Fra seks år i skuffen til førsteplads i 13 lande

Udgivet
05.03.2025
“Call Back”-videoen med MINHO rundede en mio. seere på få timer, mens albummet toppede iTunes-listerne i mange lande.

I 2018 skrev Luca Stereo sangen “Corvette” – i november sidste år strøg den til tops på adskillige internationale lister med titlen “Call Back”, som leadsingle på det sydkoreanske K-pop-idol Minhos debut-album som solist. Her er historien om sangens underfundige vej til K-toppen – til april følger Luca og øvrige danske sangskrivere og branchefolk op på succesen i Seoul.

Af Henrik Friis

4. november udsendte sangeren og rapperen Minho fra den sydkoreanske gruppe SHINee sit første solo-album, “Call Back” – effektivt lanceret med leadsinglen af samme navn samt en tilhørende stor-produceret video. Og K-Popfans verden over var i den grad klar i startblokken: I 13 lande i henholdsvis Asien, Europa, Sydamerika og Afrika røg albummet til tops med det samme på iTunes-listerne, i Sydkorea toppede albummet download-listen – og YouTube-videoen rundede den første million visninger bare i løbet af ni timer.

Manager Rasmus Moosdorf har fået travlt med at forberede Luca Stereo på Seoul.

Det spøjse ved historien er, at leadsinglen egentlig har dansk ophav – og blev skrevet og indspillet i Aarhus for snart syv år siden. Og dermed er den endnu et eksempel på, at det ikke kun er friskpressede sange, der dur på det farverige  K-Pop-marked. Så hold endelig bagkataloget opdateret og tilgængeligt, lyder rådet.

Historien om “Call Back” er, at sangen egentlig hed “Corvette”, og blev skrevet af Luca Stereo (Emil Lagoni) sammen med Line Gade og produceren Jeppe Engelbrecht – og indspillet i en fin demoversion sammen med en række andre engelsksprogede sange fra Lucas hånd dengang, fortæller hans manager, lejlighedsvise bassist og mangeårige ven helt tilbage fra MGK-tiden, Rasmus Moosdorf fra Radiated Management.

World Music Awards med bekræftelsen på at “Call Back” toppede i de første 11 lande.


Siden har Luca haft fin succes herhjemme for et par år tilbage med ep’en “I’m Down” udsendt på Universal, inden han om kort tid lanceres som dansksproget solist hos Sony. Men samtidig med hamskiftet på den danske scene, har Glass Musics Head of Publishing, Søren Kalsbøll shoppet “Corvette” i udlandet – Glass’ egen producer Jeppe Engelbrecht var som før nævnt medvirkende i tilblivelsen.

– Det var over et år tidligere, jeg sendte sangen til dem, som svar på en efterlysning fra dem om numre i bestemt genre og tempo, fortæller Søren Kalsbøll om dialogen med SM Entertainment (en af Sydkoreas helt store underholdningsvirksomheder og pladeselskaber, red.): – Man hører ikke noget i mellemtiden, men hvis sydkoreanerne hører en sang, de godt kan lide, så gemmer de den til senere lejlighed… så lige pludselig spurgte de, om de måtte bruge den til et kommende album med Minho.

Luca Stereo (t.v.) skrev “Corvette” og Søren Kalsbøll (t.h.) fik bid hos SM Entertainment.

Det var i sensommeren sidste år. Kalsbøll forhandlede aftalen om sangen hjem, hvorefter Jeppe Engelbrecht sendte diverse stems/spor fra demoen til SM’s interne producer i Seoul, som derefter indspillede Minhos nye sydkoreanske tekst, vokal og øvrige tilføjelser. Men Lucas kor og sang fra den oprindelige “Corvette”-demo kan stadig høres i den færdige udgaves engelske omkvæd: – Jeg tror bare, at de syntes Lucas sang lød godt på koret, så hvorfor bruge kræfter på at erstatte det…?, konstaterer Søren Kalsbøll.

Men efter kontraktens indgåelse og dialogen mellem producerne hørte Søren Kalsbøll egentlig ikke noget. Sådan er den sydkoreanske kultur bare. Af samme grund har Kalsbøll kontakt til en lokal agent, som kan stikke følere ud. Og blot tre uger før albummets udgivelse kunne agenten fortælle, at nummeret ikke bare var med men fremhævet til leadsingle på Minhos album – efterfulgt af nyheden om den stort producerede (bekostelige) YouTube-video, der blev brugt til lanceringen.

Rasmus Moosdorf ser på den færdige Minho-video – og smiler over at høre Lucas original i omkvædet..

Verdensomspændende cirkler
I Chile, Columbia, Egypten, Hong Kong, Phillipinerne, Polen, Saudi Arabien, Singapore, Sri Lanka, Taiwan og De Forenede Emirater røg “Call Back”-albummet med det samme op på iTunes 1. plads. Samme placering fulgte i Argentina og Mongoliet i de følgende dage. Og Minho’s K-Popfans skubbede yderligere på nyhedsstrømmen i deres verdensomspændende cirkler, så sangen også nåede Top 5 i Japan, Indonesien, Thailand og Rusland.

– Jeg kendte ikke meget til K-Popmarkedet før det her, men hvor er det vildt, siger Rasmus Moosdorf. – Alle SHINee- og Minho-fans sidder klar derude, når han udgiver sit album, og ser den nye video. Og efter at have sat mig mere ind i det, fornemmer jeg, at det stadig er i vækst. Der er K-Pop fans derude, som dyrker det marked og deres kultur – og ikke bare musikken. Tænk f.eks. på tv-serien  “Squid Games”. De fans er bare klar – det må være det forsimplede svar.

 

“Call Back” på 1. pladsen i Sydkorea som mest efterspurgte download.


Selve sangen har kastet et fornuftigt flat fee af sig – og så skal indtægter fra koncert-fremførelser, radio m.v. lægges til. Det kan først gøres op senere. Men allervigtigst har succesen åbnet døren for Luca Stereo, der sammen med Rasmus Moosdorf, Søren Kalsbøll, Jeppe Engelbrecht og flere sangskrivere skal til Seoul til april (med støtte fra MXD) for at bygge videre på de muligheder “Call Back” har skabt:

– Luca har lavet en masse fede engelske demoer. Hans melodier har personligt indhold og gode historier – det er virkelig hans ting. Så jeg er overbevist om, at han vil gøre sig godt i de sessions, vi får sat op i Seoul, og som han allerede er ved at forberede. Det vil kunne blive til en god karrieredel ved siden af solist-delen herhjemme.

Et lille PS: Fem af de ti sange på MINHOs album har danske sangskrivere/producere involveret!



Redigeret
05.03.2025