[Handelsmission Tokyo 2019] Open Call til Danske Metalbands – Deadline 30. juni

Udgivet
19.06.2019
Politiken fortalte i april måned om det danske band, H.E.R.O., som røg ind som nummer 1 på den japanske hitliste, efter at bandet spillede på den nordiske handelsmission i Tokyo, november 2018, hvor det fik kontrakt med Sony Music Japan m.fl.

Japan er verdens næststørste musikmarked og et meget relevant marked for de nordiske musikindustrier. Nomex (dvs. samarbejdet mellem de nordiske musikeksportkontorer, heriblandt MXD) har siden 2013 således arrangeret en nordisk handelsmission til Tokyo, omfattende diverse networking events, en handelsdag med 1-til-1 møder med den japanske branche, seminarer om det japanske marked, en songwriting camp og showcases. 

Handelsmissionen, som finder sted mellem d. 12.-15. november 2019, kendes i Japan under navnet, “Hokuo Music Fest”. 

Ansøgningsfristen for danske metalbands: 30. juni

Danske metalbands (metal/hard rock) kan nu søge om at spille på handelsmissionens metalshowcase, “Loud & Metal Mania”, som arrangeres af Creativeman Productions, der står bag nogle af japans største festivaler, fx Summer Sonic og metalfestivalen, Loud Park.

Koncerten for den japanske branche og de meget engagerede japanske metalfans finder sted fredag d. 15. november. 

Du ansøger ved at udfylde dette skema (NB: På engelsk!), inden d. 30. juni.

Bliver dit band udvalgt af den japanske jury kan du få ”eksportstøtte til markedsudvikling” af MXD, efter de gældende regler.

NB: Det er et krav, at en repræsentant for bandet (bandleder, manager, agent, label eller forlag) deltager i handelsmissionen mellem d. 12.-15. november. 

H.E.R.O. sparkede døren ind til det japanske marked under handelsmissionen i 2018

I 2018 deltog det danske band H.E.R.O. sammen med bandets manager, Rasmus Volden (Arrowman Music), og bandets danske pladeselskab Mermaid Music, som blev repræsenteret i Tokyo af den japan-erfarne pladeboss, Mik Christensen. 

Umiddelbart efter fik bandet en konktrakt med Sony Music Japan og Creativeman. Læs mere herom her: Gråt hår lukker aftaler i Japan

Aftalen med Creativeman resulterede kort herefter i to større support shows i Japan for Slash (15.01.2019 i Osaka og 17.01.2019 i Tokyo). 

Bandets første single i Japan, “Superpowers”, gik som nævnt direkte ind på en førsteplads på den internationale radiohitliste i Japan – en førsteplads som bandet har siddet på i mere end én måned. 

H.E.R.O. har i de sidste 30 dage været på promotur for deres album i Japan. 

Spørgsmål rettes til: thomas@mxd.dk 

Redigeret
19.06.2019