NFEA – Livemusikkens vigtigste komponenter: Booking og teknik

Udgivet
23.04.2024

Deltagerne på forløbet NEW FEMALE ENTREPRENEURS ACCELERATOR stiftede i denne måned bekendtskab med livemusikkens vigtigste komponenter: Den overordnede, strategiske og netværksmæssige del i bookingen, samt den helt praktiske – men mindst lige så vigtige – opgave hos en lydtekniker. Derfor havde holdet besøg af agenten Ned Beckett, tidligere agent Viktoria Skovhus samt lydtekniker Aline Mahanna. Gennem de sidste seks måneder er deltagerne blevet undervist af vidt forskellige musikprofessionelle fra ind- og udland med det formål at styrke dem og deres artisters position i branchen.

En helt central faktor i musikeksporten er, at danske artister kommer ud af landet og spiller koncert. Det kræver i næsten alle tilfælde en europæisk eller international booking agent, der kan hjælpe med at navigere i det store landskab af områder, festivaler og venues. Sådan én er Ned Beckett, der startede sin karriere hos pladeselskabet Warp Records, men de sidste mange år har arbejdet som europæisk agent fra Berlin hos Little Big Agency. Med blandt andre Aphex Twin og Jon Hopkins på rosteren er han én af dem, der er rigtig gode at kende, hvis man drømmer at sende sin artist på tour udenfor landets grænser.

Ned gennemgik hvordan live-landskabet ser ud, sådan som han arbejder med det. Først er der relationen til artisten eller artistens manager – og her understregede Ned, hvor fantastisk det er at arbejde med en god manager. Med det mener han især én, som han kan stole på. Det samme gælder for de mange promoters Ned samarbejder med – her er tilliden også ekstremt vigtig. De er booking agents lokale øjne og ører, der er med til at vælge hvilke festivaler og venues, der passer til artisten, i det område de arbejder i. Både deres analyse af lokalområdets interesse og deres risikovillighed er afgørende, når artisten skal vækstes tour for tour.

På samme måde gennemgik den tidligere booking agent hos smash!bang!pow, Viktoria Skovhus, hvordan det hænger sammen i den danske live-branche. Her gælder de helt sammen forhold mellem agent og managers, og så er en dansk agent afhængig af sit netværk og gode relationer til både venue- og festival-bookere rundt omkring i hele landet, når der skal stables en tour eller en festivalsommer på benene.

Begge agenter forklarede, hvilken slags forskellige agenturer der findes. Når man kigger på det internationale landskab, så er der sket store ændringer efter Covid-19 nedlukningen, hvor live-branchen var meget presset. Little Big betegnes, selvom de huser en række artister, der er kendte i hele verden, som et mindre agentur. De beskæftiger sig udelukkende med musik og mest i de elektroniske genrer, og deres agenter arbejder fra mange forskellige europæiske byer. Kigger man må nogle af de større agenturer som for eksempel William Morris, vil man se at de breder sig ud over en lang række andre kulturelle segmenter end blot musikken, og at de har store artister i alle tænkelige genrer.

Ned fortalte, at når han – som han for eksempel har gjort det med Jon Hopkins – har formået at vækste en artist til en betydelig størrelse over en årrække, altid er i fare for at miste denne artist til et af de større selskaber. Og her bliver tilliden mellem manager og agent igen afgørende – for hos Little Big indgår de nemlig ikke kontrakter om samarbejde med deres artister. Det kontraktuelle er noget, der findes fra show til show.

Sådan arbejdede Viktoria Skovhus også med sine artister, der talte for eksempel Bremer/McCoy, Selma Judith, ML Buch og Clarissa Connelly. I hendes oplæg fik deltagerne en gennemgang af de forskellige agenturer, der findes herhjemme. Nogle agenter er helt på egne ben, hvor andre er del af virksomheder med flere agenter, der sidder med hver deres roster. Enkelte agenturer er en del af større live-arrangører, der også arbejder som promoters og som står bag nogle af landets store musikfestivaler. Forskellige agenturer passer til forskellige artister– og både Ned og Viktoria understregede, at det vigtigste, når man skal vælge sin agent, er at finde den, der har den bedste plan og den største motivation.

De kom også begge to ind på, hvad de kigger efter hos nye artister. Det handler, for dem begge to, naturligvis rigtig meget om musikken: Om man som agent kan se potentialet i musikken, kan se sig selv arbejde med den, også selvom der ofte går flere år, før der rigtigt begynder at være en bæredygtig forretning omkring en ny artist. Dernæst kigger de på teamet. For Ned var det vigtigt at være på den samme personlige bølgelængde som især deres management, og det var Viktoria enig i. Men hun vægtede også pladeselskabets rolle, og hvor vigtig deres arbejde er, når musikken skal bredes ud i de områder, hvor artisten gerne skal kunne trække publikummer til en livekoncert.

En vigtig pointe – og et godt råd til forløbets managers – var, at tænke over om deres artister er villige til at udvikle sig. Det er en enormt vigtig faktor, når man kigger på, hvordan musikindustrien kan stikke i mange forskellige retninger, og hele tiden er underlagt en udvikling i et helt vildt tempo, der påvirkes af såvel teknologiske, fysiske og sociale forandringer i hele samfundet. Som international artist i denne verden, skal man være klar til at arbejde på nye måder, hvis man skal overleve på den lange bane. Det kan for eksempel være, som Ned viste ved at dykke ned i en case om Jon Hopkins, at artisten både kan optræde med et stort elektronisk fest-set i én periode, og så i en anden tage på tour med et klassisk orkester.

Både Ned og Viktoria kom i løbet af deres oplæg med gode råd og pointer til deltagerne. De forklarede hver især, hvordan planer, budgetter og kontrakter kan se ud. Og de forklarede de helt konkrete opgaver, som bookingagenten skal håndtere, når der skal bookes en koncert eller en tour. De fik lov at se eksempler på kontrakter, settlements og advance-sheets, så de kunne få en fornemmelse for det helt konkrete arbejde. Og deltagerne fik lov at se et eksempel på et artist-deck, der samler al info om artisten, som kan være et vigtigt redskab for agenten, men som også kan bruges, så man skal sætte teamet omkring sin artist.

Men allermest konkret blev det på masterclassens dag nummer to, hvor holdet fik besøg af Aline Mahanna, der er uddannet lydtekniker i Paris og som arbejder på venues over hele Europa. Hendes opgave var at give et crash course i udstyr, kabler og tekniske riders, så deltagerne fremover er bedre klædt på til dels at kommunikere med en lydtekniker, men også tså de kan hjælpe til og forstå, hvad der egentlig foregår på scenen.

Aline forklarede først to helt fundamentale begreber i lydteknik: Frekvenser, som er pitchet på en tone, om den ligger i det høje eller lave register, og udsving (amplitude) som er lydstyrken. Ved at vise deltagerne optagelser af sin egen stemme i et lydteknikerprogram, kunne de se forskellen, og hvor vigtigt det er, at rette til i et program, før lyden sendes ud i højtalerne til publikum.

Herefter gav hun et overblik over det udstyr, man som oftest får brug for til en koncert. Forskellige mikrofoner, DI boxe, monitors, amplifiers, højtalere, kabler og naturligvis en lydpult. Aline forklarede både, hvilke forskellige slags af hver ting, der findes, og hvad de hver især er gode til. For eksempel er en mikrofon ikke blot en mikrofon – nogle er gode til studier, hvor andre egner sig bedre til livemusik. Og de kan indstilles på forskellig vis, alt efter hvor de skal opfange lyden henne.

Efter at have set det hele på skærmen i undervisningslokalet på Kolme gik deltagerne med Aline over på Bremen Teater, for at se det hele i virkeligheden, og se hende sætte hele systemet sammen. De lærte også hvordan man ruller kabler sammen, og hvordan et mikrofonstativ kan foldes ind og ud –opgaver, de som managers godt kan tage på sig under en lydprøve, uden at forstyrre lydteknikerens arbejde.

Især bag pulten fik deltagerne en forståelse for, hvor kompliceret systemet kan være – og derfor også, hvor vigtig dialogen med lydteknikeren er. Aline forklarede, at man som manager har en vigtig opgave i at sørge for, at den lydtekniker man arbejder med, får så meget information som overhovedet muligt, om det sted man skal hen at spille på. Hvilket udstyr er tilgængeligt? Hvilken pult bruger de? Hvad er tidsplanen?

Yasemin Højte Özcelik – MM Management

Oplægget introducerede i sin helhed deltagerne for alle tænkelige tekniske komponenter i et liveshow og forklarede, hvordan de skal sættes sammen i ét stort økosystem. Deltagerne lærte at læse en teknisk rider, og de fik øget deres forståelse for, hvad der sker på det praktiske niveau af en live-koncert. Herunder kan du høre Yasemin Özcelik, der er artist manager hos MM Management, fortælle om, hvordan hun kan bruge indsigterne og de praktiske færdigheder fra masterclassen i sit arbejde fremover.

Redigeret
26.04.2024