[Ansøgningsfrist: 9. juni] Skriv sange til japanske pop-artister

Udgivet
24.05.2017

MXD – Music Export Denmark offentliggjorde sidste måned muligheden for igen at deltage i et flere dages besøg hos den japanske musikindustri i Tokyo med blandt andet networking, seminarer og showcases.

Læs mere her: 
[Handelsmission Tokyo 2017] Tilmeldingen for danske branchefolk er nu åben
[Handelsmission Tokyo 2017] Open Call til Danske Metalbands

Songwriting Camp i Tokyo

Fremstødet, som er produceret af NOMEX (samarbejdet mellem de nordiske musikeksportkontorer, heriblandt MXD), inkluderer også en sangskriver camp, organiseret af Sony Music Publishing (Japan) Inc.

Sony Music inviterer én topliner/tracker/producer fra hver af de nordiske lande til at arbejde sammen med japanske sangskrivere på opgave fra andre japanske forlag og  j-pop label-A&R’s.

Det er en unik mulighed for at få afsat sange til j-pop artister og knytte længerevarende samarbejder med artister og musikselskaber på verdens næststørste musikmarked, hvor en meget stor del af de lokale udgivelser skrives af udenlandske sangskrivere.

Der er nu åbnet for ansøgningen.

Sådan deltager du

Danske professionelle sangskrivere (tracker/topliner/producer), som ønsker at deltage i campen bedes senest d. 9. juni indsende en ansøgning via nedenstående skema.

ANSØGNINGSSKEMA: Sony Music Publishing Japan Nordic Songwriting Camp.

Bemærk: Al info skal være på engelsk.

Sangskriveren udvælges af Sony Music Publishing Japan. Sangskrivere med udgivelser på CV’et prioriteres. En repræsentant for sangskriverens forlag er velkommen til (meget anbefalelsesværdigt!) at være tilstede under campen. Noter også gerne, hvis du har en sub-publisher i Japan.

DPA yder støtte til rejse og ophold, mens Musikforlæggerne yder støtte til produktionen af selve campen. Støttemidlerne kommer fra Kodas Kulturelle Midler. Medlemskab af ovennævnte foreninger er ikke en betingelse for deltagelse eller støtte. 

Tidsplanen for campen er som følger:

D. 7. november (tirsdag) : Ankomst senest tirsdag morgen, velkomstmiddag
D. 8. november: Sangskrivning
D. 9. november: Sangskrivning
D. 10. november: Sangskrivning, lyttesession og afterparty
D. 11. november (lørdag): Tidligste afrejsedag

Hvad kan du forvente?

Nanna Larsen deltog i campen i 2015. Du kan læse om hendes oplevelser fra campen her: [Handelsmission til Tokyo] Interview med Nanna Larsen om Sangskrivning i Tokyo for Sony Music Publishing.

Nanna Larsen har sidenhen (lidt over et år senere) solgt begge de sange hun skrev på campen. Sangene “My Victory” og “I Like It” er blevet udgivet på den japanske artist Mai Kurakis album “Smile”. Derudover har Nanna skrevet 4 sange mere med japanske producere, som hun stadig har kontakt til.

I 2016 deltog Tim Schou og Daniel Fält i campen. MXD følger op på resultaterne herfra. Læs et interview med Tim Schou her: [Handelsmission Tokyo 2016] Tim Schou om at skrive musik til det japanske marked

Spørgsmål: Skriv til Thomas Rohde: thomas@mxd.dk

Redigeret
24.05.2017