CASE: Elias Rønnenfelt tog på europæisk eksportophold i London og markerede begyndelsen på sin solokarriere

I 2024 udgav Elias Rønnenfelt sit første soloalbum efter over ti år som eksportsucces med bandet Iceage. Han brugte to ophold i London som springbræt til at præsentere debutpladen Heavy Glory for det britiske marked. Et intenst forløb med filmvisning, live-optrædener og nøje kuraterede samarbejder, der satte scenen for hans næste musikalske kapitel. MXD har taget en snak med Elias Rønnenfelts tætteste samarbejdspartner, Nis Bysted, om arbejdet bag solo-debuten, om strategiske og intuitive valg, og om hvordan eksportopholdet i London blev brugt til at skabe både synlighed og netværk.

Et nyt kapitel
Nis Bysted må være den musikprofessionelle, der er allertættest på Elias Rønnenfelt og hans musikalske virke. Nis har kendt Elias siden han for over 15 år siden begyndte at samarbejde med Iceage, og nu har Nis en kombineret rolle som manager, producer samt indehaver af pladeselskabet Escho, der udgiver musikken. Elias har gennem årene haft andre sideprojekter med for eksempel Marching Church og Vår, men det var først i 2024 at den danske sanger, musiker og sangskriver udgav sit første soloalbum, Heavy Glory. Et album der i øvrigt for nylig er blevet tildelt Carl Prisen for årets rockudgivelse.

”Det er jo noget helt nyt at udgive en plade i sit eget navn. Elias har så meget historie, og han har lavet så mange ting allerede. Det er inden for en niche, men der er han jo et anerkendt navn i hele verden, og der er mange derude, der har stiftet bekendtskab med ham gennem for eksempel Iceage og Marching Church i løbet af årene,” fortæller Nis og fortsætter:

”Hans musik har været i berøring med rigtig mange mennesker, så det var enormt spændende at skulle udgive sådan en solo-plade. Jeg havde en masse tanker omkring hvad dem, der havde lyttet til Marching Church ville tænke, og hvordan Iceages publikum ville tage imod det.”

Iceage har udgivet alle deres plader på Escho i samarbejde med udenlandske pladeselskaber som for eksempel Mexican Summer og Matador Records. Men derfor var det ikke selvsagt, at Heavy Glory skulle udgives på samme måde:

”Det store spørgsmål var, om vi skulle samarbejde med et selskab udenfor Danmark, som kunne bidrage med noget i udgivelsesprocessen. Men for Elias er det vigtigt at have friheden til at kunne skrive musik og udgive det ret hurtigt. Det tror jeg, at mange artister kan genkende, det her med gerne at ville have noget af sted lige så snart, det er lavet færdigt,” fortæller Nis.

Tidsrammen for udgivelser varierer, alt efter hvilket pladeselskab man udgiver sin musik på. Nogle pladeselskaber – ofte dem der har færre artister – har mulighed for at være meget fleksible med deres udgivelser. De større selskaber, der skal udgive for mange artister, og som måske også har flere store og brede kampagner i gang samtidigt, kræver mere forberedelsestid. De kan have en tidsramme på 6-12 måneder eller mere fra final master til udgivelse.

”Jeg synes det er godt, at pladeselskabet har god tid til at processere musikken og finde ud af, hvordan de kan arbejde med det. Men jeg tror også, at det nogle gange for kunstneren går lidt for meget imod den iver, de har for at få deres musik ud i verden. Så hvis man har mulighed for det, så kan det virkelig give noget god energi og en anden forståelse af projektet, at man kan udgive, når man vil. At udgive udelukkende på Escho gav os i hvert fald en frihed, til at gøre det vi ville, hvornår vi ville og i den form, som vi ville,” fortæller Nis.

Et lille team med stor rækkevidde
Et lille team af to personer giver plads til større armbevægelser, når man foretrækker, at der ikke skal være så langt fra tanke til handling. Nis og Elias har undervejs i processen haft mange dygtige samarbejdspartnere til at hjælpe med både selve pladen og udbredelsen af den, men et langt stykke af vejen har det blot været de to alene.

”Idéen om at gøre tingene selv er ret meget til stede i det her projekt,” fortæller Nis.

Han besluttede dog at hyre et PR-bureau ind til at hjælpe med især den internationale udbredelse af Heavy Glory. Nis har med Escho udgivet rigtig mange plader, der har fået opmærksomhed fra udlandet, og han vurderede, at der også var potentiale med Elias’ første solo-plade.

Det skyldes blandt andet, at den første Iceage-plade udkom i 2011, først på Escho i samarbejde med japanske Big Love og amerikanske Dais Records og derefter på det amerikanske pladeselskab What’s Your Rapture. Siden da har især USA været i fokus for bandet, og det valgte Nis at bygge videre på:

”Jeg synes det gav mening at præsentere Heavy Glory i USA. Selvom det her er Elias’ solo-plade, så hænger det jo sammen med alt andet, han laver. Han er jo på sin egen måde blevet en multikunstner,” fortæller han med reference til at Elias også har udgivet digtsamlingen Sunken Heights i 2023, og at han også altid har været stærkt engageret i den visuelle del af sine udgivelser. For eksempel kuraterede han selv Noah Kundur til at lave coveret til Heavy Glory.

”Iceage har samarbejdet med Jessica Linker fra Pitch Perfect PR siden begyndelsen. Hun er én af dem, vi altid har sparret med, og som vi har været igennem tykt og tyndt med. Hun er virkelig en fantastisk person, og hun anbefalede at vi fik koblet en af hendes ansatte på, Ahmad Asani, så det gjorde vi,” fortæller han.

”Når man har et virkelig godt forhold til nogen, der skal løfte presseopgaven, så kan man virkelig komme langt. På andre projekter har jeg prøvet at hyre nogen, hvor de giver udtryk for, at det er noget de sagtens kan arbejde med, men så sker der bare nul og niks, selvom man betaler mange penge for det. Nogle gange skal man jo igennem tre plader og tre forskellige PR-bureauer, før jeg har fundet nogen, vi har været glade for,” fortæller han.

Foruden Pitch Perfect PR samarbejdede Nis også med Shannon Kurlander fra Terrorbird i London, der lavede en radio- og markedsføringskampagne på pladen i USA, og hjalp med at sætte sessions op i London under eksportopholdet, og James Parrish fra Prescription PR leverede presseindsatsen i England. Begge bureauer har også været involveret i synliggørelsen af Astrid Sonnes seneste plade, og James har også tidligere arbejdet med Iceage.

Hvad får vi egentlig ud af det her?
Heavy Glory udkom i slutningen af oktober 2024, hvor første del af eksportopholdet fandt sted. Her tog Elias med sit trio set-up bestående af ham selv, Lola Hammerich og Tobias Laust til London. De lavede en live-session hos det anerkendte State51, de havde en in-store-koncert i pladebutikken Rough Trade, og så skulle de også spille på Pitchforks festival i byen.

”Vi havde en masse elementer, som vi implementerede i forbindelse med eksportopholdet – en session, en festivaloptræden og en mindre koncert. Vi havde også produceret en masse plakater, som vi havde sendt rundt til pladebutikkerne i England, ligesom vi også fik produceret et remix af en af sangene fra pladen, mens vi var af sted,” fortæller Nis.

Det remix blev til i samarbejde med The Dare, der er en amerikansk musiker, og som tidligere har produceret for blandt andet Charlie XCX. Som en del af eksportopholdet optog de også musikvideoen dertil.

Alt dette blev var blot den ene del af eksportopholdet. De fik sået en masse frø i London, netop som pladen var udkommet, og i januar 2025 vendte de så tilbage til byen for at spille en headliner-koncert på Avalon Café og samtidigt høste nogle af frugterne fra deres første besøg.

”Der skete mange gode ting på baggrund af det første besøg, og vi var vildt glade for, at få muligheden for at sprede det ud, da det jo er en dynamisk proces. Det er ikke altid, man kan være strategisk omkring de her ting. Tit og ofte handler det jo også om, hvad der lige kan lade sig gøre. Kan man få en session? Kan det hænge sammen? Det var ret heldigt at vi både kunne lave in-store og live-session under samme besøg. Og både Joanne Robertson og Fauzia, der medvirker på pladen, var i London og kunne være med. Det handler om at få så meget som muligt ud af de datoer, man får,” fortæller Nis.

Det er en velkendt og nødvendig metode i musikeksport, at man i så vidt omfang som muligt samler sine aktiviteter i en by eller et område, så man ikke skal rejse for meget frem og tilbage. Det er netop også tanken bag MXD’s Europæiske Eksportophold, hvor danske musikere får muligheden for at tilbringe flere dage med deres team i en europæisk storby, hvor de kan arbejde intensivt med de muligheder, der er til stede i netop dén by.

”Men gennem alle de år jeg har lavet det her, har jeg tit tænkt ’hvad får vi egentlig ud af det her´? For det er jo chancer man tager, og det er sjældent man kan se effekterne af dem lige med det samme. Derfor er det enormt vigtigt, at det man gør, føles godt for musikken. Vi kunne jo for eksempel ikke vide, om der var mange, der ville komme til at se vores live-session, eller om den ville blive god for den sags skyld. Men vi vidste, at det var nogle fede mennesker, der stod bag sessionen, og det var også en faktor at Elias ville få mulighed for at synge sammen med Fauzia,” fortsætter han.

”Man er nødt til at finde ud af, hvorfor man gør den her slags ting. For man ved faktisk aldrig rigtig, hvad der bærer frugt.”

Vejen til succes er aldrig snorlige, og selv de mest gennemtænkte strategier kan ikke forudse hvordan en koncert, en kampagne eller en live-session bliver modtaget. Som Nis beskriver det, kan en strategi derfor også være bygget op omkring de aktiviteter, artisten kan se sig selv og sin musik i, fremfor de aktiviteter der udelukkende har værdi, hvis man efterfølgende kan måle værdien af dem.

I dette tilfælde var det den helt rigtige vej at gå. Live-sessionen hos State51 gik rigtig godt på begge parametre; der er over 12.000 visninger på YouTube i skrivende stund, og Elias og bandet var enormt glade for oplevelsen.

”Det handler også om at være meget konsistent i at have mange aktiviteter og vælge de rigtige samarbejdspartnere. Vi har gjort det i mange år, og vi har et enormt godt netværk, men jeg synes stadig det kan være svært,” fortæller Nis.

Stemning før stringent strategi
Da de vendte tilbage til London i januar, var det primært for at spille en koncert på spillestedet Avalon Café – men ikke en helt almindelig koncert:

”Avalon Café er et ret specielt sted, og det her var en aften, som Elias på en måde kuraterede. Vi
viste en film, der er blevet lavet om Elias, i forbindelse med en koncert han tidligere har spillet på Giorno Foundation i New York, og så spillede Elias en koncert. Efterfølgende havde han været med til at vælge nogle andre artister, der også optrådte. Vi gjorde entréen gratis, men man skulle signe up til et nyhedsbrev for at få sin billet, så man kunne ikke bare dukke op,” fortæller Nis og fortsætter:

”Vi fik lavet en virkelig god aften, som helt sikkert gør, at vi kan lave en ny aften i London eller et andet sted i England. Der var enormt mange mennesker og musikere, der mødte hinanden for første gang den her aften, og der blev virkelig skabt en god stemning, blandt alle dem der var med.”

Det er altså ikke altid et spørgsmål om, hvor mange branchepersoner som bookingagenter, pladeselskab folk, sync-agenter og festival repræsentanter, man kan få til at komme til sine koncerter. Og måske især ikke, når man har med en artist som Elias at gøre.

Koncerter som denne kan ikke måles kvantitativt – i hvert fald ikke endnu. Men hvis man formår at skabe en levende koncertoplevelse med spændende og inspirerende musikalske gæster fra Londons niche-scener, så gør det bestemt en forsket – formodentlig også en afgørende én.

”Det er i hvert fald min erfaring, gennem alle de år, jeg har arbejdet med musik, at når du skaber de der gode oplevelser for folk – både for bandet, for artisten, for publikum og for dem der arrangerer og promoverer det – hvor alle får følelsen af, at der bliver skabt en virkelig god aften, så kan den energi skabe nogle vilde ringe i vandet. Sådan en aften bliver bare ved med at give på alle mulige måder,” fortæller Nis.

At Elias med eksportopholdet fik mulighed for at invitere folk indenfor i sin verden – modsat at spille en regulær koncert på et almindeligt spillested i byen – var også afgørende, mener Nis. Det gjorde, at han kunne fremvise sig selv som soloartist i et prisme, der også trak tråde ud til kunstnere og andre aktører for London, der bevæger sig inden for samme kunstneriske sfære.

Han har aldrig været bedre
Det overordnede formål med Elias Rønnenfelts eksportophold var at vise, hvordan det lyder, når han spiller live, for i fremtiden at kunne komme til at gøre det endnu mere udenfor Danmarks grænser. For selvom han i forvejen er et velkendt navn, er lyden som soloartist anderledes end den, han har turneret med i sine forskellige bands.

”Det ville have været svært at tage af sted på det her tidspunkt uden støtten i eksportopholdet. Så ville vi nok først have gjort det om meget længere tid. Jeg tror at dét, at vi har været af sted så tidligt, har gjort en forskel. Mange mennesker har fundet ud af, at det her musik kan fremføres på mange forskellige måder, og det er en stor forskel, når man skal turnere med det,” fortæller Nis Bysted.

Under det samlede eksportophold præsenterede Elias sin musik ved både at optræde solo, som trio og med fuldt band. Og det kan være en god idé at være fleksibel i sit live set-up, da økonomien i koncertaktivitet udenfor Danmark ofte er meget begrænset og tilmed med øgede udgifter i forhold til at spille herhjemme.

”Jeg håber og tror på, at vi kommer til at kunne se effekten af eksportopholdet allerede når næste plade udkommer. Elias skal gerne ud at spille flere og større steder, for flere mennesker og i forskellige sammenhænge. I Danmark er han jo virkelig blevet en artist, der kan spille alle mulige steder – alt fra en musikforening i Faaborg og en lokal klub i Skive til Konservatoriets Koncertsal. Han kommer ud til rigtig mange forskellige typer af mennesker,” fortæller Nis.

”Jeg håber, at det vi har gang i, kan give ham mulighed for at gøre det samme i Europa også. Og måske for så vidt også i USA og i resten af verden.”

Efter eksportopholdet har Elias færdiggjort sin næste soloplade og været af sted på en USA-tour med Iceage. De to sider af Elias’ musikalske virke skal ifølge Nis kunne leve side om side. Når Iceage er i dvale efter en tour eller en udgivelse, så kan han dedikere mere tid til sit soloprojekt og omvendt.

”Han er meget produktiv og laver hele tiden sange. Det er det, der er hans fokus. Man kan virkelig se på alt det, han har lavet gennem tiden, at der også er en udvikling i det. Det har altid været sindssygt godt, men jeg synes, han er et sted lige nu, hvor han aldrig har været bedre.”
Slutteligt fortæller Nis, at Elias Rønnenfelt allerede udgiver sit næste album til oktober. Med de frø, der er sået i indsatsen omkring den første plade, er der god grund til at forvente, at musikbranchen uden for landets grænser er mere end klar til at modtage nyt fra den danske musiker.