Cutfather og Jacob Ubizz deler ud af deres erfaringer og råd om det store sydkoreanske marked. Som en opfølgning på K-pop-camps i København og Seoul – arrangeret i 2024 af MXD, Musikforlæggerne og DPA i samarbejde med GL Music og førende sydkoreanske selskaber – har MXD talt med de to producere, der ofte arbejder som et team. Cutfather deltog i campen i København, mens Jacob Ubizz var med i Seoul.
Af Henrik Friis
Lige der ved døråbningen – når man går fra Cutfathers kontor ind i det tilstødende studie – hænger tre indrammede udmærkelser fra Billboard Magazine under hinanden.
Alle tre gælder 1. pladser for sange “Written and produced by Cutfather”, som det står i hver ramme – og som er givet for sangenes samlede placering worldwide på Billboards hitlister. Den ene toppede endda også Billboard 200 Album chart-listen i magasinets amerikanske hjemland. Alle har rundet en mio. solgte eksemplarer.
Et andet fællestræk er, at alle tre er sydkoreanske udgivelser: “Dreamer” med boybandet NCT127, “Big Chance” med gruppen Super M samt “Cruel” med pigegruppen Twice.
Yderligere tre indramninger er på vej til Cutfathers kontor fra Billboards “glarmester-afdeling” som bevis på nye koreanske hitlistetoppere og millionsælgere på verdensplan, og med det har vi vist slået fast, at K-poppen er blevet en væsentlig del af den danske sangskriver- og producer-stjernes virke.
Det bekræfter Cutfather (Mich Hedin Hansen) da også, da han og samarbejdspartneren/produceren Ubizz (Jacob Uchorczak) tog imod i Njalsgade-pakhuset på Islands Brygge, der med sine op mod 50 studier ofte lægger ramme til nye danske forsøg på at nå musiktoppen.
De to har sagt ja til en grundig snak om dagens muligheder på producer- og sangskrivningsfronten. Især med fokus på K-poppen og genrens vokseværk inklusive arbejdsmetoder i studiet og mulighederne for deres danske kolleger – bl.a. med afsæt i de K-pop camps for sangskrivere og producere, som MXD, Musikforlæggerne og DPA i samarbejde med GL Music samt koreanske SM Entertainment og større indieselskaber har været med til at sætte op i København og i Seoul i 2024. Og som en slags intro til de camps, MXD har under planlægning for 2025.
Første K-pop cut for 14 år siden
Lidt historie først: Cutfather fortæller, at han fik sit første K-pop cut (afsætning af sang til et sydkoreansk selskab) for 14 år siden, da han sammen med bl.a. Thomas Troelsen og Engelina Larsen skrev sangen “Nu Abo”, der blev en succes for gruppen f(x). Det var Troelsens amerikanske manager, der fik sangen afsat. Cutfather kendte på det tidspunkt intet til det sydkoreanske marked. Han syntes nærmest, det var lidt mærkeligt, og fokuserede som de fleste andre dengang på UK og USA, hvor de internationale solister jo holdt til. Men han spærrede alligevel øjnene op, da han så koreanernes lancering:
– Hold da kæft, tænkte jeg. Det var en ret flot video. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der blev postet så mange penge og så meget marketing i set-up’et… Og fra dengang i 2010 til nu har koreanerne jo overtaget meget af den internationale underholdningsbranche. De er begyndt at købe op af de store labels i USA også – så nu kan man ikke se uden om dem. Overhovedet ikke.
Selskabet, der udgav ovennævnte sang for 14 år siden, hedder SM Entertainment, og er et af Sydkoreas fire helt store musikselskaber. Det er i øvrigt også det selskab i Sydkorea, som Cutfather har mest med at gøre i dag. Han har været til sessions ude hos dem to gange i de senere år på egen hånd. Og SM Entertainment har desuden været koreansk partner i de camps, som MXD og danske samarbejdspartnere arrangerede både herhjemme og i Seoul i 2024 (her medvirkede Cutfather i den danske, mens Ubizz deltog i den sydkoreanske udgave).
SM Entertainment – En kæmpe underholdningsorganisation
SM Entertainment har hovedkvarter i en 20-etagers skyskraber i Seoul. Det er en kæmpe underholdnings-organisation med ca. 1200 ansatte, der har fokus på alt lige fra tv og involvering i sport over koncerter og events til pladeselskab og publishing – inklusive udvikling af sang- og showtalenter, som bliver samlet op meget tidligt (med familien involveret) og gennemgår uddannelsesagtige forløb m.v.
– De har bl.a. en kreativ afdeling med cirka 50 A&R’s, der lytter den musik igennem, som de modtager udefra, og de modtager altså mange hundrede sange om ugen. Måske op mod 1000. De sange går så igennem deres filtreringssystem, hvor der lyttes til alle numre, og via fire selektive runders pointgivning ender det op i den pulje, hvorfra de udvælges til SM’s projekter, forklarer Cutfather.
– Med 60 projekter om året – albumudgivelser – er det over et album pr. uge. Inklusive markedsføring og promos, videoer etc. Så SM’s volumen på området er altså meget stor, og i den forbindelse har de også indrettet nogle studier i skyskraberen, hvor de inviterer sangskrivere og producere til sessions. En række studier på samme etage, hvor man er tre-fem writers i hvert rum og gennem en uge arbejder med nye holdsammensætninger og sangopgaver hver dag, fortæller Cutfather.
Studie-sessions i Seoul
Formlen er et track pr. dag pr. studie. De medvirkende – både internationale tilrejsende og sydkoreanere – er på forhånd blevet bedt om at have oplæg til backing tracks, inden de ankommer, så der er ideer, der kan arbejdes på.
– Dagen starter med et kvarters brief om, hvad der skal skrives til den pågældende artist, inden man starter med at skrive – om stilart, tempo m.v. Nogle dage hænger der så en seddel på døren: “Vi kommer lige ind”. Så kan det være, fordi man har sendt et oplæg, de godt kan lide, og som de gerne vil have, man arbejder videre på til en helt specifik gruppe eller artist. I andre studier starter man helt fra bunden, fortæller Cutfather.
Fysisk sidder writerne og producere som Cutfather og Ubizz i studier på samme etage med et fælles rum i midten, så man har hurtig adgang til hinanden og kan gå ind og høre, hvad de andre har gang i. Men arbejdet foregår i hvert sit rum – der er også en tekstgruppe på arbejde – og man slutter tidligst ved 21-22-tiden. Oftest bliver det midnat eller senere, men så plejer man også at være klar med en præsentation af en færdig sang. Måske ikke færdigmixet, men god nok til at blive præsenteret sidst på ugen, hvor alle samles i et af de større studier for at høre resultatet sammen med A&R-afdelingen.
– På fire dage plus fredags-opsamlingen nåede vi at lave 17 sange, siger Cutfather: – Man sidder ikke og lytter til 17 sange i streg, men man lytter måske til et spor og omkvædet. A&R-afdelingens folk sidder og tager notater. Det er lidt som at være til eksamen – og man tænker “tænk, hvis det nu er sang nummer 875 ud af de 1000 ugentlige, at de er i gang med at lytte til… Men de har en enorm høj arbejdsmoral.”
Hvordan reagerer de så?
– Der er nogle numre, hvor de så klapper lidt til sidst, men det er meget afdæmpet, og det er næsten altid kun positiv feedback. Det er meget, meget sjældent, de kritiserer stærkt. Man kan godt få at vide: “Vi kan godt lide det, men det passer ikke lige til vores artist,” men det er meget sjældent, man får dårlig kritik. De er simpelthen for høflige. Den måde man så finder ud af det på, er, at de bare ikke tager nummeret…
Ubizz var med på september-camp i Seoul, som MXD var medarrangør af. Her deltog han i sessions med hollændere, sydkoreanere og andre danskere stilet mod SM Entertainment og underselskabet Kreation Music Rights – for at pitche direkte til koreanske artister. Endnu er det for tidligt at sige, om sangene bliver cuttet eller ej. Det samme gælder sangene fra den camp hos SM Entertainment, som både Ubizz og Cutfather deltog i kort efter:
– Numrene fra de camps bliver “submitted for review”, som man kalder det. SM har som koreansk hovedarrangør sangene på hold i et år, hvorefter session-deltagerne selv kan afsætte dem, hvis de ikke bruges. Men vi fik lavet sange, som jeg tror passer godt ind i markedet – og meget vigtigt fik jeg mødt publishere og songpluggers, så jeg tager derover igen til marts-april, siger Ubizz om campen.
Selve sangskrivningen
K-poppen er karakteriseret ved mange stilskift og breaks i de enkelte numre, som bl.a. hænger sammen med, at der ofte er mange medlemmer af grupperne – forskellige sangere, en rapper, en danser m.v. 9-10 medlemmer er slet ikke usædvanligt.
Sangskrivningen er lagt an på, at hvert bandmedlem får deres egen sekvens, hvor de kan shine: – Et nummer har måske de første fire bar lines med sang, så tre med rap, to med sang og så omkvædet. Og så skifter det sådan hele nummeret igennem. En gang imellem tænker man: “Hold op, kan der virkelig være så mange stilskift i en sang og stadig fungere?”, siger Cutfather.
Han fortæller dog, at K-poppen ikke er helt så kalejdoskopisk i sin opbygning, som den tidligere har været i forhold til vestlig pop, grundet den internationale succes og koreanernes ambitioner om at få endnu flere verdenshits: – Vi er nok også trukket ind i det, fordi vi dels kommer fra en international scene, og fordi vi kommer fra en anden pop-melodisk baggrund. Det er koreanerne ikke vokset op med på samme måde, som vi er i Skandinavien – specielt svenskerne, siger han.
Ukendte modtagere
Tit kender man som writer/producer ikke gruppen, der pitches til – det kan være, den først skal debutere senere, for i Sydkorea langtidsplanlægger selskaberne gerne K-pop-gruppernes karrierer og udklækker dem, når de er udviklet. Det sikrer selskabet kontrollen over udtrykket, som er grundigt udtænkt på forhånd af selskabets kreative folk.
Selskaber som SM sender briefs med guidelines ud til internationale sangskriver-kontakter næsten en gang om måneden, som efterspørger pitchsange til en bred vifte af deres K-pop-grupper. Ubizz, Cutfather og de andre internationale producers/writers sender så deres forslag tilbage til selskabets fem internationale A&R’s, der sender pitchene videre op i selskabets systemer.
– Der er tænkt over tingene, siger Ubizz. – For når du sidder og skriver til et brief – om det så er til en session i Sydkorea eller hjemme – er de tydelige omkring, hvad de vil have. F.eks. at den kvindelige sanger skal gå megahøjt op i omkvædet – helt op at synge falset. Eller hvis den mandlige sanger har en rå karakter, som man skal prøve at ramme. Det står i briefet. Og det bliver også angivet, hvilket tempo og genrer man foretrækker. Så hvis gruppen har udgivet sange før, så kan man også selv gøre en del af forarbejdet, lytte til deres musik og høre, hvis der er nogen af dem, som har forcer på bestemte områder – eller modsat, hvor de ikke skal udfordres: En sanger der måske ikke kan gå så højt op, men i stedet skal synge et vers, der ligger i midten tonalt, siger han.
Et brief kan også beskrive, at “sangens hovedudtryk skal være et velafbalanceret mix af rap og sang – og ikke overdrevent eksplicit eller seksuelt i teksten”. Og bare til én gruppe kan der eksempelvis efterspørges sange, der er “cool pop punk rock” – “old school-baseret dance-pop”, eller “EDM-baseret storladent pop-dance”. Eller: “Musik i rock band-stil med live-feel og åbent over for modern pop, rock og indie-genrerne”. I hvert tilfælde ledsages briefet af musikalske referencer til kendte numre.
– Det er ikke en opfordring til at kopiere, men om at lave noget i den stil, siger Ubizz, og Cutfather supplerer:
Gælder om at skille sig ud
– Langt hen ad vejen er det kun en vejledning. Vi tænker, at hvis de A&R’s modtager 1000 sange om ugen, så er de 200 måske skudt mod deres briefs, sådan næsten kopi-agtigt – og det kan de alligevel ikke adskille. Det, vi har haft mest held med, er faktisk at komme op med ideer, som lyder af sin egen verden: Så når de får en sang, der skiller sig ud, så tænker de måske “hov, det lyder spændende” – og så er det måske den, de snupper.
– Det er vores håb. For vi er jo ikke alene. Der er mange, der skyder mod det her. Og de har mange dygtige sydkoreanske writere, der kan deres K-pop til fingerspidserne, så de skal have noget andet fra os, mener de to.
Når talen falder på topline/melodilinje, fortæller Ubizz, at der både skrives til engelske sange og koreanske udgaver. Selvom der bliver flere og flere engelsksprogede elementer på grund af K-poppens gennemslagskraft på det vestlige marked, laves der stadig forskellige sprogversioneringer. Eller koreanske vers og engelsk omkvæd. Det kommer an på udgivelsen.
Desuden er den koreanske melodilinje en verden, man skal vænne sig til at skrive til: “Der er mange flere stavelser, så rytmikken i melodien går som regel lidt hurtigere, end den gør på engelsk eller dansk … så man skal tænke lidt mere staccato-agtigt i melodierne,” siger Cutfather, og svarer hurtigt den ringende telefon: “Hey Ken, kan jeg ringe lidt senere?” (Det var Ken Komisar, tidligere executive producer for bl.a. Michael Jackson, der ringede, red.)
Fifty-fifty fordeling i dag
Cutfather og Ubizz kan ikke svare præcist, når man beder dem fortælle, hvor meget af deres produktion der i dag er rettet mod Sydkorea/Asien og andre markeder. De skyder på fifty-fifty.
– Der har været nogle år, hvor jeg næsten kun har lavet K-pop, og i år er der kommet meget mere til i England og USA – selvom jeg også har været en måned i Asien til ren K-pop. Det kommer an på, hvordan heldet lige flasker sig, siger Ubizz.
– Jeg tror egentlig bare, at man skal kunne lidt af hvert, hvis man er i det her game. Tingene går ret stærkt, og så må man bare vænne sig til det. Koreanerne vil have det på en bestemt måde, og de betaler os for at gøre det. De er jo eksperter i koreansk musik og ved, hvad man tjener penge på. Så jeg har det sådan, at det er en del af jobbet.
Cutfather peger på, at K-pop i stadig stigende grad efterspørger et mere og mere vestligt aftryk, så han tænker i dag ikke altid over musikken på den måde. Men det har krævet tilvænning:
– I starten havde jeg det sådan, at hvis jeg skulle skrive K-pop hver dag, kunne jeg lige så godt sælge sæbe på et marked. Det var min tanke, da det kom op. Men lige pludselig finder man ud af, at det er sgu meget spændende det her… At det egentlig er sjovt og har en anden tilgang. Så det med at være open minded omkring skiftene i musikken, det kom egentlig meget naturligt. Jeg syntes, det var spændende – at det var udfordrende – og at det var noget helt andet.
– Der var nok tre-fire år, hvor mit fokus var på at samarbejde med de store amerikanske pop-artister – eller den og den artist i England. Men lige pludselig er det bare drejet, og når man så oplever, at en K-pop-sang ender på 1.-pladsen på Billboard – og den anden og den tredje og den fjerde – så er vi faktisk også oppe at konkurrere kommercielt mod noget, der giver meget mere mening. Alle de numre har jo rundet en million solgte eksemplarer.
Betalingen
Der er ikke indtægter til sangskriveren/produceren i Sydkorea, før nummeret bliver cut’et, altså taget af pladeselskabet og placeret hos en artist. Så med Cutfathers ord er det “som nålen i høstakken – udbud og efterspørgsel”. Det er endt med at være hard core udvælgelse.
Desuden er økonomien for sangskrivere/producere anderledes end i Vesten, hvor man har Producer Point Royalty.
Cutfather: – Det begreb findes faktisk ikke i Asien, og det er en hæmsko. I stedet bruges buy-out’s. Du får en flat fee, og så køber de filerne af dig – og du ser aldrig en ekstra krone af den aftale. Det er en udfordring, hvis sangen efterfølgende sælges i fire mio. eksemplarer – i modsætning til USA, UK eller andre steder, hvor der afregnes efter salg. Hvis sangen sælger i mange eksemplarer i Sydkorea ved download eller fysisk salg, så får man penge fra forlags/publishing-siden – mechanical rights, som fordeles mellem sangskriverne. Det kompenserer ok, men ikke helt for den manglende royalty. Og så er der også indtjeningsmulighed fra publishing på performance, når bandene er ude at spille.
– Den manglende royalty ér en fejl og en kæmpe hæmsko. Men de har været stærke nok til at bibeholde den forretningsmodel. Og så ender det i “Vil du være med, eller vil du ikke være med?” Sådan er gamet, siger Cutfather.
Sydkorea i overhalingsbanen – Vesten sov
Ubizz: – Jeg synes, der har været et kæmpe hul i markedet omkring rene popartister i Vesten. Siden Katy Perry har der ikke været nogen, der virkelig embracede Top 40-poppen, og koreanerne var jo modige og havde sindssygt meget succes med boybandet BTS. De havde en popsang, der hed “Dynamite”. Det var bare et perfekt popnummer – skarpt skåret og ikke så meget fis, vel? Mange vestlige artister har gået meget efter, hvad der var mystisk og cool, og de er gået på kompromis med sangene. Mens koreanerne bare er dukket op med stor grandios popmusik. Vesten har sovet i timen. Nu er der jo kommet flere i Vesten, der gør det – bare se Sabrina Carpenter. Men lige der var der jo et hul. Det så koreanerne, og nu overtager de jo amerikansk musik…
Den bedømmelse er Cutfather enig i. Han mener, at man i Vesten nok har været for konforme: – 10-øren om Sydkorea og K-poppen faldt nok først for alvor, da BTS vandt American Music Awards og blev udråbt til “Årets gruppe” og “Årets popgruppe” (det sidste opnåede de flere år i træk, red.) og var med til den amerikanske Grammy. Det er dét, man sætter som målestokken, siger Cutfather.
Herhjemme er kendskabet til K-pop måske stadig ikke voldsomt, og rap’en er i førertrøjen. Men det kan vende.
I udlandet går det i hvert fald stærkt: – I 2023 var vi inviteret til en udsolgt koncert i O2 Arena i London med K-pop-pigegruppen aespa, og man tror måske, det kun er unge, der var afsted, men det er et meget blandet publikum. Og der var mange asiater, men også mange vesterlændinge… Jeg havde forventet et smallere publikum, siger Cutfather, hvis samarbejde med Ubizz omkring aespa endte op i fire millioner solgte albums.
Sydkorea stadig på optur
Fornemmelsen hos de to er, at den sydkoreanske dominans i musikverdenen ikke nødvendigvis har toppet, men kan vokse sig endnu større. At koreanerne også begynder at opkøbe internationale/amerikanske publishers, pladeselskaber, managements m.v. er et stærkt signal.
– Forrige år købte de underholdningsfirmaet SB Projects af Scooter Braun, musikmanager for Justin Bieber og Ariana Grande – altså de allerstørste popartister du kan finde i verden. Det selskab opkøbte de for en mia dollars, konstaterer Cutfather.
– Og at de køber sig ind på den måde, er en bevægelse, man ikke har set før. England og USA har været et monopol. Musikverdenen har været deres, og her kommer der lige pludselig en helt anden kultur og overtager. Det tyder på noget andet, og det er svært at sige, hvad det udvikler sig til.
– Men nogle af de allerstørste i verden – Max Martin og Ryan Tedder fra One Republic – har haft K-pop-udgivelser inden for de sidste måneder. Dét fortæller meget. Eller når Chris Martin (Coldplay), Bruno Martin og Sam Smith indgår i samarbejder med K-pop-artister… Det er A-liste verdensstjerner, og dem har man ikke set lave K-pop-samarbejder før. Det er nogle meget, meget powerfulde mennesker, der er på spil, og som et eller andet sted fortæller, at magtbalancen er rykket.
Ubizz konkluderer: – Jeg ved ikke, om det peaker nu, eller om det kommer til at fortsætte. Men det er kæmpestort. Det største i verden lige nu er K-pop.
Bemærkelsesværdig fankultur
Fankulturen i Sydkorea er også bemærkelsesværdig og er en stor del af den økonomi, der er knyttet til K-poppen og musikindustrien. Der er varehuse fyldt med K-pop-effekter på flere etager – kuglepenne, nøgleringe, bøger, figurines, krus, t-shirts, tøj – alt mellem himmel og jord. Ligesom der er mange musik-butikker i Seoul.
Det fysiske musiksalg er også betragteligt, og hvis der er ni medlemmer i en gruppe, kan der være særudgaver af albummene med de enkelte medlemmer på forsiden. Så hvis superfans skal have et eksemplar af hver, kan det hurtigt blive til mange hyldemeter:
– Der findes nogle “super fan”-charts – jeg er ikke helt sikker på, hvordan det fungerer, men du er superfan, hvis du køber x antal kopier af de grupper, der ligger på hitlisten. Det har skabt en helt skør konkurrence om, hvem der er den største fan, siger Cutfather.
– Samtidig kan en sang, der hitter, også ende i rigtigt mange versioneringer – 15 måske. Jeg mener, hittet “Cupid” endte deromkring, supplerer Ubizz.
Vejen ind i K-pop markedet – I en guldgravertid
Cutfather og Jacob Ubizz ser kun én vej ind på K-pop-markedet for nye håbefulde såvel som alle andre: Hard networking.
– Gå ud på Instagram og find ud af, hvilke A&R’s der arbejder hvor. Prøv at komme i kontakt med dem og få spillet lidt musik for dem. Afsøg songpluggerne, som der er mange af i Sydkorea, og som jeg tror, er lidt lettere at komme i kontakt med end A&R’s på de store labels, siger Ubizz.
– Får man en indgang hos dem, kommer man måske med i en pulje, som bliver skudt ud til de forskellige artister. Det er mellemmænd, så de tager en bid af kagen, for at du kan blive placeret, men det har været en af de veje, som vi stadig bruger den dag i dag. Volumen er så stor i A&R-folkenes indbakker, at pluggerne kan være en mulighed. Så jo bredere netværk vi har, jo bedre mulighed har vi for at blive placeret. Men det kræver arbejde og held. Det er guldgravertid lige nu, siger Cutfather.
Og så henviser de to selvfølgelig til de camps, som bl.a. MXD er medarrangører af, som indgange – detaljerne om 2025-campene offentliggøres på et senere tidspunkt.
Andre markedsmuligheder i Asien – Og måske et comeback?
Hvilke markeder i Asien er vigtige – ud over Sydkorea?
Ubizz: – Japan, Kina og Filippinerne i nogen grad. Og Thailand tror jeg bliver interessant i fremtiden. Der er mange gode writere, der søger mod Thailand, fordi de efter sigende kan få samme deals som i Sydkorea, altså buy-out-deals.
Cutfather: – Når der er så stort fokus på Sydkorea og Asien, så har folk ikke tænkt så meget på de her amerikanske og engelske markeder. Det kan være, at den mulighed vender tilbage – det er jo stadig der, mange af de største beslutningstagere rent pladeselskabsmæssigt sidder. Så måske kommer der en undertryks-situation. Der har været så meget knald på Sydkorea, at jeg har tænkt: “Lad os nu prøve at få placeret noget i de lidt mere hjemlige breddegrader.”
Ubizz: – Jeg er begyndt at pitche meget mere i USA og England nu. Det kan godt være, at det bare er os, der spekulerer, men måske er deres indbakker ikke så fulde nu, som de var for bare fem år siden? Jeg tror ikke, de får lige så mange sange i dag.
Cutfather: – Til gengæld har amerikanerne også haft nogle udfordringer. F.eks. Atlantic Records i USA, som jo har et kæmpe bagkatalog. Det viser sig, at det, de sælger, er deres bagkatalog. Det er ikke nye artister. Deres indtægt på nye artister er 5 procent – 95 procent af resten er katalog-salg. Fokus ligger altså helt andet sted, så kan det godt være, at de ikke har så meget interesse i udvikling af nye artister…
I 2024 arrangerede Music Export Denmark (MXD), Musikforlæggerne og DPA – i samarbejde med GL Music og i partnerskab med sydkoreanske musikselskaber – songwriting camps og sessions i København og Seoul for danske og sydkoreanske sangskrivere og artister.
Formålet var at styrke de danske kunstneres håndværk og forståelse for at skrive musik til K-pop-artister samt at etablere netværk og samarbejder med den sydkoreanske musikindustri.
Ud over partnerskabet og støtten fra ovennævnte danske organisationer er projektet muliggjort gennem “Strategisk Indsats for International Udbredelse af Dansk Musik”, der er søsat af Kulturministeriet via Musikhandlingsplanen, og som løftes af Koda og MXD i fællesskab. Læs mere her.
Den strategiske indsats sætter blandt andet fokus på den sydøstasiatiske region, hvor der er gode vækstmuligheder for både danske sangskrivere og artister.
You must be logged in to post a comment.