Vurderingskriterier

MXD vurderer ikke musikkens kunstneriske kvalitet. MXD’s opgave er at bringe dansk musik og danske kunstnere ud til et internationalt publikum, og ansøgningerne vurderes derfor ud fra, hvor stærkt deres internationale potentiale er, og hvor godt projektet er planlagt.

Støtte til markedsudvikling og unikke markedsmuligheder

Vurderingen er baseret på den overordnede forretningsplan og det konkrete projekts forventede effekt for kunstnerens internationale karriere. Dette sker ud fra blandt andet følgende parametre:

  • Historik og momentum: Hvor befinder kunstneren sig i sin karriere, og hvilken aktivitet og hvilke resultater har kunstneren opnået, både i Danmark og på de markeder, projektet retter sig mod?
  • Vision: Hvad er den langsigtede målsætning, og er den realistisk?
  • Projektets gennemarbejdethed: Er der formuleret en plan, der klart beskriver projektets formål og udførelse?
  • Bidrag til at opfylde visionen: Er projektet i tråd med visionen?
  • Målsætninger: Er der fastsat meningsfulde målsætninger, der både er realistiske og tilpas ambitiøse?
  • Samarbejdspartnere: Hvor stærke samarbejdspartnere (labels, forlag, managements, bookingbureauer, mediepartnere osv.) er der i Danmark og på de pågældende markeder?
  • Investering fra samarbejdspartnere: Hvilke ressourcer investerer disse samarbejdspartnere i projektet?

De stærkeste forretningsplaner er dem, der er baseret på et “markeds-pull” – altså tilfælde, hvor der allerede er interesse for den pågældende kunstner fra slutforbrugere, medier eller musikselskaber i udlandet. Et stærkt tegn på et “markeds-pull” er tilstedeværelsen af internationale samarbejdspartnere, der selv investerer ressourcer i projektet.

For unikke markedsmuligheder vurderes desuden dokumentationen for den unikke mulighed, jf. puljens særlige krav.

I forhold til ovennævnte parametre baseres MXD’s vurdering af ansøgningerne på de data, som er oplyst i ansøgningerne. Herudover kan MXD vælge at indhente supplerende data via fx Chartmetric, der beskriver artistens position og udvikling på streamingplatforme, YouTube og sociale medier m.m.

Støtte til branchefolk

For rejsestøtte til branchefolk gælder parametrene ovenfor i tilpasset form. MXD lægger vægt på:

  • Kunstnerforankring: Hvilke danske kunstnere rejsen vedrører, og hvor de står i deres internationale udvikling. MXD kan supplere med data fra fx Chartmetric om de pågældende kunstnere.
  • Konkrete møder: Aftalte eller bekræftede møder med navngivne udenlandske partnere vægter højere end en hensigt om at netværke. Interesse fra udenlandske partnere, der selv investerer tid eller ressourcer, er et stærkt tegn.
  • Relevans af destinationen: Hvorfor netop denne messe, festival eller by er det rigtige næste skridt for kunstneren – og hvorfor nu.
  • Selskabets egen indsats: Hvad selskabet selv investerer i rejsen og i kunstnerens internationale arbejde.

Antallet af møder er ikke i sig selv afgørende, og generel branche-networking uden tilknytning til bestemte kunstnere støttes ikke.

Invitationspuljen

Ansøgninger til Invitationspuljen vurderes ikke efter parametrene ovenfor, men efter de kriterier, der fremgår af puljens egen beskrivelse: ansøgerens begrundelse for invitationen og MXD’s vurdering af gæstens relevans for ansøgeren og for andre danske kunstnere og musikselskaber på SPOT.

Generelle betingelser

Ud over vurderingskriterierne gælder MXD’s generelle betingelser for samtlige puljer. Hertil kommer de særlige betingelser og begrænsninger for hver pulje, som fremgår af beskrivelsen af Støtte til markedsudvikling, Støtte til unikke markedsmuligheder, Støtte til branchefolk, Invitationspuljen og Importpuljen.

Hvem vurderer ansøgningerne?

Ansøgningerne vurderes af MXD’s ledelse og bestyrelse. MXD’s bestyrelse har den endelige beslutning. Ved uenighed træffes en flertalsafgørelse. Hvert bestyrelsesmedlem har en stemme.

Et bestyrelsesmedlem deltager ikke i behandlingen af eller afstemningen om ansøgninger, hvor medlemmet eller medlemmets virksomhed er ansøger, samarbejdspartner eller på anden måde har en økonomisk eller personlig interesse i udfaldet.

Redigeret
06.09.2026