Søren Mensberg og Andreas Holdø aka Snavshar har vendt den gængse måde at arbejde som independent pladeselskab på hovedet. De lader sig ikke begrænse af økonomiske målsætninger eller streamingtal, og de vil hellere samarbejde end at konkurrere med andre labels. De har en ambition om at styrke det elektroniske community herhjemme, og de opsøger fællesskaber og laver collabs på tværs af både genrer og platforme. Resultatet? Alt det de fleste pladeselskaber drømmer om: masser af streams, masser af interesse, masser af fans og ikke mindst masser af kunstnerisk frihed.
Produceren, DJ’en og artisten Andreas Holdø, manden bag Snavs, og hans manager Søren Mensberg, der udover managementopgaven og arbejdet som booking agent hos 3rd Tsunami, har sammen startet Riotville Records. De er drevet af en vision om at udbrede den danske elektroniske scene og sætte Danmark på verdenskortet indenfor genren, og deres metode har frihed, tålmodighed og musikken i fokus. Her fortæller de om, hvordan det hele startede, hvordan de er kommet til at samarbejde med nogle af de største artister og pladeselskaber omkring genren, og hvordan de gerne ser, at dansk elektronisk musik i fremtiden skal eksporteres til udlandet i en endnu bredere forstand.
Det hele startede på et hotelværelse i Paris tilbage i 2015. Søren og Andreas havde misset et fly til Bordeaux, og det gav dem en hel fridag midt i en ellers tætpakket tour rundt i Europa, hvor de blev enige om at starte Riotville Records. Snavs havde lagt sin debut EP 808%ud til gratis download tilbage i 2013, og siden da var opmærksomheden mod den ambitiøse producer og DJ fra Amager steget stødt. Store DJs som fx DJ Snake og Diplo opdagede hans musik på Soundcloud, og pludselig kunne man høre Snavs’ lyde brage ud af højtalerne på nogle af de største EDM festivaler rundt omkring i verden. De stod med et potentiale, som de havde lyst til at forvalte på deres egen måde, og hvor de også kunne præsentere nogle af de andre artister, de havde fået kendskab til undervejs.
Men de manglede en platform, hvor de kunne gøre, præcis som deville. Et sted hvor der var plads til at eksperimentere med sine udgivelser, og hvor man ikke skulle følge et pladeselskabs foreskrevne opskrift på succes. Men også et sted der kunne danne et fællesskab og et sammenhold omkring den elektroniske musik i Danmark. Så de startede Riotville Records i juni 2015 med Snavs’ egen single Riot, hvorefter vennerne Fabian Mazur, Faustix og The Frederik fulgte trop med udgivelser. Det stod hurtigt klart, at Riotville Records skulle være en kreativ legeplads fremfor en kommerciel drevet business.
”Vi ville gerne skabe noget, hvor der ikke var så mange A&R’s, der skulle bestemme – et sted hvor der var frie tøjler og plads til at eksperimentere,” fortæller Søren.
Inspirationskilderne til Riotville Records var pladeselskaber som Barong Family og OWSLA, der har skabt så stærke brands for sig selv, at de som labels har fået fans. Man kender også fænomenet fra indie-genren, hvor for eksempel 4AD, XL Recordings og danske Escho har formået at positionere sig som taste-makers, som lytterne følger og holder øje med.
”Vi synes også, at der manglede en form for community omkring genren i Danmark. I Holland er de forskellige artister og branchefolk for eksempel rigtig gode til at støtte op omkring hinanden, og der er et ret stærkt sammenhold i EDM genren. Men i Danmark er det bare aldrig rigtig sket, og det ville vi gerne starte, for der er simpelthen så mange dygtige producere herhjemme,” supplerer Andreas.
Riotville Records har et internationalt perspektiv og har udgivet musik fra artister fra hele verden. Både USA, Indien, Spanien og UK er på pladeselskabets verdenskort, men de har også fokuseret på at opdage og udgive en række nye danske elektroniske artister. Ambitionen om at sætte Danmark på verdenskortet indenfor den elektroniske genre, arbejder de blandt andet med ved at vedligeholde en åbenhed og frihed, hvor der er mulighed for at udvide fællesskabet.
”Vores label er baseret på collabs og en idé om, at det skal være et kunstnerisk fælleskab, hvor der er frihed til at samarbejde med så mange som muligt – også udenfor fællesskabet så det kan udvide sig. Vi vil gerne være et label, der arbejder på artistens præmisser. Jeg er jo selv artist, og jeg har aldrig kunnet se fordelen i at lukke sig om sig selv, sådan som nogle artister i musikbranchen kan have tendens til. Jeg vil gerne samarbejde med så mange som muligt, og det er der rigtig mange andre artister, der også gerne vil,” fortæller Andreas.
”Vi signer også kun artisterne med ét track ad gangen, og vi har absolut intet problem med, at de også udgiver hos andre labels. Det gør vi jo også med Snavs, for de forskellige labels er gode til helt forskellige ting. Og det er kun positivt, at man kan komme bredere ud på den måde,” fortsætter Søren.
Andreas har som Snavs arbejdet sig op fra den københavnske undergrundsscene til nogle af de største internationale venues og festivaler for den elektroniske musik. Siden debut EP’en udkom tilbage i 2013 har han udgivet 4 yderligere EP’er, 3 albums, mere end 30 singler og mere end 10 remixes. Af de pladeselskaber, han har udgivet på, finder man nogle af de mest indflydelsesrige omkring genren, som for eksempel Diplos Mad Decent, Spinnin’ Records, Tiëstos Musical Freedom og canadiske Monstercat.
”Vi har samarbejdet på tværs af en masse labels med Snavs, og det har været med til at sprede min lyd ud til nogle af de helt store giganter på den elektroniske scene. Hvis vi kun havde udgivet på Riotville, så er det ikke sikkert, at jeg havde fået lov at remixe for eksempel Martin Garrix og Galantis, at collabe med Yellow Claw og bytte remixes med Tiësto,” fortæller Andreas.
Snavs har udgivet alle tre album på Riotville Records. Men når de skal udgive singler, overvejer Søren og Andreas nøje, hvilken fanbase netop dét track passer til, og så rækker de ud til et pladeselskab, der er ekspert til den gruppe. De laver en afvejning af, om det netværk og den opmærksomhed, som et andet pladeselskab kan skabe, giver mening i forhold til de rettigheder, de i så fald skal afskrive.
”Andreas kender vitterligt al musik i alle elektroniske genrer. De fleste elektroniske labels er specifikt fokuserede på forskellige subgenrer, og han ved netop, hvem der er gode til hvad. Ofte er det artister, der står bag et label, og derfor kan det også være en god måde at netværke på. Men vi har også set eksempler, hvor Riotville selv har formået at skabe langt større synlighed end de store labels. Det er meget forskelligt, hvad der giver mening. Vi vurderer det fra track til track,” supplerer Søren.
Da Søren og Andreas udgav første single med Snavs på Riotville Records tilbage i 2015, vidste de ikke ret meget om, hvordan man skulle arbejde som pladeselskab. De udgav via Soundcloud, der dengang var én af de vigtigste musikplatforme.
”Det var dengang Soundcloud kunne noget. Man kunne kommunikere direkte med sine følgere, og brugerne var virkelig aktive til at følge med, hvis de fandt noget, de kunne lide. Der var ikke en eller anden algoritme, der bestemte, om de skulle præsenteres for de ting , som vi udgav. Hvis de fulgte med, så opdagede de også musikken. Derfor var det faktisk en virkelig god platform til at bygge en fanbase op omkring Riotville. Vi bruger den stadig, for der er mange producere, der opdager musik på platformen, men den har ikke samme reach til publikum, som den havde dengang” fortæller Søren.
”Det var slet ikke en overnight succes med Riotville, men det var heller ikke meningen. Vi var meget mere fokuserede på at eksperimentere end at skabe hurtig opmærksomhed. Det har bygget sig stille og roligt op, og det er jo vores hjertebarn men ikke vores levevej. Vi har ikke haft behov for at måle det på streamingtal eller økonomi,” fortsætter han.
En anden vigtig faktor i opbygningen af både Riotville Records og Snavs’ brands har været live shows. Mange af de pladeselskaber, som Søren og Andreas samarbejder med, er meget fokuserede på live oplevelsen også, og internationale events som Amsterdam Dance Event (ADE) har utroligt stor betydning for, om de kan skabe nye forbindelser til internationale aktører.
”Alle flyver ind til ADE. Hele den elektroniske musikbranche samles i Amsterdam og går amok i fem dage. Selvfølgelig til koncerter – men i høj grad også i form af netværksarrangementer. Andreas og jeg har haft en ret god arbejdsfordeling, da jeg kan snakke med de forskellige branchefolk om dagen, og Andreas kan mingle med de andre artister om natten. Dér er det virkelig vigtigt at være, og det har været fuldstændig afgørende for mange af de collabs og relationer, som vi har fået op at stå,” fortæller Søren.
”Jeg tabte en oliven fra en cocktail på Skrillex’ A&R’s skjorte på ADE. Det var sådan jeg endte med at udgive på Big Beat og senere remixe Galantis. Det er ikke kun branchefolkene, der laver netværksarbejde til de her arrangementer, det foregår også rigtig meget hos artisterne, netop fordi der er en stor samarbejdsvilje artisterne imellem” uddyber Andreas.
Under Covid-19 pandemien har Snavs måtte undvære de vigtige live shows. I stedet har de sørget for at have en fortløbende single release strategi, der sidste år løb op i hele 18 udgivne tracks. Lige for tiden udgiver han et track hver tredje uge. Publikum er sultne efter ny musik, og de skal fodres, forklarer Søren og Andreas, og det er kun blevet mere markant under Covid-19s nedlukning af festivaler og venues.
Foruden det netværk og en udvikling i fanbasen, som Snavs’ live shows tidligere har været nøglen til, gjorde nedlukningen det også umuligt at skabe den slags content, som han tidligere har kommunikeret til sine følgere på platforme som Facebook, Instagram og Twitter. Men gennem pandemien har Søren og Andreas formået at gribe nogle af de muligheder, som deres internationale netværk havde ført med sig:
”Monstercat har virkelig mange følgere på Twitch, og de gav os muligheden for at lave et live show og en Q&A bagefter. Det var ikke kun en lejlighed til at lave en stor live produktion, men det skabte jo også en helt masse små bidder af content, som vi faktisk stod og manglede,” fortæller Søren.
Foruden live showet på Twitch har samarbejdet med Monstercat også banet vej til platformen Fortnite, der ifølge The Verge arbejder aktivt på at blive en større musikplatform, blandt andet ved at have bygget et state-of-the-art studie i L.A., med en ambitionen om at blive en regulær scene for virtuelle koncerter, og et sted man som turnerende artist kan lægge vejen forbi.
”Det var Slushii, der spillede tracket ”Us” i Fortnite – et track vi udgav på Monstercat tilbage i 2019. Vi kunne se, at der kom en smule streams på dagen, men så steg det lige pludselig til 10 tusind om dagen, og nu ligger det på omkring de 30 tusind daglige streams. Jeg tror måske, at publikum derude lige skulle have lidt tid til at finde ud af, hvad det var for et track. Her ser man på en måde, hvad der kan ske, når labels har deres egne fans – fansene skal nogle gange lige finde ud af, at Monstercat faktisk ikke er artisten. Det kan godt tage tid, men vi havde heller ikke travlt” forklarer Andreas.
”Det har hele tiden været strategien at Snavs skulle ud på så mange flader som muligt. Vi har også fået rigtig meget ud af, at være tilstede på forskellige trænings-apps, hvilket har bredt musikken endnu mere ud. Elektronisk musik er en genre der trives virkelig godt på det globale marked,” uddyber Søren.
At den elektroniske genre har nemt ved at rejse på tværs af kontinenter, har også vist sig i deres samarbejde med den kinesiske platform Netease, der er en pendant til både vestlige streamingservices og Instagram.
”Netease kan lidt af det hele. I Kina kan de hverken bruge Facebook eller Soundcloud, så den har på en måde samlet de to. Platformen fokuserer på elektronisk musik, og det er lidt en sjov platform at være på, for det er nærmest umuligt at finde ud af, hvad der egentlig foregår derinde. Men det bliver omsat til live shows og solgte billetter, det kan vi se,” fortæller Søren.
Andreas og Søren mødte nøglepersoner fra den Netease første gang på en tur til Beijing, men det var i Amsterdam til ADE, at de fik en aftale i hus med dem. De lavede en direkte aftale, i stedet for at have en distributør som mellemmand, og det har vist sig at fungere rigtig godt, selvom det kan være en svær platform, at gøre sig klog på. Søren fortæller:
”Platformen fungerer ikke med streams, som vi kender det herhjemme, det er antallet af kommentarer, der på en måde måler populariteten af musikken. Det er faktisk virkelig svært at forholde sig til, også fordi de er lidt svære at kommunikere med.”
”Men det har været en fed måde at få mere gang i Kina på,” fortsætter Andreas, ”jeg har spillet hard tickets show i alle mulige byer, og det har været virkelig gode shows. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente af at tage derned og spille, men der er jo en helt anden fankultur, og det har været helt sindssygt at opleve. De står og venter i lufthavnen med skilte, og de syr puder og alt muligt Snavs gøgl, som de har foræret mig i gave. Det var også én, der fulgte mig i alle lufthavne, og som lurede min Starbucks ordre og stod klar med en kaffe, hver gang jeg landede et nyt sted.”
”Ja, når vi har været dernede, er det helt tydeligt at se, at musikken kommer ud til fansene dernede også. Og det er virkelig vigtigt at komme ned og opleve, og udvikle relationen med Netease og de lokale promotere. Især fordi den information, vi får sendt fra Netease, bare er screenshots af statistikker, der står på kinesisk, så det får vi ikke så meget ud af,” fortæller Søren.
De siger begge to, at det er svært at lægge en decideret strategi for, hvordan man skal gribe Kina an. Deres tilgang har været, at få musikken derned, og afvente hvad der så kom til at ske. Økonomisk er der meget få penge at hente per stream i Kina, men de honorarer, som de kan hente ved at spille live, vejer til gengæld op for det. Derfor vil de rigtig gerne bibeholde deres gode relation med Netease, især også i forhold til de andre danske artister, som de udgiver med Riotville Records.
Det er tydeligt, når man hører Søren og Andreas fortælle om både Snavs og Riotville Records, at den gennemgående kerneværdi i deres arbejde er uafhængighed. Men en måske ligeså vigtig faktor er, at de har forvaltet den kunstneriske frihed med en god portion tålmodighed.
”For os har det handlet om stille og roligt at bygge en base op. Det har vi gjort ved kontinuerligt at præsentere folk for kvalitet. Det er det, der virker. Så skal folk nok opdage det. Og så har det været virkelig afgørende, at vi er gået meget op i, at overveje hvor musikken egentlig passer henne, i forhold til de mennesker, labels og platforme vi har samarbejdet med,” fortæller Søren.
”Vi modtager jo rigtig mange demos fra artister, der gerne vil udgive på Riotville. Her der det selvfølgelig vigtigt, at både vi og artisterne ser indad, og vurderer om musikken faktisk er god nok. Elektronisk musik er også noget, man skal øve sig på, det er faktisk fuldstændig ligesom at spille guitar – den samler du heller ikke bare op. Du skal øve dig 10 timer om dagen, hvis du vil være rigtig god,” fortæller Andreas.
Det har også været vigtigt for Snavs-projektet, at Andreas fremstod som en artist og ikke en DJ, og at han ikke nødvendigvis begrænsede sig til EDM genren, men egentlig bare lavede det, han har lyst til. Af og til er den tilgang mundet ud i tracks, der for eksempel kun består af kyllingelyde, men også alternative samarbejder med grindcore, rock eller indie musikere. Med Andreas’ baggrund fra ungdomshuset, metalkoncerter og den københavnske undergrund, og Sørens arbejde med indie- og popmusikere, har det været helt naturligt for dem, at eksperimentere på den måde også.
”Det havde vi altså ikke fået lov til på et andet label,” erklærer Søren.
Målet for 2020 var, inden Covid-19 pandemien satte en stopper for det, at lave flere live shows herhjemme i Danmark, men også især i Holland og resten af Europa, med Riotville Records som afsender. Søren og Andreas vil rigtig gerne se fællesskabet vokse, og de vil gerne give de mange artister, som de udgiver på pladeselskabet, en mulighed for at vise deres live shows for selskabets mange samarbejdspartnere.
”Der er et kæmpe uudnyttet potentiale for EDM genrens livescene herhjemme,” fortæller Søren og fortsætter: ”Vi har jo været afhængige af at tage til udlandet for at præsentere den danske musik, men vi ved at der er et stort publikum for musikken herhjemme også. Det er virkelig på livescenen, at musikken opdages og vokser.”
”Elektronisk musik har måske haft en slags pølletry herhjemme. Der er nogle, der tror, det kun handler om konfetti og CO2 kanoner. Men i virkeligheden er det meget mere råt. Tænk på Ved Siden Af (technoklub i København, red.) og nogle af de initiativer Distortion er med til at søsætte. Der er så småt begyndt at være nogle rammer, som er lidt mere cool, og dem vil vi gerne være med til at skabe, så de udenlandske artister også kommer hertil, og tager musikken med sig videre,” fortæller Andreas.
Med både Riotville Records og Snavs er Søren og Andreas i hvert fald med til at skabe nye muligheder for den danske elektroniske scenes udbredelse til resten af verden. Ved ikke at lade sig styre af økonomi, streamingtal eller konkurrence fra andre labels, er de kommet godt i gang med at skabe den samhørighed omkring genren, som de ser andre steder ude i verden. Og det er lykkes dem at få opmærksomhed fra nogle af de helt store topfigurer på den globale elektroniske kransekage. Hvis man spørger ind til, hvad fremtiden byder på, er der prompte svar:
”Jeg savner bare virkelig at spille live,” lyder det fra Andreas, og Søren stemmer i: ”Og det regner jeg altså også med, vi snart kan gøre igen!”
You must be logged in to post a comment.