NFEA – deltagerne fik indblik i PR og sociale medier

Udgivet
11.04.2024

 

Ved denne måneds masterclass i forløbet NEW FEMALE ENTREPRENEURS ACCELERATOR havde de seks deltagere besøg af Michelle Kambasha og Mike Walmsley, der gav en grundig indføring i deres arbejde med henholdsvis PR og sociale medier. Forløbet består af en række møder med musikprofessionelle fra ind- og udland, der deler gavmildt ud af deres erfaringer på alle de områder, der er relevante for en manager at kende.

London-baserede Michelle Kambasha, der har en fortid hos bl.a. Secretly Label Gruop og PR agenturet Satellite 414, driver sit eget PR-agentur, KP Communications. Gennem tiden har hun arbejdet med højprofilerede artister som fx Mitski, Jamila Woods, Sharon Van Etten, Bon Iver, The War On Drugs, men hun har også erfaring med at skubbe vækstlagsartister frem i de britiske medier. Hun lagde ud med at definere publicity – for i kampen om synlighed på tværs af digitale og fysiske platforme, er der mange forskellige muligheder, som alle spiller sammen og ind over hinanden. De mange outlets, som både rummer PR, sociale medier, markedsføring og meget andet, skal gerne hænge sammen, for at en artist kan opnå sit fulde synlighedspotentiale. I en PR-indsats handler det om, at få journalister og redaktører til at forstå artisterne, og give dem lyst til, at fortælle deres historier videre til læsere, lyttere og seere.

Michelle har efter mange år i branchen bygget et netværk op af redaktører, journalister og freelancere, der beskæftiger sig med musik. Hun har derfor en god fornemmelse for, hvilke skribenter, der bliver fanget af hvilke historier, og det er med den viden i baghånden, at hun pitcher historier ind til de forskellige medier. Hendes råd til deltagerne på NEW FEMALE ENTREPRENEURS ACCELERATOR er, at de skal være grundige i deres research, inden de giver sig i kast med at kontakte et medie på vegne af deres artister. Man skal kende skribentens kæpheste og vide, hvordan de bedst kan lide at skrive deres historier, så man kan henvende sig på den helt rigtige måde.

For danske managers og artister giver det oftest bedst mening at investere i en lokal PR-agent i det område, hvori man ønsker at højne synligheden, da agenten netop har kendskab til, hvilke journalister der vil være interesserede i at blive gjort opmærksom på artisten. Det kræver som oftest, at kimen til en karriere i området er lagt – hvis artisten for eksempel bliver spillet i engelsk radio, skal optræde på en engelsk festival eller har en engelsk tour på vej, så er der belæg for engelsk PR også.

Deltagerne fik præsenteret en typisk tidsplan for en presseindsats. Som tommelfingerregel skal alt pressemateriale, PR-fotos og lyttelink til journalister ligge klar senest 3 måneder inden album release, så Michelle kan gå i gang. Men de fik også indblik i, hvordan man kan være strategisk med, hvilke medier man præsenterer artisten i hvornår. For eksempel kan det i nogle tilfælde være smart at starte med udelukkende at lade artisten figurere i mindre tastemaker-medier, hvis man ved, at artisten på et senere tidspunkt i sin karriere, skal gå i en mere kommerciel retning – på den måde bygger man fanbasen op i tastemaker-medierne til at starte med, hvorefter man breder publikummet ud i de mere brede medier, når musikken på et tidspunkt appellerer dertil.

Mike Walmsley, der er Senior Digital Marketing Manager hos September Recordings and Management, tog over til en snak om, hvordan man kan bruge sociale medier i sin musikkarriere. Han arbejder blandt andet med Rick Rubin og Adele og kommer med mere end 10 års erfaring i musikbranchen.
Arbejdet med sociale medier kræver både viden og interesse for de forskellige platforme, som artisten måske ikke selv besidder, og som manageren derfor med fordel kan hjælpe med. Sociale medier skal ses som artistens direkte egen-kommunikation med fanbasen – men platformene kan også udnyttes til at udvide fanbasen, højne interaktion og interesse, skabe salg af både musik, merch og koncertbilletter og meget andet. I dag er det en uhyre vigtig del af artistens virke, og derfor også et område, der skal prioriteres for teamet omkring artisten.

Mike gennemgik, hvilke digitale platforme, der findes netop nu, og hvad de hver især er gode til. Instagram, Facebook, X, TikTok og nu også Threads er gode til hver deres ting, men de ændrer sig hele tiden, så det er vigtigt at holde sig orienteret om, hvilke værktøjer de hver især tilbyder. Og ikke mindst er det vigtigt at have en forståelse for, hvordan de rent faktisk bruges. Mikes råd til deltagerne på NFEA var, at de hver især oprettede en separat profil til sig selv, hvor de kun gik ind og fulgte andre artister, for at lade sig inspirere af, hvordan man på vidt forskellig vis kan udnytte platformene.

Der, hvor man som manager måske kan blive overvældet af social-media-opgaven, er når det kommer til at udtænke den overordnede strategi. Mikes budskab til deltagerne var, at man skal gøre sig klart, hvornår man taler til den eksisterende fanbase og det community, man (forhåbentlig) har skabt på sine platforme, og hvornår man prøver at lokke nye til. Man kan sammenligne det med at hænge ud med sine venner – det er hyggeligt og rart, men der kommer ikke nye venner til, hvis man ikke arbejder aktivt for det. Og nogle gange er det meget tilfældigt, hvad der ender med at virke.

Men ét er de sociale medier. En anden direkte kommunikation til fanbasen er hjemmeside og nyhedsbreve, hvor man ikke er underlagt en omskiftelig struktur fra en anden part, men hvor man selv kan styre, hvordan der skal kommunikeres. Sådan et værktøj kan være rigtig godt til for eksempel at få fanbasen til at pre-save ny musik, eller hvis artisten vil sætte et pre-sale i gang på en tour. Deltagerne fik for eksempel vist en skabelon, der beskrev hvordan netop et pre-sale af en tour skulle gribes an.

Hvor masterclassens førstedag bestod af mange konkrete værktøjer, cases og en masse information og Mike og Michelles arbejde, var andendagen en mere åben samtale, hvor deltagerne havde rig mulighed for at spørge ind. Deltagerne arbejder alle primært med vækstlagsartister, der har blik mod udlandet, og det var derfor yderst relevant at kunne stille konkrete spørgsmål til nogle af de opgaver, der ligger på hver deres skrivebord netop nu. Selvom de artister, som deltagerne arbejder med, er vidt forskellige i genre og stil, så kunne de drage nytte af hinandens spørgsmål, og de svar der kom fra Mike og Michelle.

Arense Warny, Carrie Management.

Herunder kan du høre Arense Warny, der står bag Carrie Management, fortælle om, hvad hun har lært af de to dage med Mike og Michelle, hvilke værktøjer hun kan tage i brug, og hvad hun glæder sig til at lære på det videre forløb.

Redigeret
26.04.2024