Internationale kuldegysninger og kød på knoglerne

Udgivet
30.01.2026
Sunken på MGM 2024. De endte på tyske Summer Breeze i 2025. Foto: Rolf Meldgaard.

Af Henrik Friis

I forbindelse med portrættet af Mono Goes Metal og festivalens arbejde med dansk metalmusik, har vi dels bedt repræsentanter fra internationale festivaler, dels deltagende MGM-bands om deres holdning til Mono Goes Metal som festival, facilitater og deres set-up i det hele taget.

Chris “Jagger” Jäger fra Summerbreeze på MGM 2024 – får stadig kuldegysninger efter MGM. Og har flere danske bands på festival-plakaten år efter år. Også i 2026. (Foto: Rolf Meldgaard).

JEG HAR STADIG KULDEGYSNINGER
Chris “Jagger” Jäger, Head of Booking, Summer Breeze, Tyskland
– Da jeg besøgte MGM første gang, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle vente mig. Men da jeg så kom der, så hvad de gjorde, talte med bands’ene og mærkede hvor entusiastiske de er, blev jeg blæst helt væk. Jeg får goosebumps lige her og nu, bare jeg tænker på kvaliteten ved den showcase. Jeg har besøgt adskillige metal showcases gennem årene, men MGM er virkelig imponerende. Masterclassene, rådgivningen, det hele… jeg kommer gerne igen.

– Jeg oplever en masse skjult talent på den danske scene. Meget, der ikke kommer ud  – meget der ikke bliver så stort, som det fortjener. Jeg ved ikke, om der er managements eller labels, der mangler. Men Get The Word Out!!! Hjælp de bands, der gerne vil på tur. Jeg har kendt Michael Poulsen fra Volbeat siden starten, og de spillede hver en lille scene, de kunne komme til. Musikerne må vælge, om de vil satse butikken eller være et weekendband. Og så bruge MGM og Copenhell Freezes Over som springbræt – og måske få lidt hjælp fra jeres musikeksport-kontor.

– – –

The Alternative Escapes Emma Wigging og Rob Wood – imponeret over MGM og præsenterer Swartzheim til maj.

FANTASTISK MED EN HUB HVOR BANDS VIRKELIG KAN UDVIKLE SIG
Emma Wiggin (Eng) og Rob Wood (Sco), The Rock and Metal Alliance/The Alternative Escape (UK)
Emma: Det var en forrygende oplevelse – jeg ville ønske vi havde noget lignende i UK. Det er så dejligt at opleve en hub, hvor bands virkelig kan udvikle sig – både ganske nye og så et band som Swartzheim, som vi – kan jeg godt afsløre her – har booket til vores scene på The Alternative Escape i maj. Og så var det lokale islæt dejligt – bare at se folk i battle jackets med lokale navne på, var fedt – ellers er dét jo gerne forbeholdt de store internationale stjerner. Men ikke i Aarhus.

Rob: MGM skiller sig ud ved at være så specialiseret: Musikken er god, de rigtige folk er der – og det er godt for os, der arbejder med rock og metal, som ellers ikke er de bedst understøttede genrer. Det er som om rock og metal skal arbejde ekstra hårdt for at nå toppen. Jo, AC/DC og Iron Maiden er store, men de har også knoklet. Der er en disconnection fra græsrodsstadiet til toppen: Radioen vil ikke spille det, det er svært at få støtte, og de stier er vanskelige at skabe. Men det er derfor, vi er her. Så jeg vil opfordre danske bands til at kontakte os – vi har først deadline i slutningen af februar – og vi har mulighed for at præsentere på flere scener…benyt sitet eller Instagram.

Danefse på MGM 2024 – året efter stod de bl.a. på Europas største metalfestival. Foto: Rolf Meldgaard.

VOLDSOMT SPÆNDEDE OPLEVELSER MAN LIGE SKAL KOMME SIG OVER
Anne Olsen, Danefae, sanger.
 – Vi havde nogle voldsomt spændende oplevelser i 2025: At være på Copenhell – eller den allerstørste europæiske metalfestival, Wacken. Og så bare kigge ud over det store publikum og prøve at fatte, at man står lige dér på scenen. Wauw!! – Der er nogle af de der festivaler, der står på ens bucket-liste, og som man lige skal komme sig over. Men hvor var det også fedt, siger Anne og synes på den måde, at bandet med rødder i den gamle danske sangskat står meget bedre rustet til lignende opgaver.

Det er kun 14 måneder siden aalborgenserne var Masterclass-band på MGM, men det forløb husker hun også som rigtig givtigt – især de “tørre” ting som skat, revision m.v. – Vi sugede virkelig til os, det var godt at møde andre bands i samme situation som os – og på selve festivalen var det svært, men også rigtig godt for os at mødes med de internationale festivaler. Det er jeg sikker på, kom os til gode senere. Vores koncert kastede i hvert fald resultater af sig: Copenhell. Skrækfest – og på en måde også Wacken, hvor vi først vandt det danske battle. Alt sammen efter MGM. Det er meget væsentlige ting at have på CV’et fremadrettet. I 2026 venter koncerter i både Norge og Tyskland – men  lige om hjørnet også Copenhell Freezes Over for den internationale metalbranche lørdag 31. januar.

– – –

Jonas Guldfeldt Viuff og Terrorpy på Summer Breeze 2025. Foto: Morten Holmsgaard.

VI FIK VIST AT DER ER KØD PÅ KNOGLERNE
Jonas Guldfeldt Viuff, Terrorpy, bassist og sanger. 
Selvom dødsmetaltrioen Terrorpy  ikke var del af det grundige Masterclass set-up ved MGM i 2024, har de alligevel suget godt med viden til sig. – Bl.a var det helt fantastisk at Mono faciliterede mødet med alle de internationale festival-bookere. Der var virkelig, virkelig meget at hente for os, siger bandets bassist og sanger Jonas Guldfeldt Viuff. – Som band er det ofte et mysterium, hvordan man får foden indenfor, først til spillesteder og senere festivalerne, men her fik man virkelig meget at vide om, hvordan de tænker og arbejder, hvad man skal og absolut ikke skal. F.eks. at der som debutband på en stor festival godt kan være udfordringer og ting, man ikke har prøvet før og spørger til. Men forventningen er  til gengæld, at man tager udfordringen alvorligt og spiller sit absolutte A-game: YOU GOTTA BRING IT!

– Jeg ved vi bl.a. blev hyret til MGM, fordi vi også er “nemme at samarbejde med” og respekterer hinanden. Til gengæld har vi så også fået utroligt meget ud af samarbejdet med  Mono både før og bagefter – god rådgivning fra Trine omkring hvordan man administrerer sin tid internt i bandet, Men også bagefter, da vi fik jobs på Copenhell og Summer Breeze og lige pludselig skulle til at spille internationalt – spille i Tyskland for første gang. Der fik vi god støtte fra Trine, men også Köya, som var med på turen, siger Jonas fra Terrorpy, der også fik italiensk booker, Death Over Rome, sidste forår efter MGM – “da de så, vi havde kød på knoglerme”

Redigeret
30.01.2026