[Ny MXD-Pulje] Nu kan du selv invitere udenlandske branchefolk til SPOT Festival

Udgivet
18.11.2022
Hvornår 05 - 06.05.2023
Der kan søges fra 27.01.2023 (og indtil alle pladser er besat)
Sted Aarhus
Projektleder Thomas Rohde

Den årlige SPOT Festival i Århus er en af de vigtigste begivenheder på dansk jord for den danske musikeksport. SPOT er af denne årsag et vigtigt indsatsområde for MXD.

MXD har i en lang årrække blandt andet inviteret musikselskaber og -medier fra udlandet til SPOT Festival for at introducere dem for nye artister og danske musikselskaber, de kan samarbejde med på det globale musikmarked. 

MXD har fra 2023 besluttet at arbejde ud fra en mere målrettet strategi, som giver de enkelte SPOT-artister og de danske musikselskaber omkring artisterne mulighed for selv at prioritere og invitere de udenlandske branchefolk og journalister til deres showcase og netværksarbejde på SPOT. 

Om den nye pulje

Puljens formål
Invitationspuljen har til formål at optimere danske artisters og musikselskabers udbytte af SPOT Festival ift. arbejdet med musikeksport.

Hvad kan der søges til?
Du kan søge om støtte til at invitere musikbranchefolk og -journalister fra udlandet til SPOT Festival.

MXD yder en støtte svarende til det omkostningsbeløb, der er bilag for, dog maksimalt 5.000 kr. til en rejsende fra UK eller landene i EU. Baseret på de gennemsnitlige omkostninger fra tidligere år og en inflationsjustering, bør ovennævnte tilskud kunne dække omkostningerne til hotel og transport for de fleste.

Der ydes en støtte på maksimalt 8.500 kr. til en rejsende fra USA. Satser for andre verdensdele aftales særskilt.

Den udenlandske brancheperson vil endvidere modtage en koncertakkreditering fra SPOT Festival.

Hvem kan søge? 

  • Danske artister/bands, som optræder på SPOT
  • Danske musikselskaber, som har artister/bands på SPOT.

Der kan både søges ift. artister, der er booket til festivalens officielle program og/eller som optræder på nogle af de privat organiserede showcases og dayparties omkring SPOT.

Til hvor mange invitationer kan man søge om støtte til?
Der er som sådan ingen begrænsning, men prioritér ønskerne, hvis der søges om at invitere flere personer.

Hvornår kan der søges? 
Fra der foreligger en bekræftet booking af artisten/bandet og indtil en uge før, at SPOT finder sted. Bemærk dog, at størstedelen af puljens støttemidler uddeles via to uddelingsrunder:

  • 1. februar (ansøgningsfrist d. 27. januar, kl. 23:59)
  • 1. marts (ansøgningsfrist d. 27. februar, kl. 23:59)

Skal den udenlandske gæst have bekræftet, inden der søges?
Nej. Der kan søges enten før eller efter, at man har en positiv/endelig interessetilkendegivelse fra den udenlandske brancheperson, man gerne vil invitere til SPOT. Støttemodtageren får et vist tidsrum til at lukke invitationen. Sker dette ikke, forbeholder MXD sig ret til at annullere støttetilsagnet, således at en anden kan få glæde af midlerne.

Hvem forestå rent praktisk invitationen? 
Ansøgeren.

Hvem booker hotel og transport? 
Ansøgeren eller den udenlandske brancheperson.

Hvem udbetales støtten til? 
Ansøgeren – mod fremsendelse af bilag for omkostningerne til hotel og transport.

Hvornår udbetales støtten?
Efter branchepersonens besøg på SPOT Festival.

Hvad forpligter den udenlandske gæst sig til?
Du bedes oplyse din inviterede gæst, at vedkommende forpligter sig til:

  • At registrere sig i SPOTs delegatdatabase.
  • At udfylde et spørgeskema – med data til små interviews, som bringes på MXDs og SPOTs websites og sociale medier (se et eksempel her).

Hvordan vurderer MXD ansøgningerne? 
MXD kan prioritere ansøgningerne ud fra én eller flere af nedenstående kriterier:

  • Ansøgerens gode argument for at invitere netop denne/disse
  • MXD’s egen vurdering af de internationale branchepersoners relevans ift. ansøgerens eksportarbejde
  • MXD’s vurdering af de internationale branchepersoners relevans for andre danske artister og musikselskaber på SPOT.

Redigeret
13.12.2023