
Music Export Denmark (MXD), Dansk Industri, Creative Denmark og The Trade Council of Denmark in South Korea går sammen på Seoul Living Design Fair (SLDF) 25. februar–1. marts 2026. Her præsenteres dansk design og musik under ét samlet kreativt eksportbrand – med ambitionen om at skabe værdi på tværs af Danmarks kreative erhverv.
Sydkorea er på få årtier blevet en global kreativ stormagt – et marked, Danmark både importerer fra, eksporterer til og samarbejder med. For mange uden for musikindustrien er det gået under radaren, at en voksende gruppe danske sangskrivere og musikproducere er med til at skabe K-pop-hits. Derfor giver det mening at løfte synligheden omkring de danske hitmagere i Sydkorea som en del af et bredere dansk brandfremstød.
MXD har i mange år brugt en dansk kulturel ramme som løftestang – fra design, arkitektur og byliv til mad, film og tv – samt en samfundsmodel, der ofte forbindes med høj tillid, en uformel samarbejdskultur og livskvalitet.
“Når vi lykkes med at placere vores internationale fremstød i en stærk dansk kulturel ramme, øger vi markant chancen for nye, langsigtede samarbejder,” forklarer MXD’s direktør Thomas Rohde.
Det er netop den tankegang, der ligger bag fremstødet i Seoul.
“Vi ser ikke de kreative erhverv som siloer. Når dansk design, arkitektur, film og musik står sammen i udlandet, står Danmark stærkere – og det gavner både eksporten og vores konkurrenceposition hjemme.”
SLDF tiltrækker over 280.000 besøgende årligt og er et stærkt vindue til publikum, medier og branchefolk på tværs af Sydkoreas kreative industrier.
Fremstødets musikalske indhold leveres af den danske artist og sangskriver Amanda Thomsen – en kunstner, der både står på scenen som AYA MAI og sidder i maskinrummet som K-pop-songwriter. Med to koncerter på Seoul Living Design Fair sætter hun en dansk lydside til dansk design.
Amanda Thomsen har som sangskriver leveret musik til multi-platin-udgivelser i Sydkorea og Kina for kunstnere som Viviz, Weki Meki, Hearts2hearts og Esther Yu. Hun lancerede i 2021 sit eget popprojekt, AYA MAI, der siden har modtaget stærke placeringer på Spotifys New Music Friday-playlister og airplay på Danmarks Radio P4.
Hendes danske musikforlag, GL Music, har grebet muligheden og arrangeret sangskrivnings-sessions hos nogle af de største musikselskaber i Sydkorea – og verden – mens Amanda er i Seoul. Så ud over to koncerter på messen skriver hun K-pop i de koreanske studier resten af ugen.

Dansk musik er i vækst i Sydkorea.
Christopher har opbygget et stort publikum i Sydkorea – og det er usædvanligt.
For vestlige artister er markedet svært at trænge ind på og domineres i høj grad af lokale stjerner.
MXD og Den Danske Ambassade i Seoul afholdt i september 2025 en reception for den nordiske og sydkoreanske musikindustri med en gæsteoptræden af Christopher, som et par få dage forinden havde optrådt på KSPO Olympic Dome i Seoul.
Ambassadør Mikael Hemniti Winther udtalte i den forbindelse:
“K-pop-artisternes globale succes og nærmest mytiske status på hjemmemarkedet gør Christophers store synlighed i Korea særligt bemærkelsesværdigt.”

Men det, der er gået under radaren for mange uden for musikindustrien, er, i hvilket omfang danske sangskrivere og musikproducere er med til at skabe K-pop-hits.
Danske sangskrivere og producere er i stigende grad efterspurgte i Sydkorea, hvor flere labels bevidst går til Skandinavien for at få stærke melodier, et internationalt pop-udtryk og et højt professionelt niveau i studiet. Koreanske selskaber har opbygget en model, hvor de fokuserer på at gøre deres egne artister til verdensklasse-performere, mens de henter sange udefra – blandt andet fra Danmark, Sverige og UK.
Det er en voksende markedsmulighed, som MXD og Koda har gjort til et fokuspunkt for deres fælles løft af “Den Strategiske Indsats,” som blev søsat af Kulturministeriet (læs mere i sidste afsnit). Projekterne herunder har været arrangeret i samarbejde med Musikforlæggerne, DPA og GL Music samt ledende selskaber fra den sydkoreanske musikindustri.
Læs mere om dette og danske sangskriveres og produceres arbejde med K-pop i disse artikler:
Top Level Songwriting Sessions i Seoul
Cutfather og Jacob Ubizz: K-poppen er i overhalingsbanen – men det er en guldgravertid!
K-pop-camps, netværk og nye muligheder: Sådan rykker danske sangskrivere ud i Asien
Carmen vil leve af at producere musik – K-pop kan være et vigtigt skridt på vejen
Fra seks år i skuffen til førsteplads i 13 lande
CASE: Handelsmission til Seoul afslørede store muligheder for dansk publishingarbejde
Den koreanske bølge, hallyu, tog form i slutningen af 1990’erne, men for mange i Vesten blev den synlig med PSYs “Gangnam Style”, som i 2012 blev den første YouTube-video til at runde 1 mia. visninger. Siden har K-pop udviklet sig til en global industri, og koreansk film og tv fik et bredt gennembrud med Oscar-vinderen “Parasite” og Netflix-hittet “Squid Game”.
Bag de store overskrifter ligger et bredt kreativt økosystem: K-beauty er en eksportmotor (10,2 mia. USD i kosmetikeksport i 2024), og webtoons – smartphone-tilpassede, vertikalt scrollbare tegneserier, der opstod i Korea i 2000’erne – omsatte i Korea alene for omkring 1,4 mia. USD i 2024 og leverer IP til serier som “Sweet Home” og “All of Us Are Dead”. Dertil kommer en massiv spil- og e-sportskultur samt stærke designmiljøer, hvor Seoul er internationalt anerkendt som designby.
Dansk musiks deltagelse i Seoul Living Design Fair er muliggjort gennem “Strategisk Indsats for International Udbredelse af Dansk Musik”, der er søsat af Kulturministeriet via Musikhandlingsplanen, og som løftes af Koda og MXD i fællesskab.
Indsatsen sætter blandt andet fokus på den sydøstasiatiske region, hvor der er voksende muligheder for både danske sangskrivere og artister. Læs mere her.

You must be logged in to post a comment.