Fælles-skandinavisk sangskriver-front i udlandet

Udgivet
19.09.2019

Mens vi andre var på sommerferie, samledes 25 skandinaviske til sangskriver-camp hos GL Music i Njalsgade i København. På en sangskriver-camp mødes sangskrivere, producere og toplinere fire til fem dage i træk, og skriver, producerer og indspiller sange sammen i skiftende konstellationer.

”Dagen starter typisk med fælles morgenmad og briefing. Her har vi selskab af en artist eller en A&R, som søger sange til et kommende projekt. Gæsten giver deltagerne (sangskriverne) inspiration, til hvad de søger. Det vil sige genre, tekst-univers, mulige koncepter, reference-tracks, osv. Derefter bliver deltagerne delt op i teams, som typisk er en producer, en topliner (fokus på melodi) og en tekstforfatter, så det samlede hold til sammen udgør et stærkt team. Herefter bliver alle teams fordelt ud i forskellige studier, og arbejdet og jagten mod det næste store hit kan begynde.”, fortæller CEO i GL Music, Lasse Lindorff.

”Sangskriver-camps er en god mulighed for at skabe nye relationer og fremtidige samarbejdspartnere. Folk finder virkelig hinanden på de her camps, så når man er færdige med at skrive ved kl. 17-18 tiden, finder nye hold af sangskrivere sammen af sig selv og skriver videre – nogle gange til langt ud på natten”, forsætter han.

 

Campen i København var den første af seks under fanen Collab Scandinavia, som er et fællesnordisk samarbejde mellem Made Management(NO), Paperclip(NO), GL Music (DK) og TEN Music Group (SE).

Samarbejdet giver ifølge Lindorff bedre forudsætninger, når sangene skal sælges: ”Når vi er fire stærke uafhængige selskaber, kan vi pitche sangene bredere, end hvis vi var hver for sig, fordi hvert selskab kan bidrage med sit eget netværk”.

Ud over de bedre pitch-muligheder højner samarbejdet også den kunstneriske kvalitet i sangene, uddyber Lindorff: ”Sammen er man bare bedre. Ikke sagt at man ikke kan skrive gode sange alene, men når man har en dygtig producer, en dygtig tekstforfatter og en dygtig topliner, så får man skabt noget stærkere, fordi hver person har fokus på sit område, og det at man kan spare med andre dygtige sangskrivere, gør at man under hele forløbet sammen kan slibe kanterne til, så man får det bedste resultat”.

På de internationale camps i henholdsvis Berlin, London og Los Angeles bliver holdene suppleret af lokale sangskrivere og topliners, og sangene de skriver vil være målrettet de lokale markeder. De lokale inputs vil give sangene endnu bedre betingelser internationalt: ”Når man får en international writer på fra USA eller UK, der skriver og synger på sit modersmål, og som ved, hvordan man formulerer sig i de respektive territorier, så kommer der nogen til bordet som supplerer de skandinaviske sangskrivere utrolig godt. Vi er rigtig stærke når det drejer sig om produktion og melodier, men eftersom engelsk ikke er vores modersmål, så er det godt at have de internationale sangskrivere med. Så får man nemlig sange, som er endnu nemmere at pitche til de markeder”, afslutter Lasse Lindorff.

Hver camp afsluttes med en fælles lytte-session, hvor alle deltagerne præsenterer deres sange for hinanden. Over fire dage på den campen i juni skrev deltagerne til sammen mellem 30-35 sange.

Det samlede program for Collab Scandinavia ser ud som følger:

Nordisk camp 1 @ GL Music, København 24. – 27. juni 2019
International camp 1 @ Berlin, efteråret 2019
Nordisk camp 2 @ MADE/Paperclip, Bergen, juni 2020
International camp 2 @ London, efteråret 2020
Nordisk camp 3 @ TEN Music, Stockholm, juni 2021
International camp 3 @ TEN Music, Los Angeles, efteråret 2021

Redigeret
19.09.2019