story of telling people how great Denmark is and how great the music coming from Denmark is. And people believe that too.” – Hannes Tschürtz

Læs hele interviewet med Hannes her

Redigeret
12.02.2014