Sidste år lancerede MXD projektet ”Europæiske Eksportophold med MXD”, hvor danske artister får mulighed for at opholde sig i en europæisk hovedstad over flere sammengængende dage med henblik på at styrke artistens position i det pågældende område. Dansk/færøske Brimheim er en af de artister, der har været af sted, og MXD har derfor taget en snak med hendes manager, Lorri Lin, om hvordan det gik.
Når danske artister kommer til Europas storbyer, er det som oftest fordi, de skal spille på en festival eller som del af en turné. I begge tilfælde har artisten og teamet kort tid i byen, og det kan gøre det svært at nå både at spille koncert, lave interviews, sessions og netværke med potentielle internationale samarbejdspartnere. Men med projektet ”Europæiske Eksportophold med MXD” har man flere dage i en selvvalgt by og dermed mere tid til at undersøge og udnytte de muligheder, der med tiden skal være med til at styrke artistens eksport. I starten af marts drog dansk/færøske Brimheim af sted til Paris for netop at udvikle sin position på det franske marked.
Et mix af Mitski og Caroline Polacheck
Bag kunstnernavnet Brimheim står dansk/færøske Helena Heinesen Rebensdorff, hvis karriere for alvor tog fart for omkring tre år siden. Det var under corona-nedlukningen at interessen for hendes musik for alvor begyndte at spire. Med debutalbummets release i januar 2022, begyndte hendes manager, Lorri Lin, at kigge uden for landets grænser:
”Der eksisterer en form for glasloft for den her slags musik i Danmark – der er simpelthen en grænse for, hvor stor en artist kan blive. Men kigger man uden for landets grænser, er historien en ganske anden,” fortæller hun.
”Jeg plejer at præsentere Brimheim som et mix af Mitski og Caroline Polacheck med et lille drys Florence and The Machine på toppen. Hun fik en rigtig god start, hvor de danske tastemaker-musikmedier som P6 og Soundvenue blev utroligt interesserede i hendes musik. Det har vi efterfølgende set smitte af på de mere mainstream flader. Men hendes musik er stadig lidt for alternativ til udelukkende at skulle eksistere på det danske marked. Hvis vi skal lave en bæredygtig forretning, så skal vi ud i verden.”
Derfor brugte de det første stykke tid mange kræfter på at spille på showcase-festivaler rundt omkring i Europa. I løbet af 2022 og 2023 spillede Brimheim både på The Great Escape, Iceland Airwaves, Reeperbahn Festival, By:Larm, Eurosonic og naturligvis også på Spot Festival i Aarhus.
”Gennem showcase-festivalerne lykkedes det os at få Paul McGivern fra Playbook Artists på som europæisk agent, og det var virkelig vigtigt. Det skete i januar 2023, og vi har samarbejdet med ham lige siden,” fortæller Lorri Lin.
Paul McGivern har, foruden Brimheim, artister som Weyes Blood og Father John Misty på sin roster. Lorri Lin fortæller, at uden ham ville de ikke kunne tage på den europæiske turné, som de er på her i maj måned. Fra den 17. maj spiller Brimheim syv koncerter i Tyskland, Holland, England og Frankrig.
Den fine franske finansiering
Valget om at sætte ekstra fokus på Frankrig op til den europæiske turné handler om flere ting, fortæller Lorri Lin:
”Hvis man får foden ind på det franske marked, kan det potentielt skabe en økonomisk motor, der kan finansiere resten af aktiviteterne i Europa. Venue-shows starter ofte omkring de 2.000 euros, som er langt mere, end man bliver betalt i for eksempel UK.”
Frankrigs regionale spillesteder får ofte store beløb i tilskud fra staten, og derfor har de mulighed for at betale vækstlagsartister – også udenlandske – en del mere, end hvad der er normalen i andre europæiske lande.
”Det kræver dog stadig, at man som artist har et momentum, og at der er promotion omkring artisten, så de forskellige spillesteder kan se muligheder i at booke vedkommende. Derfor gav det super god mening for os at bruge en uge i Paris til at styrke kendskabet til Brimheims musik, men også for at tage kontakt til nye lokale aktører, og dermed skabe det fundament, der skal til,” fortæller Lorri Lin.
Forud for besøget i Paris gjorde teamet omkring Brimheim sig mange overvejelser om, hvordan de bedst muligt kunne positionere den danske artist i den franske by. I startegiudvikingen blev de også enige om, at anvende fysiske marketingsgreb, for at have det bedst mulige udgangspunkt for eksportopholdet:
”Vi vidste, at den bedste overordnede strategi for dette eksportinitiativ var, at vi arbejdede med Brimheims synlighed fra flere vinkler. Derfor udvidede vi vores markedsføringsstrategi fra primært at være online til også at komme ud i den virkelige verden. Vi fokuserede på at promovere albumudgivelsen og koncertdatoen i Paris’ gader. I alt gennemførte vi to kampagner to måneder før showet – først for at sprede budskabet om albumudgivelsen, og dernæst ti dage før koncerten for at booste interessen,” fortæller Lorri Lin.
De konkrete mål for turen var at udvide det franske netværk omkring Brimheim, lave en live session, lave interviews, afholde en showcase-koncert samt mødes med franske designere, da besøget lå lige i slipstrømmen af den parisiske modeuge.
”Opholdet gav en virkelig god mulighed for at mødes med mennesker og ikke bare sige ’hej’ – det er ofte det eneste, der er tid til, hvis man blot er i byen til én koncert. Flere dage i byen giver mulighed for rigtigt at sætte et aftryk. Vores ambitioner med turen var både af den meget musikbranchemæssige slags, men vi ville også gerne skubbe Brimheim ind i andre kunstneriske touch-points, for det er sådan alle kunstnere arbejder nu til dags. Brimheim har på papiret mulighed for både at involvere sig i queer-, mode- og skuespilsarenaer, og det kan alt sammen hjælpe med at skabe den hype, der skal til for at klare sig på det franske marked.”
Fem dage i byernes by
Den 22. marts i år udkom Brimheims andet studiealbum, Ratking, og eksportopholdet i Paris var lå dermed lige inden udgivelsen. Lorri Lin har i længere tid været på udkig efter en internationalt pladeselskab, inden hun og Brimheim valgt at signe til det danske pladeselskab, Tambourhinoceros, der siden efteråret 2023 har udgivet singler ledende op til albummet.
”Brimheim er en emerging artist, og det er stadig benhårdt arbejde for både pladeselskabet og os, at gøre forretningen bæredygtig og mere etableret. I dén forbindelse er det vigtigt for os at få musikken ud til lyttere og nye fans udenfor Danmarks grænser,” fortæller Lorri Lin.
Det var både Brimheim, hendes band, Lorri Lin og Kristoffer Rom fra Tambourhinoceros, der drog af sted mod Paris. Eksportopholdet startede tirsdag den 5. marts, hvor Brimheim lavede et interview med det franske têtu magazine, der har fokus på queer artister.
”Vi havde lavet en aftale med det franske PR bureau MMC i forbindelse med eksportopholdet. Tidligere har vi arbejdet med en anden publicist, som vi har været enormt glade for, men som desværre måtte afbryde samarbejdet, da hun fik en anden stor kunde i butikken. Derfor fik vi her i slutningen af 2023 ret travlt med at finde en ny samarbejdspartner. Hvor jeg normalt ville have rakt ud til flere publicister på én gang, blev jeg rådet til at kontakte de franske én for én, da franskmændene efter sigende kan blive rigtig fornærmede, hvis man er i kontakt med flere på én gang. Så vi landede på MMC, og de havde blandt andet sat interviewet med têtu op, samt sørget for radio samarbejder med Ferarock og OUI FM,” fortæller Lorri Lin.
Herefter mødtes Brimheim med den franske fashion designer Raphaël Algieri, der står bag brandet Algieri Paris. Formålet var at se, om der var kemi mellem de to kunstnere, og om et muligt samarbejde kunne komme på tale. Ligesom Brimheim er Algieri Paris i den spæde start af sin karriere, og da de også kom godt ud af hinanden, er der gode muligheder for, at de på den lange bane kan hjælpe hinanden frem i et samarbejde. Brimheim lånte også nogle af hans designs med til sin La Blogotheque session under opholdet. Gennem deres franske promoter Voulez Vous Danser fik Brimheims team også plantet nogle frø hos andre franske designere, der var i byen under modeugen, og som gerne ville låne tøj ud til den danske artist i forbindelse med showcase-koncerten.
Mens Brimheim mødtes med designeren, blev Lorri Lin introduceret til repræsentanter fra både Deezer og Superb, der kunne gav et godt indblik i, hvor den franske musikindustri er netop nu, både når det kommer til streaming og live.
Onsdag skulle Brimheim lave en live session med det berømte musiksite La Blogotheque. En platform der er blevet internationalt kendt for sine live sessions med musikere fra hele verden.
”Selvom platformen har udviklet sig i en retning, hvor man nu også betaler, for at få en live session, så spiller den stadig en vigtig rolle som en fransk tastemaker. Det lykkedes os endda at lande netop dén type live session, der er allermest attraktiv, nemlig deres ’Take Away Show’, hvor artisten tages ud af studiet og ud på gaderne eller i naturen,” fortæller Lorri Lin.
Brimheim spiller en akustisk version af sangene ”Keep Bleeding Diamonds” og ”Snow Angels” med to bandmedlemmer midt på Place des Vosges, der er et af de ældste områder i Paris. Se live sessionen her.
”Jeg er helt sikker på, at den live session bliver et vigtigt asset fremover. Det er efterhånden meget forskelligt, hvor mange views La Blogotheques videoer får, men uanset hvad har vi fået en sindssygt flot video, hvor man virkelig fornemmer Brimheims kapacitet, både når det kommer til sangskrivning og live performance. Det var bestemt et af højdepunkterne under opholdet,” fortæller Lorri Lin.
Hun fortæller også, at de efterfølgende har brugt midler på at digitalt at promovere netop denne live session, ligesom de inden opholdet søsatte en kampagne på Brimheims sociale medier, med det formål at få flere franske følgere især på Instagram. Og det har virket – forud for opholdet havde de fået omkring 100 nye franske følgere. Dem, der engagerede sig via for eksempel kommentarer, beskeder og re-posts, blev inviteret til torsdagens showcase-koncert på Silencio.
”At bruge Silencio som venue, var vores franske promoters idé, og set i bakspejlet skulle vi måske have valgt et andet sted. Det fungerer ikke helt som et normalt spillested – der sælges nemlig ikke billetter, og artisten skal selv sørge for, at der kommer folk på gæstelisten til koncerten. Vi stod selv for at invitere fans, vores promoter inviterede forskellige bookere, og vores PR-bureau skulle invitere en masse gate-keepers fra det franske medielandskab, men de lykkedes ikke rigtig med det, som jeg ser det,” fortæller Lorri Lin.
Holdet havde dog en god netværksmiddag forinden koncerten, hvor Lorri Lin fik mulighed for at tale med potentielle samarbejdspartnere, der kan være med til at løfte Brimheim ind på det franske marked. Blandt de deltagende var blandt andre Tambourhinoceros’ subpublisher Velvetica til stede, og repræsentanter fra Virgin Music Groups franske og australske teams mødte også op grundet deres rolle som pladeselskabets distributionspartnere.
”Det lykkedes os at få omkring 120 mennesker ind til koncerten. Set i lyset af, at jeg synes vores PR-bureau ikke levede op til vores forventninger om at skabe opmærksomhed op til koncerten, så synes jeg godt, vi kan være tilfredse med det. Men mit råd til andre, der har ambitioner om at gøre forretning i Frankrig, er at være meget omhyggelige, når de skal vælge en PR-agent, for der skal virkelig kæmpes hårdt for at skabe spalteplads til artister, der ikke synger på fransk. Vi havde ikke tid nok til at indhente tilbud fra særlig mange bureauer, og det ærgrer jeg mig over,” fortsætter hun.
Fredag, som var deres sidste dag i byen, blev brugt på en session med den franske artist Theodora. Den var sat op af Tambourhineoceros og Velvetica, og som forventet havde hun og Brimheim en rigtig god dag, hvor fundamentet for fremtidige samarbejder blev lagt.
”De arbejder stadig på den sang, som de påbegyndte under eksportopholdet. Theodora har et rigtig godt team, og hun har mange gode kontakter til andre franske musikere og industrifolk, så på dén måde giver samarbejdet også rigtig god mening.”
Hjemvendt med talrige erfaringer
Lorri Lin fortæller, at eksportopholdet først og fremmest var en effektiv døråbner til det franske marked og den franske musikindustri, men det gav også Lorri selv en større forståelse for, hvad der egentlig skal til for at skabe en solid fransk fanbase.
”Som i alle andre eksportområder, så tager det lang tid at etablere sig i Frankrig. Det er ikke gjort på et enkelt besøg, men på de fem dage er vi blevet meget klogere på, hvor vi skal lægge både penge og fokus i fremtiden,” fortæller hun.
Som mange andre danske branchepersoner, der har besøgt eksportmarkeder for at etablere deres artister i området, mener hun ikke at man skal underkende vigtigheden af at være fysisk til stede:
”Det gør en stor forskel at være der fysisk. Og det gør en kæmpe forskel at være der flere dage i træk,” afslutter hun.
You must be logged in to post a comment.