[Næste Ansøgningsfrist: 20. februar] “Europæiske Eksportophold med MXD” for danske artister og musikselskaber

Udgivet
02.02.2024
Hvornår 20.02.2024 - 23.04.2024
Søg inden LUKKET
Projektleder Carolina Echeverri

Europæiske Eksportophold med MXD

Hvad: En uges ophold i en hovedstad eller musikalsk hotspot i Europa for en dansk artist og de relevante danske musikselskaber omkring artisten. MXD tager med som en ressource.

Formål: En fokuseret markedsføringsindsats og direkte introduktion til den lokale musikindustri på markedet med henblik på at skabe nye samarbejder, der kan accelerere artistens internationale karriere.

Hvordan: Opholdet kan fx finde sted med base i et øvelokale eller studio i den pågældende by, hvor den lokale musikindustri kan inviteres til møder og intimkoncerter med artisten, og hvor der eventuelt også kan arbejdes med en lokal populær kunstner (fx en co-writing session) og SoMe Influencers. Eller vi kan modsat være “på farten” under hele opholdet til radio-promo, besøg og mini-koncerter hos lokale musikselskaber etc.

Det skal således pointeres, at ovenstående blot er ideer. Der er ikke en fast skabelon for “det gode projekt”. Det er artisten selv og dennes danske forretningsrepræsentater, der definerer målene og eksportopholdets indhold. MXD hilser alle løsningsmodeller velkommen, som indfrier formålet om at skabe nye forretningssamarbejder gennem en fokuseret markedsførings- og b2b-salgsindsats.

MXD vil dog ikke være i stand til at imødekomme ansøgninger, hvor produktion af nyt materiale er eksportopholdets primære formål. Artisten skal allerede have et relativt aktuelt materiale på plads for overhovedet at kunne komme i betragtning, jf. næste punkt

For hvem: Artister, der allerede har et solidt momentum i udlandet med et relativt aktuelt materiale (indspillet musik og live shows), og som vil være i stand til at udnytte denne unikke mulighed til at tage det næste signifikante karriereskridt.

Finansieringen: MXD dækker transport- og opholdsomkostningerne (for både artist og branchefolk), produktionsomkostningerne (fx leje af øvelokale), honorar til lokalt PR-agentur samt udgifterne ved møder og til networking med den lokale industri. Daglig forplejning og eventuelle lønomkostninger til artist og branchefolk dækkes af ansøgerne selv.

Pitch os din idé: Den næste ansøgningsfrist er fredag d. 20. februar kl. 24:00 og processen er som følger:

  1. Send MXD et pitch via denne formular (senest d. 20.02.24), hvor du kortfattet beskriver din idé, målene og hvem, det ville være oplagt at involvere.
  2. Uddybende møde: MXDs bestyrelse og direktør udvælger et antal projektforslag, der inviteres ind til et møde hos MXD, hvor ansøgerne får mulighed for at uddybe ansøgningen og ideen.
  3. MXD beslutter efterfølgende, hvilke projekter som vi arbejder videre med. Og der vil blive afholdt planlægningsmøder vedrørende fastlæggelsen af de endelige løsninger, budgettet, rollefordelingen (Hvem deltager fra ansøgerens hold og gør hvad? Hvad bidrager MXD med?) osv.

Spørgsmål: Skriv til Thomas Rohde

“Europæiske Eksportophold med MXD” er muliggjort via en ekstrabevilling, som MXD modtog i 2022 fra Kulturministeriet. Læs eventuelt mere herom i denne artikel.

Redigeret
24.04.2024