Hfn Music – vil gerne prikke hul på den danske ballon

Udgivet
08.06.2022

Af Henrik Friis

Det toneangivende tyske indieelectronica-label har en lang stolt tradition med danske artister, bl.a. Trentemøller, Kasper Bjørke, Lydmor, Fluqx, Blaue Blume, Jacob Bellens, og Darkness Falls – også selv om kulturforskellene mellem verdens 3. største musikmarked og det lille naboland i nord indimellem har givet hfn rynker i panden. 

Hfn Music er en stærk international spiller, når det gælder udgivelser med elektronisk musik, og har præsenteret mange danske artister gennem årene. Faktisk var det en dansk kunstner, Trentemøller der var med til at give pladeselskabsboss Tobias Lampe inspirationen til navnet på det markante label, da danskeren i 2009 skulle udgive et mixed compilation-album.

Tobias Lampe
Tobias Lampe

Label – og by – er åben for nye strømninger og tanker

Helt tilbage fra 1993 havde Tobias Lampe – overvejende – udgivet dance og clubmusik via sit  Superstition Records. Dét mærke blev skabt som et outlet for Lampe selv og hans dj- og producer-kolleger, som var stærkt medvirkende til at house og tech-musikken slog an i Hamborg med masser af Lampe-arrangerede parties. 

Med tiden blev Superstition til en paraply for diverse underlabels – bl.a. Poker Flat Recordings, som bl.a. udgav Trentemøllers ”Last Resort”-album. Og med årene var Tobias Lampe kommet til den konklusion, at det ville være bedst med et nyt label med et andet fokus, så bl.a. via Anders Trentemøllers mix-album ”Harbour Boat Trips” kom ideen til skabelsen af et label med det havne-influerede navn, hfn – et navn inspireret af Hamburg som Lampes hjemby: En havneby med et åbent sind for ny inspiration og nye tanker. 

– Vi havde vores første solo-release på hfn året efter med Kasper Bjørke, og danske artister var de første, jeg lavede aftaler med, fortæller Tobias Lampe over telefonen fra Hamburg om hfn-labelet, som for længst har rundet de 100 udgivelser:

Trentemøller, Kasper Bjørke, Jacob Bellens, Mansisters,  Lydmor, BonHomme, Darkness Falls, Fluqx, Blaue Blume, Reptile Youth, m.v. er danske navne som har været eller stadig er associeret med hfn music – hvorfor egentlig så mange danske acts?

– Du ved… det ene fører til det andet. Vi rejste til København – vi begyndte at kende folk og professionelle labels, som gjorde et godt stykke arbejde – de begyndte af kende til os. Det var ikke planlagt på den måde – det var bare en naturlig udvikling. Darkness Falls var en af vores tidlige signings. De var på Fake Diamond Records, og fordi Josephine Philip fra Darkness også samarbejdede med Trentemøller, var det bare en naturlig proces. 

Udefra set virker det nemt for dig at arbejde med dansk musik – er det det? 

–  Danskerne er dedikerede, professionelle. De er ærlige. Som regel er det en god samarbejdsoplevelse, og vi har altid gode relationships. Men…. der ér ting, der ikke helt går,  som vi kunne ønske det. Og vi har faktisk tit haft den her samtale med folk fra den danske scene:

Kulturforskelle

– For det første har I en god levestandard. Musikken får støtte fra staten m.v.  – så I har alle ingredienser til at leve i en behagelig boble. Så nogle gange er det svært at få danskerne til at forstå, at hvis du vil skabe noget udenfor den boble – noget der måske kan gøre dig endnu mere berømt og succesfuld uden for Danmark – så er du nødt til at arbejde hårdere, end du er vant til at gøre. Nogle gange er netop dét arbejde rigtigt vanskeligt for os…

Tobias Lampe fortæller bl.a. at forståelsen for ”timing” kan være meget forskellig:

–  I Danmark går man kun til P3 eller P6. Man udsender en single to uger efter at have fået bekræftelse på at singlen kommer i rotation i radioen. Længere tid behøver I ikke. Så kommer vi og siger: ”Vi vil gerne have tre måneder som forberedelsestid til at sætte det internationale distributionsværk op – til forberedende arbejde i forhold til playlister, pitching, den nødvendige dialog med vores promotion-partnere m.v.”. Vi behøver i det hele taget mere tid. Men det er noget de fleste pladeselskabsfolk i Danmark ikke kan arbejde med. Tro mig – ha-ha. Vi har haft SÅ mange samtaler om det med pladeselskaber, managements og alle andre. Vi prøver at få dem til at forstå: ”Please, we need more time”. 

”Sorry – here’s reality”

Men lærer den danske branche ikke… Mange af de danske labels og artister har I arbejdet sammen med i mange år – passer det bare ikke til den danske kultur?

– Lad mig lige slå fast, at det ikke er en generel ting. Men det er en række oplevelser, vi har haft, som jeg nævner, nu du spørger mig. Og det er et blivende problem. Men vi kommer meget gerne til danskerne med en nål og prikker hul på boblen og siger: ”Sorry – here’s reality. Vi behøver mere social media på engelsk – vi behøver mere fokus – mere engagement og ikke bare ”in Copenhagen and everybody happy-happy”. Kan I give os mere content, som også vil være interessant for folk i USA og ikke kun for danskere?”.  

– Det er et issue lige meget om du arbejder med majors eller små indielabels. Danskernes  arbejde synes altid rettet mod P3 og P6. Også selv om man minder dem om det tre-fire måneder før. De prøver, men det er hele tankemåden: ”ahh, der er stadig to måneder til udgivelsen. Der er god tid, hvorfor presser de tyskere sådan på…?”.  Måske er det fordi det danske marked ikke er større, så det ikke er relevant for danskere at tænke på tre måneders forberedelse for en single. Men nogle gange har vi virkelig været frustrerede, for det er meget vanskeligt for os at forstå denne ting….

Tobias Lampe fortæller, at det samme gælder artister, som har mulighed for at få en pæn pose penge for deres arbejde. F.eks. ved at lave skoleturneer og lignende som promotion i Tyskland:

– Så siger de, at de behøver så og så mange penge til kunstneren, til bassisten, til trommeslageren m.v. Så siger vi: ”Jamen, der er ingen, der kan betale så mange penge i Tyskland”, og så svarer danskerne: ”Jamen, det er vi vant til at få…..”

Der ér en barriere

– Fair enough. I har stærke musikere, I har et stærkt kulturelt set-up – det har vi ikke i Tyskland. Så vi har altså den her barriere: Hvis I vil være større uden for jeres hjemland, så er I nødt til at lave den her hard core-touring, for der er ingen penge lige nu, siger Tobias Lampe.

Tobias Lampe ønsker ikke at blive misforstået, for generelt er samarbejdet godt og forbindelserne til Danmark gode –  det er sjovt og ”great” at arbejde med danske musikere,  og ud over den nye Trentemøller-udgivelse håber han også snart at kunne fortælle om udgivelse med et helt nyt dansk act – ud over planlagte udspil med Kasper Bjørke og Jakob Bellens. 

– Men et af resultaterne af pandemien er desværre også, at mange musikere ikke kan leve af musikken længere – så der er nogle af vores acts, som ikke laver musik i øjeblikket og er nødt til at få indtægt fra anden side. Aktiviteterne er lidt ”slowed down” i øjeblikket.

Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor mange har været tvunget til at ændre deres liv.

–  Der er mange klubber, som ikke kommer til at åbne igen. Især efter sidste år, hvor man blev opmuntret til at genåbne og investere i sin forretning. Og så kom den store , lange nedlukning. Det var ”The Killing of The Killing”.

Redigeret
08.06.2022