Dansk version English version Facebook Twitter Youtube Instagram

Udsolgt: Udenlandske branchefolk på venteliste til SPOT On Denmark i Holland – danskerne har stadig chancen

admin

Pladserne rives væk til dansk-hollandsk-internationalt networking-arrangement i forbindelse med SPOT On Denmark i Eindhoven

3. november besøger SPOT On Denmark den hollandske festival “Hit The City” i Eindhoven med Go Go Berlin, Schultz and Forever, Ocean View og Foreign Resort plakaten.

Inden aftenens koncerter er der networking mellem den danske og internationale musikbranche ved et arrangement, som bl.a. også byder på smagsoplevelser fra det nordatlantiske køkken, kreeret af den berømte færøske kok Birgir Enni (der bl.a. er kendt for sit samarbejde med NOMA).

Og der er allerede nu fuldt hus for de internationale gæsters vedkommende. Anders Meisner, projektleder fra MXD – Music Export Denmark, fortæller:

– Interessen for at deltage i arrangementet har været overvældende. Også i Holland oplever vi pt. en stor interesse for dansk musik, kunst og kultur. Vi har måttet udvide vores først anslåede kapacitet og lukker nu 45 udenlandske branchefolk ind, primært fra Holland og Belgien, til networking med den danske musikbranche.

Indflydelsesrige gæster
Blandt gæsterne kan man bl.a. finde bookerne fra en af Europas vigtigste branchefestivaler Eurosonic, der altid er på udkig efter de nye danske navne. Det samme gælder de nye store festivaler, Best Kept Secret og Indian Summer som også havde mere en seks danske navne på plakaten i 2013.

Blandt de øvrige gæster kan man bl.a. finde booking-agenturer som, Mojo/Livenation, Friendly Fire, Full Spectrum, Alles Los, Belmont Bookings, Artistic Vice og Rock’n’Roll Highschool. Hollands største dagblad, Volkskrant, har også meldt sin ankomst, mens det traditionsrige musikblad Oor vil agere gæsteblogger på MXD’s hjemmeside.

Belgierne tager også turen nord på til Eindhoven. Det gælder både agenter fra Peter Verstraelen og managers fra Gentlemanagement, som har stået bag den nye hippe festival Into the Woods og platin-sælgende bands som Triggerfinger. Desuden har engelske Liverpool Psych Fest også meldt deres ankomst til arrangementet.

Sidste frist 29. oktober
Der er reserveret et antal pladser til danske musikselskaber. Men det er først til mølle. Og døren lukker 29. oktober. Herefter vil pladserne blive overdraget til de udenlandske branchefolk på ventelisten.

Skriv hurtigst muligt til: anders@mxd.dk.
Læs mere om arrangementet her.