Danskere i udlandet: Rasmus Damsholt

Udgivet
08.03.2016
Cover_POPlife_sidstedag_HelenaLLundquist37-700x467
Rasmus Damsholt

”Danskere i udlandet” er en serie af mini-interviews med danskere, der arbejder med musikeksport. Formålet er ikke mindst at kortlægge samarbejder og netværk, som måske kan komme andre danske branchefolk til gode.

Her har vi talt med Rasmus Damsholt, der netop hjemvendt efter et halvt år I London hos ATC Management. Praktikopholdet hos det store engelske management bureau har Rasmus sat op som led i sin Music Management uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Rasmus arbejder i forvejen som manager for en række danske artister, herunder bl.a. Schultz & Forever og Sekuoia. Læs i øvrigt mere om Rasmus’ arbejde her: Karriereindblik: Sekuoia – Jagten på de rigtige match.

Rasmus har gennem flere år drevet sit eget management bureau, og har tidligere været hos Volcano, Frost Festival og Tambourhinoceros. Som manager har Rasmus haft stor berøring med og fået opbygget et stærkt netværk i den engelske musikbranche.

Det var derfor naturligt, at det blev i London, hvor praktikpladsen skulle findes. ATC var en oplagt kandidat fortæller Rasmus:

“ATC er et stort firma med flere management teams, bl.a. sad hele Nick Caves hold på bordet ved siden af mig. Firmaet tiltaler mig på grund af deres profil af ”store left-field artister” og deres måde at arbejde i teams.“

Det har uden tvivl været et udbytterigt halvt år for Rasmus, som ikke afvisende over for den mulighed, at han vender tilbage til London for at arbejde videre i musikbranchens hovedstad:

“På ATC assisterede jeg Sumit Bothra og hans team. Sumit er manager for PJ Harvey, Katie Melua, The Staves, The Boxer Rebellion og Fink. Især arbejdet med PJ Harvey, der færdiggjorde sin kommende plade samtidig med jeg var på ATC og det efterfølgende arbejde med af markedsføringen af pladen var rigtig, rigtig spændende. Men også udviklingsarbejdet med en artist som The Staves, der virkelig buldrer frem i England i øjeblikket var meget lærerigt. Yderligere var masterclasses hos Apple Music, Shazam og YouTube Red også uvurderlige redskaber jeg kan tage med videre… Det er svært ikke at se sig selv vende tilbage til den her by hvor det hele sker”

Du kan skrive til Rasmus Damsholt på rasmus@damsholt.management

Redigeret
08.03.2016